Kirker fyldes af blæsere, whiskers på hi-hat og kontrabassernes bløde lyd, når Copenhagen Jazzfestival indtager byen 1.-10. juli
Om ganske få dage fyldes København igen af jazzens toner ved den årligt tilbagevendende jazzfestival. Store og små navne er på plakaten, så mulighederne for at møde den ukendte lyd er lige så stor, som den er for at møde kendte strofer og temaer.
Børnejazz, jazzkapel og Mazur
Også kirkerne er med på banen når der snakkes jazzfestival i København.
Christians Kirke præsenterer koncerter 2 til 3 gange hver dag under Copenhagen Jazz Festival med de absolut bedst tænkelige aktører og udendørsfaciliteter. Hør blandt andre Jakob Fischer og Nikolaj Hess, Lisa Ekdahl, Tangoorkesteret og tag børnene med til børnejazz, Cirkus Panik og Trommetrolden. Se hele programmet i Christians Kirke her >>>
I Lindevang Kirke spilles tre koncerter lørdag den 2. juli uden for på kirkens plæne. Kirkens egen organist spiller sammen med sin kvintet, ligesom man kan høre Leonardo Pedersens Jazzkapel og Jacob Fischers Trio. Alt sammen lørdag den 2. juli mellem kl. 12 og 17. Se detaljerne for koncerterne i Lindevang Kirke her >>>
Ligeledes spilles tre koncerter i Sankt Jakobs Kirke, hhv. 1., 3. og 5. juli. Her er det muligt at høre Malene Mortensen fortolke nogle af Jørgen Emborgs bedste sange, Sarah Elgeti Quintet spille nutidig jazz, og Marilyn Mazur Trio give bud på overraskende og lyrisk musik. Læs mere om koncerterne i Sankt Jakobs Kirke her >>>
Også kirkepladsen ved Trinitatis Kirke giver plads til jazzfestivalen. Her vil der fra den 5.-8. juli bive afholdt tre musikgudstjenester dagligt, kl. 15, 16 og 17, med ung upcoming jazz. Læs det fyldige program for musikgudstjenesterne på Trinitatis Kirkeplads her >>>
Det er 33. gang, der afholdes jazzfestival i København, så der er ingen tvivl om at det er en vigtig musikbegivenhed og har været det i flere årtier. Ud over jazzkoncerterne i kirkerne byder festivalen på et væld af andre interessante koncerter med store navne, som Keith Jarrett og Bobby Mcferrin, men det er festivalens mål at have fokus på såvel etablerede, som nye tendenser, og lade danske og internationale musikere formidle ’deres’ jazz.
Hele programmet kan findes på Jazzfestivalens hjemmeside >>>
Cæcilie Brøndgaard