Folkekirken i krigShare|
Hærprovst Thomas H. Beck er netop vendt hjem fra Afghanistan, hvor han ført tilsyn hos feltpræsterne. Her oplevede han, hvor vigtig deres tilstedeværelse er for soldaterne. Hærprovsten skriver
(Følgende er en forkortet udgave af en længere artikel ved hærprovst Thomas H. Beck om feltpræsternes arbejde, red.)
(…) På vegne af Københavns biskop har jeg som hærprovst netop været på gejstligt tilsyn hos folkekirkens udsendte feltpræster i Afghanistan.
(…) Ligesom fængselspræsten hverken helliggør de indsattes kriminelle handlinger, deres straf, kriminalforsorgen eller det danske straffesystem, sådan helliggør feltpræsten naturligvis heller ikke krigen, krigsmaskinen eller statsmagtens politik. Men i en krig er det ikke mindst nødvendigt, at en præst forkynder den hellighed, som vi er en del af igennem Kristi forladelse af vore synder. Soldaten skal høre, at han har et borgerskab i Guds Rige.
Før og efter soldaten går på patrulje, bør Guds velsignelse lyde. Der skal være mulighed for at bekende sine synder og lette sit hjerte. Der skal være trøst til den sårede og til alle dem, der har mistet en god kammerat. Hvor man korporligt konfronteres med fjender, der vil en ondt, skal der gives mod og styrke til den ængstelige og bange. Der skal være ører til et hjerte, der vil lette sine tanker om svigt. Svigt i forhold til familie og venner, man har forladt. Svigt i forhold til kammerater, som man kæmper sammen med. Der skal være ører til bebrejdelser, når soldaten føler sig svigtet af staten, af politikere, af overordnede, af kritikere af krigen, af familie, venner og dem, man kæmper med. Der skal lyde ord om overbærenhed, tålmod, tilgivelse, opofrelse, ansvar, pligt. Ord til mod og styrke. Til den målløse skal der være hjælp til bøn og i det hele taget til at sætte ord på tanker. Der skal i sjælesorgen lyde en henvisning til gudstjenesten.
Soldaternes hverdag
(…) Hverdagslivet for kampsoldaten er krigen, kammeratskabet, det enkle primitive liv, barske vilkår, savnet til dem derhjemme. Her giver det nærmest sig selv, at man skal stræbe efter at forbedre sig. Ikke for at blive mere religiøs og ”troende”. Tværtimod forholder det sig omvendt. For fraværet af velfærdsstatens mange afguder og magelige vilkår får ægtheden frem hos den enkelte. Det ægte fastholder Gud i sin tro på os. Det er ansvarligheden. Derhjemme i Danmark fjerner man sig i sin selvsikkerhed fra ægtheden. Derhjemme er det nemmere at veje sit ansvar og dermed gå på kompromis med Gud og hans bud. I krigen er det alvor. Her knæler man i ydmyghed for Gud og rejser sig til kamp og tager sit ansvar på sig.
Kammeraternes støtte
(…) Selv et hjerte af sten kan blive blødt, når man besøger de danske soldater. Der er et enestående kammeratskab, hvor enhver bestræber sig på at gøre sit bedste. Der er endda nogle imellem, der udviser et så beundringsværdigt mod, hvor de sætter deres eget liv på spil for en kammerat eller sagen i det hele taget, at de er at betragte som tapre helte. Det fik nogle af de soldater, som jeg var udsendt med sidste år udmærkelser for dagen efter, at jeg kom hjem igen efter mit gejstlige tilsyn i Helmand. Fredag den 18. november blev der uddelt Tapperhedskors, Tapperhedsmedalje, fortjenstmedaljer og diplomer ved Monument for Danmarks Internationale Indsats, der ligger på Kastellet. Anerkendelserne blev modtaget med ydmyghed og beskedenhed i erkendelse af, at der også var andre, der ydede en stor indsats på hold 9 i 2010, og at man aldrig kunne have gjort sig fortjent til anerkendelsen uden kammeraternes støtte.
Alle fortjener ros, anerkendelse og støtte
Medaljer er der kun til dem, der virkelig har ydet en ekstraordinær indsats. Men alle fortjener ros, anerkendelse og støtte for det, de har ydet. Heriblandt ikke mindst de sognepræster, der tager den opgave på sig at sørge for, at folkekirken også er til stede, hvor der er mest brug for den. De er ikke ofre, der skal pylres om. Men det er altid glædeligt at erfare, når kollegaer tager godt imod hjemvendte feltpræster og viser forståelse for, hvilket kolossalt stort arbejde de har udført. Lige så givende det er at være præst for de unge soldater, lige så selvfølgeligt er det, at det tager på kræfterne og at præster også har brug for at akklimatisere og reintegrere sig, når de vender hjem fra udenlandstjeneste.
Hærprovst og sognepræst ved Kastelskirken Thomas H. Beck
Læs ”Folkekirken i krig” i sin fulde længde her >>>