image

Til kirkeminister Manu SareenShare|

Flere af Københavns præster er involveret i ny tænketank om folkekirkens arbejde. Tænketankens første konkrete udspil er et brev til Kirkeudvalget og kirkeminister Manu Sareen

”Tillykke til ministeren med udnævnelsen. Tillykke til kirkeudvalgets medlemmer med valget til folketinget. Vi, Frit Forum for Folkekirkens Fremtid, har med interesse bemærket os afsnittet om folkekirken i regeringsgrundlaget, hvor det fremgår, at regeringen vil nedsætte et udvalg.”

Sådan starter et brev til kirkeministeren og Kirkeudvalget fra styregruppen i den nystiftede tænketank Frit Forum for Folkekirkens Fremtid, hvori de kirkelige ordførere informeres om forummets arbejde og inviteres til at samarbejde om den styringsreform af folkekirken, der er blevet lagt op til i regeringsgrundlaget. Dermed er Frit Forum for Folkekirkens Fremtid kommet med sit første konkrete udspil.

Frit Forum for Folkekirkens Fremtid har ifølge forummets hjemmeside til opgave ”at formulere tanker og ideer, der kan deles med folkekirkens medlemmer, de politiske aktører, og hvem der ellers har interesse for eller indflydelse på folkekirkens fremtid som en fleksibel og differentieret ramme om det kristne budskab.”

Flere af Københavns præster er involveret i den nye tænketank, herunder bl.a. Marlene Lindsten, Fredens Kirke, Annette Molin, Flintholm Kirke, og studenterpræst Nicolai Halvorsen, Københavns Universitet. De sidder alle i en arbejdsgruppe om folkekirkens kommunikation i regi af Frit Forum for Folkekirkens Fremtid. I tænketankens styregruppe sidder natkirkepræst Signe Malene Berg, Vor Frue Kirke.

Du kan læse brevet til kirkeminister Manu Sareen og Kirkeudvalget på tænketankens hjemmeside >>> Her kan du også læse mere om forummets arbejde.


Kirsten J. Nielsen
Opdateret  02-11-2011