image

Turen går til udenlandske kirker - i København

Man behøver ikke rejse til udlandet for at opleve andres landes kirker. I København er der nemlig flere muligheder for at møde andre kirkesamfund og se, hvordan de indretter sig. Vi præsenterer her fire muligheder

Den Engelske Kirke
Kirken St. Alban's Church ligger smukt ved Kastellet. Kirken er den anglikanske kirke i Danmark. Til hverdag holder kirken kun åbent ved bestemte lejligheder, men lige som i danske kirker er der mulighed for at gå til gudstjeneste søndag 10.30. Man kan både tage bus og tog til St. Alban's Church, men det er også muligt at ankomme fra søsiden med vandbussen. Hvis vejr og fysik ellers tillader det, kan man gå en tur på Kastellet, en af Københavns smukke oaser. Læs mere om st. albans kirken >>>

Den Norske Kirke
Den Norske Kirke i København ligger ned til Volden på Amagersiden. Den Norske Sømandskirke som organisation blev stiftet i 1984, men selve etableringen af sømandskirker rundt omkring i verden tog først fart efter 2. Verdenskrig. I 1980 blev det vedtaget, at sømandskirken skulle omfatte alle nordmænd, som opholdt sig i udlandet og kom derved til at spille en central rolle for blandt andre de studerende, som ofte befandt sig langt væk fra familien. I dag har man yderligere etableret ”præstetjenester”, hvis formål er nå de nordmænd, som ikke fysisk befinder sig i nærheden af en kirke.
Den Norske Kirke i København har et væld af arrangementer, det er dog en god ide at tjekke hjemmesiden, inden man bevæger sig af sted, da kirken ikke har en fast daglig åbningstid. Flere buslinjer kører lige til døren og er man let til bens, kan man også gå en tur på Volden – i Søren Kierkegaards fodspor. Læs mere om den norske sømandskirke her >>>

Den Svenske Kirke
Den Svenske Kirkes virksomhed begyndte i 1901, hvor pastor Nils Widner blev sendt til København for at arbejde blandt de svenske søfolk. Arbejdet kom dog hurtigt til at omfatte de mange andre svenskere, som også arbejdede i København og omegn. Til at begynde med holdt man gudstjenester i Garnison Kirke, men allerede efter ganske kort tid var behovet for at få deres egen kirke udtalt. Man etablerede derfor Svenska Kyrkoföreningen,som stod bag indsamlingen til kirkebyggeriet. Byggeriet gik i gang i 1908 med den svenske domkirkearkitekt Theodor Wåhlin i spidsen. Kirken, som bærer navnet Gustavkirken, er opført i Jugundstil og indeholder udover kirkerum også forsamlingslokaler, kontor og præstegård. Kirken er åben tirsdag til lørdag kl. 11-17 og søndag kl. 11-14. Læs mere om den svenske kirke og dens gudstjenester her >>>

Skt. Petri Tyske Kirke
Skulle sommerens varme kræve, at man søger i skygge, er det en oplagt mulighed for at tage til Skt. Petris Kirke og se gravkapellerne. Gravkapeller af denne art er almindelige i Sydeuropa, men den eneste af sin art i Norden. Kapellerne er opført i 1681 og gennem gravkapellernes vandrehaller har man mulighed for at se hele bygningen. De afdødes kister er anbragt i tre til fire lag i de underjordiske krypter. De fornemmeste gravpladser er derimod udformede som sidekapeller i den brede sydfløj, hvor kostbare pragtsarkofager står på gulvene. Det mest pompøse af alle gravsteder ligger for enden af vestfløjen, hvor en særskilt tilbygning huser to marmorsarkofager og et barok-epitafium. Kapel som kirke er åbent tirsdag til lørdag. Læs mere om Skt. Petri Kirke og gravkapellerne her>>>


Laila Bomose
Opdateret  20-07-2010