Grundtvigsk arbejdskonvent 2011Share|
Gudsbegrebet ud fra et aktualitetsperspektiv og med værdikommissionens værdibegreb er blandt emnerne, når Grundvigsk Arbejdskonvent mødes i Vartov i november
I Vartov ved Rådhuspladsen vil der i dagene den 7. og 8. november summe af refleksioner over gudsbegrebet og spørgsmålet om, hvorvidt det trænger til en revision. Ligesom der vil blive diskuteret værdikommission og kristendom.
Mandag den 7. november begynder mødet om eftermiddaggen med fire oplæg om gudsbegrebet. De første to oplægsholdere er valgmenighedspræst Niels Grønkjær, der taler om “Den levende Gud”, og afdelingsleder Jakob Wolf, der taler om “Den almægtige Gud”. Emnet sættes derefter i et grundtvigsk perspektiv af valgmenighedspræst Kim Arne Pedersen, der taler om “Det grundtvigske gudsbegrebs aktualitet”, og af forfatter Karen Marie Mortensen, der holder oplægget “Et barn er født os”.
Efter kaffe er der en fælles drøftelse mellem oplægsholdere og deltagere. Dagen afsluttes med festmiddag og underholdning.
På andendagen, tirsdag den 8. november, er emnet værdikommission og kristendom, hvor journalist og medlem af værdikommissionen Rune Lykkeberg og professor Nils Gunder Hansen, der har deltaget i debatten omkring sammensætningen af værdikommissionen, holder oplæg om værdikommissionen og værdibegrebet som grundlag for en efterfølgende plenum-diskussion.
Tilmeldingsfristen er den 28. oktober.
Liselotte Willer
For yderligere oplysninger om arbejdskonventet gå til forummets hjemmeside >>>
Foto: Lånt fra grundtvig.dk