Religioner på vandringShare|

Søndag den 1. maj vandrede mennesker fra vidt forskellige trosretninger ud i det københavnske forår. Vi har talt med to deltagere og en af arrangørerne om at være sammen på vandring

Et buddhistisk center, Københavns synagoge, en moské i Nørregade, Mjølnerparken og Bellahøj Kirke var stationerne på den interreligiøse pilgrimsvandring, som søndag den 1. maj fik omkring 65 mennesker til at snøre skoene og drage ud i det københavnske forårsvejr.

Lejlighed til at blive klogere
- Ønsket med vandringen er dels at føje en ny dimension til den interreligiøse dialog, dels at vise omverdenen, at de forskellige trostilhørsforhold ikke kun skiller mennesker ad, men i høj grad også samler, fortæller Elisabeth Lidell, pilgrimspræst og en af arrangørerne bag den interreligiøse vandring. Navnlig det første bekræfter Jette Olsen, som ikke tidligere har været på pilgrimsvandring, men som deltog i vandringen søndag den 1. maj.
- Det har været utrolig spændende at få indblik i andre menneskers ritualer, religioner og kulturer. Efterhånden som vi havde gået længere og længere med hinanden blev stemningen mere og mere afslappet. Jo mindre mystisk man gør tingene, jo bedre kan man også rumme, at andre har andre måder at gøre tingene på, siger hun.

Fordybelse, selvransagning og rummelighed
Vandringen begyndte i det tibetanske bedehus i Nørregade, hvor den kvindelige munk Tenzin Drolkar stod for en meditationsseance.
- Vi fik lejlighed til at mærke kroppen og også tænke med kærlighed på vores liv og de mennesker, der på godt og ondt fylder i vores liv. Drolkar fortalte, at en buddhist ikke er en buddhist, hvis ikke vedkommende anerkender andres tro, fortsætter Jette Olsen, der er 64 år og selv betegner sig som ateist.

Sladder i synagogen
Herefter gik flokken, der talte kvinder og mænd i alderen 45-65 år plus fire unge mænd i tyverne, til synagogen i Krystalgade, hvor overrabbiner Bent Lexner tog imod. Alle – både kvinder og mænd –fik, modsat den normale praksis, lov til at forsamles nede på gulvet, fortsætter Jette Olsen.
- Den jødiske gudstjeneste foregår på hebraisk og er omgivet af meget støj, fordi folk ligeså meget mødes for at udveksle sladder, fortæller Jette Olsen begejstret.
Også den sociale dimension i den jødiske gudstjeneste gjorde indtryk på Thorben Dahl, som er garvet pilgrimsvandrer og menighedsrådsmedlem i Bellahøj Kirke.
- Det er tydeligt, at Det Mosaiske Trossamfund har en helt anden social kobling i deres religiøse praksis, end vi har. Det giver en anden eksistentiel ramme, at man i den grad mødes for at mødes og ikke kun på grund af den religiøse dimension, vurderer han.

Tid til små, skægge spørgsmål
Næste stop på vandringen var moskéen på Nørregade.
- Forholdene i moskéen var væsentligt mere ydmyge og spartanske, end vi er vant til i folkekirken. Dét at være en god muslim er lig med at gøre det rigtige og leve i overensstemmelse med troen. Også her var det tydeligt, at der er langt mere fokus på den sociale side at religionen. Religionen er ikke et anneks til ens liv, som den har det med at være i folkekirkesammenhæng, men er derimod en væsentlig del af ens identitet, fortæller Thorben Dahl.

Efter et stop i Mjølnerparken, kendt fra medierne som Københavns multietniske smeltedigle, gik turen forbi Bellahøj Kirke. Her var der kaffe og kage ved ankomsten, og det var noget, den efterhånden trætte flok trængte til efter en lang dags vandring med mange indtryk.
- Vi trængte virkelig til noget at spise. Vi havde ikke fået andet at spise end de madpakker, som vi selv havde haft med. Og derefter gik vi ind i kirken, hvor Lidell rundede turen af, og vi bad en afsluttende bøn, fortsætter Thorben Dahl.

Særlig mulighed for samtale
At det at gå sammen kan påvirke samtalen er en del af baggrunden for ideen med den interreligiøse pilgrimsvandring, som havde sin debut under klimatopmødet i december 2009, forklarer Elisabeth Lidell.
– Vandringen giver en mulighed for at mødes på tomandshånd og tale sammen på tværs af religionerne. De fleste af os kender til dette, at man taler godt sammen, når man samtidig bevæger sig fysisk. Den fysiske bevægelse gør det lettere at flytte sig mentalt. Derfor ser vi også dette arrangement som en mulighed for en positiv integration. Verden skabes ikke kun af politikerne, men i høj grad også af os borgere, der lever sammen i det danske samfund. Og når vi går, erfarer vi, at der er højt til loftet i Guds grønne katedral, siger Elisabeth Lidell.

Same but different
For Jette Olsen var det første gang, hun deltog i en interreligiøs pilgrimsvandring, men hun understreger, at det forhåbentlig ikke bliver den sidste.
- Det var en meget rørende oplevelse at gå sammen med de andre og tale med dem om religion og samtidig besøge forskellige religioners bedehuse, siger hun og tilføjer: – Jeg vil udbrede kendskabet til den slags ture, og jeg tror at mange ville have gavn af at gå sådan en tur. Måske finder man ud af at de andre slet ikke er de andre, men magen til en selv, selvom de tror på noget andet.
For Thorben Dahl kastede vandringen især lys på, hvordan folkekirkefolk lever med deres religion.
- Vandringen rundt til de forskellige trossamfund og samtalerne undervejs med de øvrige deltagere sætter folkekirkens måde at gå til sagen på i relief. For mig at se er der overhovedet ingen tvivl om, at folkekirken bliver nødt til at forny sig, hvilket den efter min mening så småt er i gang med. Det er både en oplevelse og ikke mindst inspirerende at komme ud og se, hvordan andre trosretninger praktiserer deres religion. Inspirerende - fordi folkekirken hverken kan eller skal det samme, men er nødt til at forny sig på andre præmisser, slutter Thorben Dahl.

Kirsten Weiss Mose