Dagens ordShare|
Få en velsignelse, bed en bøn eller lyt til haikuprædikener og salmer på din smartphone, når Andreas Christensen fra Frihavnskirken sammen med en række andre præster slippes løs i nyt tilbud på web og mobil. DR og folkekirken.dk står bag

Bag betegnelsen ’Dagens ord’ gemmer sig en hjemmeside og en mobilapplikation, der ved hjælp af video og lyd formidler kristendom i kortform. Projektet er en videreudvikling af DR og folkekirkens samarbejde om transmissioner af kirkelige handlinger som Morgenandagten fra Københavns Domkirke, søndagshøjmessen på P1 og DR Kirken på DR1. Folkekirken skaber ligesom i det øvrige samarbejde med DR indholdet på siden. Den vil løbende blive udviklet og udvidet.
Et minuts-udlægninger af bibeltekster
Inspirerende og udfordrende, udbryder Andreas Christensen, da jeg spørger til, hvordan det har været at medvirke til produktionen af de første udgaver af ’Dagens Ord’. Andreas Christensen er sognepræst i Frihavnskirken på Østerbro og en af de præster, der blev kontaktet af folkene bag ’Dagens ord’ med opgaven: Lav en et minuts-udlægning af en bibeltekst fra enten GT eller NT.
– Formuleringerne skulle være meget præcise. Der var hverken plads til at forklare de historiske omstændigheder for Esajas’ tekst eller andre tilløb, som jeg kunne finde på at levere, når jeg prædiker ved en gudstjeneste i kirken. Formen tvang mig til at blive mere associationsnær, siger Andreas Christensen.
For et moderne publikum
Målgruppen for de korte refleksioner, eller haikuprædikener, som østerbropræsten kalder dem, er ifølge DR’s pressemeddelelse ”et moderne publikum, der gerne vil have den kristne dimension med i hverdagen på en lettilgængelig måde”.
– Det er vigtigt for os løbende at udvikle vores formidling af tro på DR, så indholdet ikke mister betydning og bliver fjernt for dem, der ikke på forhånd er fuldstændigt fortrolige med tros- og eksistensstoffet. Vi håber, at vi med ’Dagens ord’ kan blive bedre til at nå især den yngre målgruppe, som har interesse for stoffet, men som ikke er at finde fast foran tv eller radio, siger Inger Bach, direktør i DR Danmark.
Aktuelle og vedkommende problemstillinger
Og selvom formen – i hvert fald på papiret - kunne ligne søndagsprædikenen, var det en meget anderledes opgave at skulle levere de et minut lange

fortolkninger, fortæller Andreas Christensen. Derfor har sognepræsten også måttet arbejde koncentreret med sit kropssprog og sin mimik undervejs.
– Kropssproget ville jeg gerne have skulle være dialogisk, og målgruppen for Dagens Ord forventer jeg også er meget bedre til at konsumere information hurtigere, end jeg er vant til. Det anekdotiske stof skulle derfor flyttes fra rollatoren hen til et ja eller et nej for ecstasy. Og så kan man altså virkelig få sagt meget i løbet af et minut.
Lærerig nyformidling
Kommentarerne fra DR’s folk under indspilninger var mange, og selvom de ikke altid blev afleveret med fløjlshandsker, har det været meget stimulerende at få så kontant feedback, forklarer han videre.
– Det at få tæsk, altså virkelig tæsk, har været yderst lærerigt. Det kunne være alt fra: ”Nej, stop, stop, stop, du er alt for stiv”. Og en gang, hvor jeg selv havde opfattelsen af at have leveret en meget klar prædiken, var det: ”Det dér forstod jeg ikke noget af, du bliver nødt til at forklare det så det giver mening!” Og en anden gang: ”Prøv nu at se ud som om, du mener det!” Det har været meget lærerigt, fortæller Andreas Christensen og griner.
Kirsten Weiss Mose
Brug Dagens ord på
folkekirken.dk >>> og på
dr.dk >>> Læs mere om projektet på
dr.dk >>>