image

Kirke vil gøre en forskelShare|

- Arbejdet omkring skolen sigter på alle måder på at gøre den selvkørende, udtaler Elsebeth Højgaard, organist og tovholder på projekt, der gør kvinder fra det borgerkrigshærgede Nord-Uganda selvforsørgende

Igennem seks år har Kingos Kirke støttet et projekt, der har til formål at hjælpe kvinder til selvforsørgelse i det nordlige Uganda. Fredag den 21. oktober er der igen støttekoncert i kirken til fordel for projektet.

Women Development Center henvender sig til unge kvinder, der er blandt de dele af befolkningen, der har lidt mest som følge af borgerkrigen i Norduganda. Mange unge kvinder blev under landets langvarige borgerkrig kidnappet og tvangsgift med medlemmer af oprørshæren. Efter at være vendt hjem igen står disse kvinder nu uden uddannelse eller oplæring. Den lokale anglikanske kirke har siden 2003 drevet kvindecentret, som tilbyder en 1-årig uddannelse til 32 kvinder om året. Kingos Kirke har i samarbejde med Dansk Ugandisk Venskabsforening, DUFA, opnået støtte fra Danida til at udbygge uddannelsen på centret.

Symaskinelegat
Fredag den 21. oktober er der for 8. gang støttekoncert i Kingos Kirke. En række klassiske musikere har doneret koncerten, som kommer til at indeholde et program af populær klassisk musik. Bl.a. medvirker Nikolaj Viltoft og Kasper Tharup, solotrompetist og basunist i Det kgl. Kapel og desuden tre sangere, en fløjtenist og en cellist. Ud over penge samlet ind via støttekoncerter går pengene fra kirkens ugentlige kirkekaffe også til formålet. Af de indsamlede penge, som i løbet af de sidste 6 år har rundet de 100.000 kr. har kirken primært stået for oprettelsen af en symaskinefond, som eleverne på Women Development Center ved endt skolegang kan få tildelt et legat fra som tilskud til køb af symaskine. Sidste år blev der samlet ind til ca. 60 symaskiner á 500 kr. Kvinderne selv står for 25 % af finansieringen.
– Næsten alle de penge, vi indsamler, går til symaskinefonden. Men støttekoncerten den 21. oktober skal støtte skolens drift, da skolen lige nu står uden støtte fra Danida. Den hidtidige støtteperiode udløb 30. juni, men vi går netop nu og venter på en ny toårig bevilling, som forhåbentlig træder i kraft 1. januar 2012, fortæller Elsebeth Højgaard, organist og en af hovedkræfterne bag kirkens u-landsprojekt.

Den rige verdens ansvar
Projektet i Kingos Kirke tog sin begyndelse efter et besøg af en biskop fra den anglikanske kirke i Nord-Uganda.
– Jeg arbejder ud fra devisen, at vi ikke kan hjælpe alle, men at alle kan hjælpe nogen. Så efter, at vi havde haft besøg af biskop Onono Onweng i 2005 og fået kendskab til de barske forhold i Nord-Uganda som følge af borgerkrigen, fik jeg den ide, at vi i kirken ville kunne støtte et projekt i området. Præster og menighedsråd var med på ideen, og efter rådføring hos biskoppen, valgte vi at satse på Women Development Center.
- Det har været en stor glæde for mig at opleve, i hvor høj grad menigheden har taget dette projekt til hjerte. Mange i kirken føler et specielt ansvar for lige netop disse kvinder og støtter det trofast. Fx er der er ældre dame i menigheden, som får alle sine gæster i løbet af året til at lægge penge i en vase, som hun så kommer og afleverer ved adventskoncerten, som også er støttekoncert for
projektet.

Nytter hjælpen?
Elsebeth Højgaard er bevidst om, hvor vanskeligt det kan være at hjælpe et andet land, som på så mange måder er langt fra det danske. Alligevel er hun overbevist om, at kirkens engagement i skolen gør en forskel.
– Arbejdet omkring skolen sigter på alle måder på at gøre den selvkørende, og jeg har mange gange selv besøgt de tidligere elever fra skolen. Det gør et stort indtryk, når de fortæller, at de nu forsørger sig selv og kan sende deres børn i skole. Det er dér, bæredygtigheden ligger, sådan som projektet er nu. Men vi forventer samtidig, at skolen via tøjproduktion vil blive bæredygtig i sig selv, slutter Elsebeth Højgaard.

Læs mere på om koncerten d. 21. oktober og projektet på kirkens hjemmeside her >>> 


Kirsten Weiss Mose
Opdateret  11-10-2011