image

Konvent for præsterShare|

Præster kan møde kollegaer fra hele landet og få pirket til deres teologiske begrebsapparat til Almindeligt Dansk Præstekonvent d. 29.-31. maj. Temaet er ”Præsteembedets betydning anno 2011”

Tre dage med input om teologi og med muligheden for at møde sine præstekollegaer – også dem uden for ens kreds af ligesindede i teologiske spørgsmål. Det er, hvad en lille gruppe har ønsket at genskabe rammerne for med et forsøg på at genoplive det årligt tilbagevendende ’Almindeligt Dansk Præstekonvent’. Gruppen står bag planlægningen af et konvent på Liselund Kursuscenter den 29.-31. maj. Sidste gang der var mulighed for at deltage i sådan ét var en gang i 1980’erne. Derefter blev det droppet på grund af for få interesserede.

Tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift Holger Jepsen er en af dem, der prøver at få traditionen med præstekonventet op at stå igen. Han er bl.a. motiveret af et ønske om at få pirket til præsters teologiske begrebsapparater.
- Jeg synes, det er vigtigt at beskæftige sig indgående med teologiske spørgsmål, så man ikke ender med at køre i tomgang i sit arbejde som præst og bare, ligesom Løgstrup sagde, får sit ”begrebsapparat til at rasle”, siger den tidligere biskop.

Så bredt som muligt
Konventets planlæggere håber, der kommer præster fra alle landets stifter og fra alle hjørner af det teologiske landskab. De ønsker, konventet bliver bredt som muligt.

– Ind imellem kan man godt få indtryk af, at der er 10 forskellige folkekirker i Danmark – ét for hvert stift. Arbejdet inden for stifterne er selvfølgeligt vigtigt, men det er også vigtigt, at præsterne kommer ud over stiftsgrænserne og ser, hvad der sker derude, siger Holger Jepsen og fortsætter:
– Det er en pointe, at konventet er almindeligt, så de forskellige typer af præster kan komme i kontakt med hinanden. Det er efter vores mening vigtigt, at de forskellige grupperinger i folkekirken ikke bare holder sig til hvert sit.

Præsteembedets betydning
Planlægningsgruppen har valgt, at temaet for dette første præstekonvent i næsten 20 år er ”præsteembedets betydning anno 2011”.
- I starten af planlægningen dukkede spørgsmålet op om, hvad det egentlig vil sige at være præst i dag, pludselig op. Hvilken teologisk begrundelse er der for det? Der kommet en ny usikkerhed omkring det i dag, mener vi. Svaret er ikke så selvfølgeligt længere.

Spørgsmålet vil blive belyst i en række oplæg og efterfølgende diskussioner. Ifølge Holger Jepsen vil et helt centralt oplæg være et introducerende oplæg af Kirsten Busch Nielsen, som er professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet og også en del af gruppen bag præstekonventet. Oplægget vil kredse om, hvad det betyder for den teologiske forståelse af præsteembedet, at det for tiden ændrer sig i sin ydre tilrettelæggelse med fx flere funktionspræstestillinger, arbejdsdelingsordninger i provstier m.v.

Ud over Kirsten Busch Nielsens oplæg vil der bl.a. også være oplæg om præstekaldet i praksis ved sognepræsterne Henrik Højlund og Thomas Reinholt Rasmussen.

– Konventet må ikke bare ende med at handle om tom teologi. At der skabes en forbindelse til det almindelige præsteliv er vigtigt. Det er også nødvendigt at undersøge, hvordan en præst kan realisere sit kald; sin tanke om at være præst, siger Holger Jepsen.



Kirsten J. Nielsen


Gå til præstekonventets hjemmeside >>>

Foto: Liselund Kursuscenter

Opdateret  17-05-2011