Hvor en hånd fører våbenShare|
Kort efter tragedien i Norge skrev Janne Mark en salme for at få sat ord på den enorme afmagt, hun følte i dagene efter massakren. Her fortæller hun om, hvorfor hun skrev salmen
Hvor en hånd fører våben
dybt ind i din tid
sårer med sit brud på
al menneskelighed.
Hvem har ord, hvem har svar?
Vi forstår, at vi ikke får
den verden, som vi kender
tilbage uden ar.
Når vi mennesker møder stor sorg, ubegribelige og meningsløse hændelser er det gang på gang poesien og
musikkens sprog, vi tyr til for at udtrykke nogen af de følelser, vi oplever i sådanne situationer.
Musik, poesi og kunst i det hele taget er følelsernes sprog – og det sprog har vi brug for, når vi kommer til kort i forhold til at udtrykke os i ord og samtale med hinanden. Når følelserne bliver for store til, at vi kan udtrykke dem med ord over for hinanden.
Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle blive fri af den underlige stumhed, jeg følte, hver gang jeg forsøgte at sige noget om, hvor frygtelige begivenhederne den 22. juli i Norge var, og hvordan de greb ind i alt og alle - og hvor tæt terroren pludselig var på. De store og ladede ord blev bare en underlig skygge af begivenhederne og den sorg og afmagt, vi alle var ramt af.
D. 22. juli og de efterfølgende dage var jeg i familiens sommerhus og fulgte hele tiden med på radio og tv, hvordan situationen udviklede sig. Utøya, Norge, angsten hos de unge, de efterladte og tabet, sorgen, smerten over at se den ultimative menneskelige ondskab udfoldet, det utænkelige i det, der var sket, var der hele tiden.
Efter et par dage opstod det første af melodien og teksten til salmen ’Hvor en hånd fører våben’ samtidigt, og jeg skrev det ned og vågnede næste morgen med linjerne i hovedet.
På tv så jeg blomsterhavet vokse ved den norske ambassade i København, optogene med lys i Danmark og Norge, mindehøjtideligheden fra domkirken i Oslo med en grædende statsminister, og jeg selv også græd og græd. Og jeg kunne ikke aktivt tage del i noget af det. Da vi kom hjem til København, kom jeg pga. omstændigheder i familien aldrig ind til ambassaden med den buket blomster, jeg havde plukket på vejene omkring vores hjem.
Salmen blev ved at arbejde i mig og kalde på opmærksomhed, og den blev min måde at handle på begivenhederne i Norge. Jeg måtte gøre noget, et eller andet, den følelse havde alle, og den store nordiske kollektive rækken ud efter hinanden berørte mig dybt.
Jeg var optaget af håndens gerning – at hånden kan udrette kærlige og omsorgsfulde gerninger, men også udrette den største ondskab. Jeg ville derfor gerne begynde alle vers i salmen med en beskrivelse af hånden og på den måde udtrykke noget om, hvordan verden hele tiden er indrettet efter hænders gerninger og handlinger.
Jeg opgav på forhånd at trænge igennem mængderne og få en plads i kirken ved mindehøjtideligheden i Vor Frue Kirke i København, men genlæste den unikke, norske ’Kringsatt av fiender’, som skulle synges som fællessang under gudstjenesten. Jeg tænkte, hvordan vi kunne få en dansk salme at synge sammen, der på samme måde kunne sige noget om at stå sammen på lysets side over for livets og menneskets mørke sider, når vi møder dem. ’Kringsatt av fiender – til ungdommen’ (Nordahl Grieg) - gav mig inspiration til at skrive de sidste vers til ’Hvor en hånd fører våben’.
Som en del af en ny generation af salmedigtere, som jeg håber, vil vokse sig stor og mangfoldig, har jeg en opgave i at forsøge at omsætte de begivenheder og problematikker – små som store – der optager mig i verden i dag, og give dem et fælles, sangbart salmesprog. Vi må have en fælles sang og salme-reference at kunne synge sammen ud fra og på den måde være sammen om at forholde os til vores samtid.
’Hvor en hånd fører våben’ er ikke udgivet endnu, men indspilles til salmeudgivelsen SALMER FRA BROEN med 12 af mine salmer, som udkommer i 2012. Salmen har indtil nu været brugt ved pilgrimsvandring på Djursland, i Vesterbro Bykirke og i flere norske kirker og kirkekor.
Janne Mark
Læs
hele teksten og noderne her >>>