image

Ungdomskirke på vejShare|

Et projekt om at omdanne Gethsemane Kirke til ungdomskirke er i støbeskeen. Hvis alt går vel står den nye kirke klar ved indgangen til 2014

Tre af Vesterbros kirker skal være almindelige sognekirker med højmesser, tre kirker skal tages helt ud af brug, og tre kirker – herunder Gethsemane Kirke på Litauens Plads – skal have særfunktioner. Som vi for nylig skrev her på www.kirkenikoebenhavn.dk er det indholdet af et nyt ambitiøst udspil om kirkestrukturen på Vesterbro fra formand og næstformand i Vesterbro Bykirke (læs mere her >>>)

Udspillet er ikke vedtaget, men Vesterbro Bykirke er allerede godt i gang med at lave Gethsemane Kirke om til en ungdomskirke. Det sker i samarbejde med arkitektfirmaet Krydsrum, som med deres projekt ”Light Transitions” vandt den arkitektkonkurrence, der blev udskrevet i 2008. P.t. er man i gang med at formulere et projekt, der indebærer en ombygning og en nyindretning af kirken, som lukkede som sognekirke tilbage i 2010. Projektets overordnede mål er en ungdomskirke, der på den ene side huser gudstjenester og kirkelige handlinger og på den anden huser forskellige lokale aktiviteter såsom fx kulturelle aktiviteter og måske endda også skoleundervisning.

Projektets detaljer og herunder spørgsmålet om, hvordan kirken fysisk set skal ende med at tage sig ud, er ikke endeligt afgjort. Men det er håbet, at den nye Gethsemane Kirke vil kunne stå klar som ungdomskirke ved indgangen til 2014. 

En kirke, der rykker
Den kommende ungdomskirke skal have en særlig ungdomspræst tilknyttet. Thomas Nedergaard, som er sognepræst ved Enghave kirke, skal bestride stillingen. Han er meget begejstret for idéen om at omdanne Gethesemane Kirke. Han mener, det er vigtigt, folkekirken gør et større arbejde for at engagere de unge:
- Folkekirken har i dag en helt anden status end tidligere, siger Thomas Nedergaard og fortsætter: - De unge skal mødes i deres eget miljø, om det så er til Distortion (stor musikfest i København, red.) eller poetry slam. Det vigtige er, at der skabes et relevant møde mellem kirken og de unge, siger Thomas Nedergaard.

Det er Anton Pihl enig i. Han er næstformand i Vesterbro Bykirkeråd og har været med i projektet med at omdanne Gethsemane Kirke lige fra dets start.
Han siger: - Det handler i høj grad om at tænke alternativt. Vi mangler de unge, for lige nu har vi ingen næste-generation-kirkegængere. Folkekirken er ude af takt med de unge, og den umiddelbare indstilling til kirken er, at den er irrelevant. Den tankegang vil vi meget gerne ændre og det ved at lave noget nyt, som er relevant for de unge.


Mission på den fede måde
Hvordan kan Gethsemane Kirke faktisk blive relevant for de unge? Anton Pihl peger bl.a. på, at Gethsemane Kirke skal sørge for at møde de unge i øjenhøjde og arbejde væk fra det, som han betegner som det fremmedgørende.

Det handler om at få skabt et samarbejde med de unge; et ligeværdigt møde, der ikke nødvendigvis skal være med orgelmusik og præster i præstekjole. Der behøver ikke at være den autoritet, som man tidligere forbandt med kirken, siger næstformanden.

Den kommende ungdomspræst Thomas Nedergaard lægger især vægt på, at der skal være mod til at forandre den traditionelle folkekirkelige praksis eller m.a.o. ”skabe bevægelse i kirkerummet”, som han udtrykker det. Fx skal der være mod til at opdatere kirkens sprogbrug, mener han.
Thomas Nedergaard siger grinende: - Vi skal lave mission på den fede måde.



Cæcilie Brøndgaard og Kirsten J. Nielsen


Læs mere om projektet i Gethsemane kirke på kirkens hjemmeside >>>

Opdateret  05-10-2011