Religiøs dannelseShare|
Er det rimeligt, at religionsundervisningen i folkeskolen kaldes kristendomsundervisning? Spørgsmålet blev rejst af nogle muslimer på studiedag om religiøs dannelse i egen og andres tradition fredag den 18. november på Københavns Universitet
På studiedagen gjorde Irene Hastrup nemlig gældende, at det - i kristendomsundervisningen i folkeskolen - er en udfordring at hjælpe eleverne til at forstå, hvad kristendom er. Men i kristendomsundervisningen skal eleverne også hjælpes til at forstå noget om andres religion. Med andre ord - kristendomsundervisningen er i høj grad et dannelsesfag. For hvordan lærer man sin egen religion at kende, mens man også skal lære de andres at kende, og så samtidig få den tolerance der skal til for at acceptere, at religiøs forskellighed kan blive til en styrke i et samfund, hvor den kristne tradition stadig er den bærende? For når 80 % af den danske befolkning tilhører folkekirken, og andre 5% hører til i andre kirkesamfund, så er den kristne tradition den væsentligste, kulturbærende religion i Danmark, hævdede Irene Hastrup.
”Mine børn SKAL have kristendomsundervisning”
De fleste muslimer syntes dog, at det bedste ville være, at faget blev kaldt religionsundervisning for dermed at gøre alle religioner som ligevægtige. Men diskussionen blev brat afsluttet, da en muslim pludselig sagde: ”Mine børn SKAL have kristendomsundervisning, for så er der skabt grundlag for, at jeg kan gå i konstruktiv samtale med mit barn om, hvad det er, vi muslimer selv tror på! Så jeg synes, den nuværende ordning er rigtig god.”
Sekulariserede muslimer
Et andet emne kom også til debat: Er muslimerne i Danmark ved at blive lige så sekulariserede, som danskerne i almindelighed er det? Spørgsmålet blev rejst af Kate Østergaard fra Københavns Universitet. Hendes undersøgelser viser nemlig, at der blandt muslimer er mange ’ramadan-muslimer’. Dvs. muslimer, der ikke - i dagliglivet - overholder de muslimske regler. Men i ramadantiden hygger de sig om aftenen sammen med storfamilien, og alle nyder den dejlige arabiske, tyrkiske eller pakistanske mad. Et mønster der svarer til den populære ’juleaften-kristendom’, der jo er al den kristendom mange almindelige danskere får praktiseret i løbet af et år. På den anden side er der samtidig andre strømninger mellem unge muslimer, hvor nogle ihærdigt forsøger at blive danske muslimer. For HC Andersen skal jo også være en del af os, selv om vi er muslimer, siger nogle. Modsat er der andre muslimer, som forsøger at re-aktualisere islam, for islam skal være den sande, rene islam, der skal kunne forandre ikke bare det enkelte menneske men hele samfundet – hele verden!
Der skal være plads til alle
Både Irene Hastrups indlæg og Kate Østergaards skabte godt grundlag for samtale, og det var og er netop styrken ved de arrangementer, som Stiftssamarbejdet for Folkekirken og Religionsmøde sætter i værk. Kristne og muslimer mødes og kommer i samtale om væsentlige emner. Sammen finder de måske ud af, hvad de hver især tror på, og sammen lærer de at tydeliggøre, hvad de hver især tror på, mens de samtidig - i samtaleprocessen - bliver klar over, at der skal være plads til os alle!
Dansker-muslim
Men den meget personlige dannelsesrejse i troens verden kom også på programmet, da tre unge kvinder fortalte om deres religiøse udvikling: Først en ung, muslimske kvinde, Sabah, med pakistansk baggrund. Sabah var vokset op i en familie, hvor man altid skulle stille spørgsmål, for ”man vokser som menneske, når man finder svar på livets store spørgsmål!” Alt skal undersøges, havde hun lært hos sin mor, der altid gjorde brug af familiens store leksikon. Jo vist, her var der en ung muslim, der var ved at blive dansker-muslim!
Dernæst den unge, kristne kvinde. Dansker med stort D. Vokset op i Skjern. Alt var, som det skulle være. Trygt, godt og sandt. Troen på Jesus var en del af alt det vigtige i tilværelsen. Nu - som voksen med mand og børn - var det dejligt at kunne sige, at ”det bedste jeg kan gøre, er at hjælpe mine egne børn til at få en tilværelse, der er tryg – en tilværelse der hænger sammen lige som min egen gør det, og så samtidig lære dem, at vi lever i en verden, hvor der skal være plads til alle!”
En slags paradis her og nu
Men Helena Larsens livsrejse på troens vej - som den har været til dato - var den stærkeste. En barndom på det ene børnehjem efter det andet. Kun en mormor, der var noget værd! Og så pludselig en dag på en institution på Bornholm mødte hun et par palæstinensere, der bestemt ikke ville være med til at pynte op til jul. For det var da bare ikke dem! Det skabte eftertænksomhed, og en dag var det pludselig islam, der var sandheden for Helena. Og nu, som læreruddannet og mor til sine egne børn, har hun fundet en mening med livet, som er overvældende positiv. Helena sluttede af med at sige, at ”vi mennesker kan noget, som Satan ikke kan: Vi kan elske og vi kan tilgive. Derfor er livet her og nu en slags paradis!”
Alle tilhørerne - kristne som muslimer - nikkede og alle tænkte vist for sig selv: ”Hvor er det sandt!”
Se
programmet for studiedagen, der var arrangeret af Kristent Muslimsk Samtaleforum, her >>> Konferencen Religiøs dannelse i egen og andres tradition fungerede som optakten til konference for religiøse ledere i Danmark lørdag den 19. november. Læs mere om denne
konference på religionsmoede.dk her >>> Leif Munksgaard, medlem af Stiftsudvalg for Folkekirke og Religionsmøde