Dansk kulturarv eller et kristent DRShare|

Vi har bedt en række mennesker tage stilling til, hvad deres holdning er til, at den kristne kulturarv nævnes eksplicit i DR’s public service-kontrakt

Peter Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift Vi lever i et samfund fyldt med forskellige måder at betragte tilværelsen på. Nogle er a-religiøse, nogle ateister, andre religiøse: kristne, muslimer, buddhister, nyreligiøse eller noget helt femte. Blandt andet derfor kan det ikke længere regnes for en selvfølge, at der i begrebet dansk kulturarv underforstås, at dette – blandt meget andet – implicerer kristendommens særlige betydning for vores land. Egentlig bryder jeg mig ikke om ordet ”kulturarv” i nærheden af min tro. Jeg er nemlig ikke museumsinspektør, og troen er ikke noget fortidigt; men det, der i hverdagen giver mening, udfordring og sammenhæng. Hvis der i public service-aftaler ligger et krav om, at man skal orientere bredt om samfundet, så er det en selvfølge, at kristendommens indflydelse formidles, ellers kan man ikke forstå vores samfund i dag, og man kan slet ikke forstå, hvordan vi blev sådan et samfund. Men selvfølgelig sker formidlingen i et samfund, som debatterer, og hvor der er mange opfattelser af tro og livsholdninger. Vigtigt er det i den sammenhæng, at kristendommens betydning ikke underkendes i den politiske korrektheds navn.

Ellen Aagaard, redaktør på folkekirken.dk Det er ikke en sejr, tværtimod. Den kristne kulturarv er blot blevet en brik i det værdipolitiske spil. Når den kan skrives ind, kan den også skrives ud igen. Og det er da også, hvad nogle partier straks meddelte, at de vil arbejde for. Mange i kirken har stirret sig blind på Morgenandagten og kæmpet bravt for dens 29.000 daglige lyttere. Det er udmærket, men hvis vi mener det alvorligt, skulle vi meget hellere være optaget af, hvordan den kristne kulturarv og kirkestoffet får plads i de programflader, som henvender sig til yngre generationer.

Peter Holm, provst, Frederiksberg Provsti Det er ok, at det nævnes, men der burde måske også nævnes andet, som hører med til kulturarven. Jeg finder faktisk også udtrykket lidt uheldigt – som kristendommen bare var arv – fortid. Men hvis svaret er ja eller nej, er mit svar: Ja til formuleringen.

Sørine Gotfredsen, sognepræst, Jesuskirken Jeg finder det indlysende, at det skal nævnes i DR’s public service aftale, at DR har en særlig forpligtelse til at formidle den kristne kulturarv. I det forhold, der er til stede mellem stat og folk, indgår folkekirken som en naturlig del. Derfor er det kanalens indiskutable pligt at formidle kristendom. Ikke i forkyndelsesmæssig forstand, men som en del af den brede formidling DR skal give til befolkningen. Kristendommen er en essentiel bestanddel for Danmarks udvikling op igennem århundrederne, og derfor ville det være en underlig fortielse ikke at nævne det i DR’s public service aftale. Når så mange er skeptiske over for at det nævnes i aftalen, er det, fordi det opfattes som en provokation over for visse borgere i en såkaldt multireligiøs virkelighed at fremhæve en religion frem for andre. Kan man det? Ja, man kan. Det er kun naturligt at fremhæve kristendommen. Sådan nævnes den i Grundloven, sådan har den præget nationen, og sådan bør den også nævnes i aftalen mellem staten og DR. Jeg vil gerne opfordre alle skeptikerne til at droppe eventuelle politiske fobier og spørge sig selv, om man ikke helt personligt – hvis man ser bort fra irritationen over DF – opfatter det som meningsfuldt, at DR beskæftiger sig med kristendommen.

Bente Hansen, menighedsrådsmedlem i Vor Frue Kirke DR's public service-aftale, som noget højrøstet kræver fokus på en “kristen kuturarv”, har af forståelige grunde fået mange på barrikaderne – både traditionelt kulturradikale, almindeligt fredsommelig venstrefløjsfolk og kendte ateistiske bannerførere. Det er ikke så underligt, for undertonen er umiskendeligt farvet af de nationalkonservative teologer omkring Dansk Folkeparti. Det er ærgerligt, for public service-begrebet skal jo ikke være indsnævrende og ekskluderende. Og slet ikke udsende signaler, der er tænkt som halve krigserklæringer over for andre trossamfund. DR er for alle, såvel religiøse som skeptiske og/eller aktive ateister.  Flertalsreligionen, som kristendommen unægteligt er og har været i mere end tusind år, skal selvfølgelig have sin plads, men det skal de mange små mindretals-trossamfund og deres medlemmer også. Præcis som ateister skal have det. Sådan har det da også stort set været praktiseret i årevis – helt uden erklæringer med ekskluderende undertoner. DR kunne med fordel have skelet til Folkeskolens “fælles mål” fra 2009, der om kristendomskundskab siger, at formålet er, at eleverne opnår kundskaber til at forstå den religiøse dimensions betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske - og dets forhold til andre. Den siger videre, at eleverne gennem mødet med de forskellige livsspørgsmål og svar, som findes i kristendommen og i andre religioner og livsopfattelser, kan få et grundlag for personlig stillingtagen og medansvar i et demokratisk samfund. Det “kristne” kan da godt nævnes i public service-erklæringen, men ville det ikke være langt mere frugtbart at sige noget om vores tusindårige historie, som jo ikke kan adskilles fra hverken kristendom, enevælde, landboreformer, arbejderbevægelse eller jødisk og anden indvandring. Det hele er vel vores “kulturarv”?

Kåre Gade, journalist Jeg synes, det er problematisk, at den nye kontrakt specifikt fremhæver den kristne kulturarv. I mine øjne er det indlysende, at kristendommen - ikke mindst i dens folkekirkelige mangfoldighed - er en del af den danske kulturarv, og dermed en del af DR's public service-forpligtelser. Det er en selvfølge, og derfor skal det ikke fremhæves. Ved at fremhæve den kristne del af kulturarven, stiller kontrakten indirekte spørgsmålstegn ved denne selvfølgelighed. Man antyder, at der er brug for et kristent reservat på sendefladen, som om kristendommen ikke længere ville kunne overleve på egen hånd. Formuleringen er kommet med, fordi der i øjeblikket foregår en 'territorie-afpisning' mellem tidehverv og de kulturradikale. Begge grupper er elitære idealister, og ingen af dem repræsenterer det brede befolkningsflertal, der får deres børn døbt og deres forældre begravet i kirken, som kommer der til højtiderne og af og til imellem dem, og som ikke opfatter disse aktiviteter som værdipolitiske statements. Ved målrettet at gøre kristendommen til en del af kulturkampen, medvirker både modstandere og tilhængere til at underminere kristendommens selvfølgelige plads i det danske samfund - aktuelt altså i DR's programmer. Set fra en kirkelig synsvinkel, mener jeg, at man gør kristendommen en bjørnetjeneste ved specifikt at nævne den i public service-aftalen.