Exit laver ny klub for kvinderShare|
INTERVIEW: En ny klub i Exit er kun for kvinder. Projektets aktivitetskoordinator Linda Christoffersen fortæller om klubben
- Kvinderne er vant til at være i en sammenhæng, hvor der er utrolig mange mænd, og det gør selvfølgelig noget ved dagsordenen, når der er dét, siger Linda Christoffersen, der er aktivitetskoordinator i Exit.
Exit er et projekt, der er et kirkeligt tilbud i tilknytning til Apostelkirken på Vesterbro, der har til formål at hjælpe med overgangen fra at være indsat til ex-indsats. For at skabe en sammenhæng, hvor kvinderne inden for denne gruppe selv sætter dagsordenen for samværet har Exit nu dannet en klub for dem.
Overset gruppe
Exits klub for kvinder mødes hver torsdag eftermiddag og aften Apostelkirkens menighedshus og har eksisteret i en lille måneds tid. Der har været brug for et initiativ som klubben, fortæller aktivitetskoordinator Linda Christoffersen. Kvinder, der er indsatte og ex-indsatte er en overset gruppe.
- Vi kunne overhovedet ikke opdrive noget tilbud til gruppen. Der var simpelthen ikke noget kvinderne. Men det er jo heller ikke så underligt, eftersom kvinderne udgør under 5 % af de nuværende og tidligere indsatte. Resten er mænd, siger hun.
Kvinderne i centrum
Ifølge Linda Christoffersen har kvindeklubben allerede være en succes – på trods af, der ikke har været mere end fire-fem kvinder, der har deltaget i den hver gang. Succeskriteriet for klubben har ikke været antallet af deltagere, understreger hun. Det har været, at det lykkedes at give kvinderne et rum, hvori de var i centrum og havde plads til helt selv at definere, hvad der skulle foregå i det.
- Der skulle være massivt fokus på dem. God tid til venindehygge, ro og en mulighed for fortrolighed med andre, fortæller aktivitetskoordinatoren og tilføjer: – Vi havde snakket om, hvorvidt kvinderne skulle have mulighed for at tage børn med, men foreløbig har vi faktisk valgt ikke at åbne op for det. Klubben skal handle om kvinderne selv.
Det sker
- Vi har fx holdt en strikkeaften og en billedkunstaften, og vi har også planlagt aktiviteter, som aldrig blev til noget, fordi der allerede var så meget snak mellem kvinderne, at det ville være ”overload” at begynde at sætte gang i en aktivitet. Hvis nogle af kvinderne har haft brug for en mere fortrolig samtale, så har der været mulighed for at gå ind i kirkerummet med en af de frivillige og tage en snak der, fortæller Linda Christoffersen om aktiviteterne i kvindeklubben. Hun fortsætter:
- Vores oplæg er, at vi skal lave dét, som kvinderne selv vil. Måske viser det sig, at der ikke er ressourcer til at føre alt igennem, men vi (arrangørerne, red.) vil i hvert fald gerne undersøge, om det er muligt.
Lige nu er arrangørerne i gang med at undersøge, om de kan finde en frivillig frisør.
- Da kvinderne kom her første gang gav flere af dem udtryk for, at de godt kunne tænke sig at blive klippet. Så lige nu leder vi efter en frivillig, der fx gerne ville komme en aften nogle gange om året, siger aktivitetskoordinatoren.
Kirsten J. Nielsen
Læs mere Exits hjemmeside og find kalender, tidspunkter, adresser mv. >>>