image

Omstrukturering i Blågårdens SognShare|

Hellig Kors Kirke som kirke for migrantmenigheder, Blågårds Kirke som centrum for tværreligiøs samtale, mens Brorsons Kirke skal bevares som sogne- og børne/ungdomskirke, lyder ønsket fra menighedsrådet i Blågårdens Sogn

Menighedsrådet i Blågårdens Sogn ønsker, at Hellig Kors Kirke skal ophøre som almindelig sognekirke. Det er resultatet af en afstemning på menighedsrådsmødet i Blågårdens Sogn den 11. august. Her stemte 6 for og 4 imod et forslag, som ud over lukningen af Hellig Kors Kirke indebærer, at Brorsons Kirke skal fortsætte som børne- og ungdomskirke. Samtidig skal Blågårds Kirke ophøre med at være koncertkirke og i stedet vende tilbage til at være sognekirke.

Fra 45.000 til 11.500 beboere
– Et stort flertal i menighedsrådet har længe været enige om, at vi skal lukke en af vore kirker, og har derfor diskuteret spørgsmålet i flere år, forklarer menighedsrådsmedlem Helle Marie Danielsen.

En væsentlig årsag til den indstilling er, at indbyggertallet, siden kirkerne blev bygget, er faldet fra 45.000 til 11.500.
– Det er dyrt at vedligeholde og drive tre kirkebygninger, og vi blev pålagt en ekstra besparelse i 2012, forklarer menighedsrådsformand Astrid Monrad Boel om baggrunden. Med 11.500 beboere, hvoraf knapt halvdelen er medlemmer af folkekirken, giver det i høj grad mening at overveje, hvordan vi bedst bruger vores ressourcer her i sognet.


Koncertkirke eller dialogkirke?
Menighedsrådet skulle tage stilling til to forslag på mødet.

Det ene forslag indebar, at Blågårds Kirke skulle afhændes til koncertkirke, bespisning og evt. migrantmenighed. Ud over blandt fortalere blandt menighedsrådsmedlemmer havde dette forslag stor tilslutning blandt en gruppe beboere i sognet, der ønskede, at forsøgsordningen omkring Blågårds Kirke som koncertkirke skulle fortsætte.

Det andet forslag omhandlede en overdragelse af Hellig Kors Kirke til brug for migrantmenigheder i København, der for manges vedkommende akut mangler lokaler. Herudover indebar dette forslag, at Blågårds Kirke vendte tilbage som sognekirke med særligt fokus på at fremme den tværreligiøse dialog.


Jo bedre proces, jo bedre resultat
Forslag 2 blev valgt med en stemmefordeling på 6 for og 4 imod. Astrid Monrad Boel var blandt modstanderne af forslaget. Hun uddyber:
– Hvis forslag 1 var blevet vedtaget, ville sognets beboere have følt, at der var blevet lyttet til dem. Med vedtagelsen af forslag 2 frygter jeg, at folkekirkens renommé i kvarteret har lidt skade. Selvom jeg bakker op om nødvendigheden af at lukke en kirke her i sognet, er jeg derfor ked af, at et flertal i menighedsrådet fandt det nødvendigt at træffe beslutning om lukning af Hellig Kors Kirke, og at forsøgsordningen omkring Blågårds Kirke som koncertkirke skal stoppe. Det er som med alle andre store beslutninger: Jo bedre proces, jo bedre accept af resultatet, og i vores tilfælde gik det efter min mening for hurtigt. Desuden står vi nu med en beslutning, som vi ikke ved, om er realiserbar, fordi Hellig Kors Kirke er en over 100 år gammel magistratskirke, og vi endnu ikke ved, om det indebærer nogle klausuler vedrørende afhænding.


Kirkerne bevarer forbindelse til forkyndelse
I modsætning til Astrid Monrad Boel er Helle Marie Danielsens dog ikke i tvivl om fordelene ved det vedtagne forslag.
– Hellig Kors Kirke egner sig godt som migrantkirke. Den er smuk og godt placeret til den anvendelse. Samtidig er den også så stor, at den er svær at fylde for et sogn som vores, der tæller ca. 5000 medlemmer, forklarer Helle Marie Danielsen, der samtidig ser store fordele ved, at Blågårds Kirke vender tilbage til som sognekirke.
– Og så er der også store fordele ved, at de kirker vi har ansvaret for bevarer en eller anden form for forkyndelsesmæssig funktion. At en dialogkirke ligger på Blågårds Plads er oplagt.

Umuligt at undgå frustration
De to menighedsrådsmedlemmer lægger ikke skjul på, at processen frem imod vedtagelsen har været besværlig.
– Det har været umuligt at samle menighedsrådet om én løsning, siger Astrid Monrad Boel.

Helle Marie Danielsen supplerer:
– Det er ikke nogen nem beslutning at lukke en kirke. Der er rigtig mange følelser på spil. Her er de store ting i livet blevet markeret. Og det tager vi i et eller andet omfang fra folk. Mange mennesker sidder tilbage med en oplevelse af ikke at være blevet hørt, fordi beslutningen går imod deres ønske.



Kirsten Weiss Mose

Opdateret  31-08-2011