Prædiken til 18. søndag efter trinitatis 2010. Porvoo-gudstjeneste i Vor Frue KirkeShare|
Tekst: Johannes 15,1-11
At lytte til fortællingerne om Jesus er ligesom at blive vist rundt i forskellige landskaber. Som årene går, synes jeg, at disse landskaber bliver mere og mere spektakulære, de udtrykker skønhed og vælde, højder og dybder, og når jeg går gennem landskaberne, er det, som om det kendte og det fremmede mødes hele tiden.
Det hænder, at nogle af fortællingerne forskrækker én. Kærlighed står nok i centrum hos Jesus; men hvis man forveksler det med blødsødenhed, ligegyldighed, så tager man fejl. Kærligheden er i centrum, fordi det er den stærkeste kraft. Kærligheden forbinder os med hinanden. Kærligheden nedbryder vore reservationer. Kærligheden skaber relationer, og den skaber liv. Den protesterer mod død og løgn.
Det må være kendskabet til kirkehistorien, der får mig til at skutte mig, når jeg hører denne fortælling. Det er, som om jeg må læse mig gennem denne viden og have den snakket igennem. Men al den tale om grene, der ikke bærer frugt, og som derfor skal hugges af og kastes i ilden og brændes – al den tale får det til at gyse i mig.
Den vækker så mange mindelser. Heldigvis er det kun en viden, jeg har fra bøgerne; men den er gyselig nok. Hvad mennesker dog ikke har gjort mod hinanden! Hvad vi dog ikke har gjort mod dem, som vi mente, havde uret! Hvad vi dog ikke har gjort mod dem, som vi mente, ikke troede rigtigt! Det løber koldt ned ad ryggen på mig, når jeg tænker på, hvad der er blevet gjort i Jesus’ navn i tidens løb – og somme tider gjorde mennesker det uden at skænke det en tanke, at de kunne have uret!
Somme tider gjorde mennesker ondt i det godes navn, fordi de troede, at sandheden var bedst tjent med, at de gjorde sådan. Det er de andre, der er de visne grene! Det er den opfattelse, der hænger over os som en forbandelse! Saften og kraften er gået af de andre – derfor dør de!
Mon ikke vi skal turde eksercere et stykke ærlighed?
Mon ikke vi skal turde se på egne frugter og egne grene og i al ærlighed konstatere, at der er noget i ethvert menneskes liv, der visner. Der er noget, der dør! Der er noget, som skal smides væk, og det kan ikke blive destrueret hurtigt nok! Er det nu et stykke pessimisme, jeg her står og formidler til jer? Er det i virkeligheden sådan et lille stykke mavesurt, I får præsenteret? Er det sådan et lille had mod menneskeheden, der præsenteres?
Sådan er det i hvert fald ikke ment! Jeg tror ikke, at alting har sit udgangspunkt i menneskets urimelige pessimisme eller i den dumdristige optimisme. Vi må bare have fat i håbets dimension. Vaclav Havel skrev om håbet for nogle år siden: ”Jeg er ikke optimist, for jeg ved ikke, om det vil gå godt. Jeg er heller ikke pessimist, for jeg ved ikke, om det vil gå galt. Jeg kan bare håbe. Håbet er ikke afhængigt af situationen. Det har intet med de ydre omstændigheder at gøre. Håb er noget, man har eller ikke har. Jeg takker Gud for denne gave.”
Der er noget, der værner os mod modløsheden her i verden. Der er megen tvivl, forfærdelse og tristhed i denne verden. Der er mange mennesker, der er bange. Der er også nogle, der er vrede. Forbitrelsen har også gjort et kraftigt indhug i os. Hvis vi ikke ser det, så har vi gjort os blinde og døve for vores medmennesker. Der er så megen strid, og der er hovne og kolde ord. Det er midt i alt det, vi skal tale om vintræet. Det er i midten af snavset, lugten og kampen for livet, at Jesus dukker op!
Det er, mens vi vandrer gennem landskabet, at vi opdager, at troens landskab alligevel slet ikke er som alt det andet. Foran os har vi dette vintræ, og pludselig er det slet ikke de visne grene, jeg ser; men mulighederne for at leve. Der er et nærvær i verden. Der er en stilhed, og i den kommer mennesker til sig selv. Det sker, at Jesus bryder igennem al denne larm i verden, og midt i al ondskaben og ubegribeligheden, midt i det overfladiske og flyvske bliver man klar over, at der virkelig findes en kærlighed, som mennesker kan fastholdes på, og som befrier fra had og gengældelse, og mennesker mærker en fuldkommen glæde.
Mon ikke, vi fremover skal turde tyde det, når vi synes, at der sker noget i verden, som er udtryk for den fuldkomne glæde? Mon ikke vi skal turde sige det, når kærlighedens mysterium fastholder os på liv og redder os fra smålighed og fra desperat hævntørst? En af de smukkeste historier, jeg kender, hændte ved den første kirke, hvor jeg gjorde tjeneste, Skt. Nikolaj danske Sømandskirke i Hull i England.
Natten mellem den 8. og 9.maj 1941 blev Hull udsat for et af de værste bombardementer under krigen. Hele natten havde tyske flyvere tømt deres dødelige last af bomber over den indre by, og de havde skabt skræk og rædsel. Om morgenen den 9. maj lå den indre by hen i rygende ruiner. I Skt. Nikolaj skulle man denne dag have fejret kirkens 70 års fødselsdag. Pastor Helmer Mørch gik hen over tomten og reddede en stærkt medtaget alterstage ud af ruinerne og et par stykker af glasmosaikken, og andet var der ikke tilbage – alt var smadret. Lakonisk skrev han på et Røde Kors-kort til Sømandskirkens ledelse i Danmark: ”I nat døde Nikolaj!”
Men han gjorde også noget andet! Han slog et skilt op på tomten med Grundtvigs ord: ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene.” For at være helt ærlig så har jeg tit tænkt på, hvad der ellers kunne have stået på den plakat! Men sikke en protest – sikke en tiltro til retten – sikke en tiltro til, at alting nok skulle ordne sig, og at uretfærdighed og løgn aldrig ville få overtaget! Sikke en tillid til, at alt er i Guds faderhånd! Sikke en tillid til, at Jesus virkelig er det vintræ, som sætter drue og derefter læsker mennesker, slukker vores tørst – og ja, selvfølgelig skal det også nævnes: beruser os med liv!
Han er et vintræ med mange grene. Vi tyer til ham for at overleve. Nogle af vore tanker og gerninger visner og fjernes; men foran os står der et træ, og livet kroger sig ud og ind mellem hinanden. På troens vandring er der mange landskaber, og på vandringen opdager vi, at horisonten ikke er lav. I denne verden, hvor der tales så mange sprog, og hvor trossandhederne i kristendommen udforskes med så mange traditioner, her opdager vi også, at det fremmede, som vi ikke forstod og slet ikke kendte, pludselig kan blive en udfordring og en berigelse.
Vi ser ikke længere hinanden som modstandere – de andre som fjender; men vi oplever, at kærligheden skaber relationer. Når Jesus ser menneskeheden i øjnene, så får vi denne anelse om, at nu oplever vi at stå ansigt til ansigt med Gud – og det ubegribelige sker: Vi får også en anelse om at stå ansigt til ansigt med mennesket uden frygt, uden mistillid, og vi mærker, at det er rigtigt, hvad han sagde: ”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.”
Peter Skov-Jakobsen