image

Ny kirke - nye mulighederShare|

Det er en gave for en bydel, når der bliver opført en ny kirke, fortæller Annelise Mehlsen, sognepræst i Skelgårdskirken, der blev indviet i 1989 og dermed er Københavns Stifts nyeste kirke

Skelgårds Sogn blev udskilt fra Tårnby Sogn i 1988 på grund af områdets voksende befolkning op igennem 80’rne. Kirken, som er tegnet af arkitekt Gert Ingemann, Tegnestuen Møllen, er opført som et moderne kirkecenter med inspiration fra tidlige danske klostre og med plads til alle de aktiviteter, der som en selvfølgelighed hører til en kirke, fortæller en af kirkens tre præster, Annelise Mehlsen.

Mange muligheder
Sognepræst Annelise Mehlsen blev ansat i Tårnby Sogn i 1985. Og i 1989 fulgte hun med den del af sognet, der blev udskilt til det selvstændige sogn Skelgårds Sogn. Hun kan ikke understrege nok, hvad det kan betyde for kirkelivet i en bydel, at der bliver bygget en ny og up to date-kirke med plads til det, der foregår dér.
– Det er en meget spændende udfordring og en stor gave for præst og menighedsråd at få lov til at være med til at fylde nye lokaler ud, siger hun bl.a.
Skelgårdskirken rummer mange muligheder. I kirkerummet er der en stor fleksibilitet, fordi stolene kan flyttes rundt alt efter gudstjenestens form og indhold. Er der børnegudstjeneste, foregår gudstjenesten i børnehøjde, hvor børnene kan følge med uden at skulle anstrenge sig for at kunne se. Er det skærtorsdagsgudstjenesten, kan det store nadvermåltid finde sted i kirkerummet. Er der behov for powerpoint præsentation i forbindelse med gudstjenesten, er det – godt hjulpet af kirkerummets hvide vægge - en indlysende mulighed. Det har stor betydning for præst og menighed at få de gode muligheder for at tilpasse rummet efter gudstjenestens liturgi. Og samtidig skaber det en nærhed og intimitet mellem præst og menighed at være så tæt på hinanden og dermed også omkring det kristne budskab.

Moderne kristendom
At både kirkerummet og de omkringliggende lokaler er nye og har et friskt og moderne udtryk er med til at understrege at kirke og kristendom taler til moderne mennesker, forklarer hun.
- Det har en stor betydning at det er nye lokaler med handicapvenlige faciliteter. Mange københavnske kirker er nødt til at bruge kældrene for at få plads til alt, hvad de laver. Her er vi så priviligerede at have det hele under samme tag og tilmed at ligge lige dér, hvor mennesker færdes til daglig. Derfor åbner vi dørene ud mod et moderne indkøbscenter, så folk lige kan smutte ind og kigge eller sludre med os. Det, vores sognebørn møder, er en flot kirke med en åben og lys atmosfære, som de fleste nyder at opholde sig i.
Samtidig er det inspirerende omgivelser at arbejde i.
- En ny kirke appellerer til opfindsomheden på en ny måde. Det er meget inspirerende, fortæller Annelise Mehlsen.

Gud bliver menneske i Skelgårdskirken
Går man til gudstjeneste i Skelgårdskirken, vil man her opleve præsten prædike fra en pult på gulvet, så præsten, som Anne Lise Mehlsen forklarer det, bliver med benene på jorden, i øjenhøjde med menigheden.
- Det afspejler på klareste vis den bevægelse, der har været i formidlingen af kristendommen op igennem de seneste århundreder. Tidligere var Gud ophøjet, fjernere, men i teologien i det 20. århundrede er fortællingen om, at Guds blev menneske, blevet tiltagende tydeligere. Han er kommet tættere på mennesker, tættere på jorden. Og det afspejler sig tydeligt i arkitekturen i Skelgårdskirken.

En velsignelse - ikke verdens undergang
Derfor har Annelise Mehlsen også et råd til beboere, menighedsråd og ansatte i Sydhavns Sogn, som er det næste københavnersogn, der står foran at skulle anskaffe sig en ny kirke.
- Vær ikke bange for udfordringen, selv om det skaber nervøsitet og usikkerhed, når der er forandringer undervejs. Det er altså snarere en Guds velsignelse end verdens undergang, at der bliver bygget en ny kirke. Det er en gammel dansk tradition, at kirken er dér, hvor folk bor. Så når mennesker flytter sig, må kirken flytte med. Og man skal ikke være bange for det faktum, at nogle ting bliver nødt til at lukke, for at noget nyt kan finde sted. Jeg skal være den første til at understrege, hvor krævende processen også har været, men det er det hele værd.


Kirsten Weiss Mose

Læs interview med Frank Jensen om nye kirker i København her >>>
Læs mere om Skelgårdskirken på kirkens hjemmeside her >>> 
Opdateret  04-01-2012