Roskilde Domkirke planlægger formidlingscenterShare|
På menighedsrådets møde 23. september 2010 blev det besluttet, at domsognets kulturarvsudvalg kan arbejde videre med et idéoplæg til et underjordisk formidlingscenter i direkte tilknytning til domkirken

Roskilde Domkirke har været optaget på Unescos liste over umistelig verdensarv siden 1995. At være en blandt cirka 900 verdensattraktioner forpligter til at formidle viden om kirkens enestående historie til nuværende og kommende generationer af danskere og besøgende fra hele verden, hvis verdensarvstedet vil fastholde sin status på Unescos fornemme liste. Men det kniber meget for domsognet at leve op til denne forpligtelse med de nuværende fysiske rammer.
Det er baggrunden for, at Kongelig Bygningsinspektør Peter Holsøe har tegnet og beskrevet et idéoplæg til et underjordisk formidlingscenter med planlagt indgang fra domkirkepladsens sydvestlige hjørne. Formidlingscenteret bliver direkte forbundet med domkirken under Frederik den 5's kapel. Det er tanken, at formidlingscenteret skal rumme topmoderne faciliteter til formidling til skolebørn, til studerende, til besøgende fra ind- og udland, det skal give plads til domkirkemuseet, til en café og serviceområder med toiletforhold og lignende.
Roskilde Domkirke er også en helt almindelig sognekirke med de kirkelige handlinger, der hører til. Derfor er formidlingscenteret knyttet til selv kirken på en sådan måde, at besøgende kan lære om domkirkens enestående historie, mens den kirkelige handling finder sted. Ingen behøver længere at komme forgæves for at besøge Roskilde Domkirke, hvis formidlingscenteret bliver en realitet.
Samtidig behøver ingen længere at gå forgæves for at besøge museet, der ligger gemt oppe i et hjørne i Hellig Trekongers Kapel og kun har åbent på særlige tidspunkter.
Folkekirkens Infocenter