image

Er ”tro” opium til folket?Share|

Om ganske få dage starter årets Golden Days Festival, som i år handler om tro. Ikke blot religiøs tro, men også tro i kunst, debat, i filosofiske og eksistentielle overvejelser

De fleste mennesker har et eller andet de ikke interessere sig for eller har en mening om. Det være sig politik, klima, økologi eller andet, men tro er nok et af de emner, som alle har en mening om. For nogle er tro en meget vigtig del af deres livsgrundlag, mens andre mener at tro er noget vås, men alle har i et eller andet omfang en mening om det.
Derfor årets festival en kulturbegivenhed, der appellerer til en meget stor målgruppe. Det bærer arrangementerne også præg af. Her er rig mulighed for at stifte bekendtskab med forskellige religioner, både hver for sig, men også i debatter interaktive og kreative arrangementer.

Bach og Buxtehude møder ny kirkemusik
Flere kirker har også valgt at deltage i Golden Days Festivalen, hvilket betyder at folkekirken også tager del i det kulturelle projekt at få formidlet ’tro’. Men tro er mange ting og derfor er arrangementer ligeså forskellige og mange, som der er kirker i København. Der vil være mulighed for at lytte til smukke koncerter med musik af kendte såvel som mindre kendte komponister og føle storheden i de mange smukke kirkerum. Der kan synges gospel i Vor Frue Kirke og i Trinitatis kirke kan man få historien om barokkens syn på musik.

En sang for Jorden
Når festivalen skydes i gang den 9. september er Vor Frue kirke med på første række med en maratonhyldest til Jorden. Det er et arrangement for både børn og voksne og stækker sig fra eftermiddagen til midnat.

Teolog i Natkirken, Christian Monrad, er primusmotor, og mener at Golden Days Festivalen er en glimrende måde at vise hvad troen har gjort for kulturen.

- Det var oplagt at deltage, ikke mindst på grund af kirkernes centrale beliggenhed, men også fordi natkirkerne i forvejen arbejder med den allerede eksisterende kultur, fortæller Christian Monrad.

En sang for Jorden er et arrangement, som allerede blev afprøvet sidste år, med stor succes og i år kunne det passe med at være en del af Golden Days og i år kan mange forskellige sanser blive udfordret. Man kan blandt andet være med til at pynte kirken op, komme til musikgudstjeneste eller bare ’chille’ i en sække stol og nyde det flotte kirkerum.

- Det er ikke fordi vi på den måde er gået ’Golden Days-mode’, tværtimod er vores arrangementer noget man sagtens kan opleve uden for festivalen, men når man nu har valgt at tage et begreb, som tro, op er det naturligvis oplagt at deltage, siger Christian Monrad og fortsætter: Natkirkens force er netop at bruge den allerede eksisterende kultur til at forkynde evangelietsbudskab.

Satan på det hvide lærred
Samtidig er der en del kirker, som har valgt at ”lægge hus til” arrangementer af mindre oplagt kirkelig art. Blandt andet har man i Grundtvigs Kirke valgt at vise Carl Th. Dreyers omdiskuterede film ”Blade af Satans bog”, der vil blive ledsaget af toner fra kirkens store orgel. Kirkens organist Mads Høeck har tidligere overvejet at lave et sådan arrangement, og der for var det oplagt at deltage i Golden Days Festivalen fortæller Palle Kongsgaard, som er sognepræst i Grundtvigs Kirke.

- Kirkens arkitektur er rigtig god til dette arrangement. Den er et sted hvor gudstjenesten og kulturen er i dialog med hinanden, og det er meget vigtigt. Specielt i disse dage, hvor man taler om ”den nye åndelighed”, er det en fin ting at deltage i et arrangement, som Golden Days. Det kunne jo være at folk går hjem med mere end de egentlig havde regnet med, det er jo ikke altid at man får det man søger. Nogle gange får man mere, fortæller Palle Kongsgaard.

Mads Høeck har naturligvis set filmen, eftersom han lægger musik til stumfilmen, der er delt i 4 dele, som hver især viser en historisk periode hvor Satan forsøger at friste mennesket.

Farvelade over musiske temaer
- Jeg tror aldrig det har været meningen at filmen skulle have noget med ’kirken’ at gøre, men når man har set den virker det logisk at vise den i en kirke, da den er en lang prædiken for kristendommen. Tonen i filmen, selvom det er en stumfilm, minder om den måde man prædikede på i starten af 1920’erne, hvor filmen havde premiere, men hvor også Grundtvigs kirke stod færdig, fortæller Mads Høeck.

Men netop det at det er en stumfilm fra 1921, som har elementer af ufrivillig komik trods det alvorlige tema, har også været en af de store udfordringer for organisten.

- Det handler om at få løftet filmen ud af 1920, så den bliver noget man kan forholde sig til i dag. Kan man overhovedet nedbryde tidsbarrieren og få konverteret stemningen, så man kan forstå den i dag? spørger Mads Høeck.

Netop den opgave sidder han i øjeblikket og er ved at løse, så det hele er klart til den 16. september, hvor man vil kunne høre toner fra blandt andet Carl Nielsen, Marseillesen og Finlandia.

Tro på plakaten
Tilbuddene er mange og man kan snildt få fyldt dagene op med kulturindtryk. Der bliver arbejdet med den eksisterende kultur, med nytænkning og der bliver åbnet døre til steder, som normalt ikke er i offentlighedens lys. Så det er bare med at få sammensat sit eget program på Golden Days hjemmeside, hvor man også kan læse meget mere om de nævnte arrangementer, men naturligvis også om de utrolig mange andre tilbud.

Rigtig god fornøjelse!

Læs videre på Golden Days hjemmeside >>>

Cæcilie Brøndgaard
Opdateret  31-08-2011