Vennerslund på vej til folkekirkeligt refugiumShare|
Vennerslund Gods ved Guldborgsund er måske på vej til at blive indrettet til refugium og retrætested for erhvervsliv, organisationer og enkeltpersoner

Projektet tager udgangspunkt i tre af godsets historiske bygninger, hovedhuset fra 1770, stalden fra 1880'erne og elevbygningen fra 1942. De fortæller hver for sig interessante historier om tidligere tiders liv og værdier på herregården. De tre bygningers individuelle præg skal derfor i det endelige projekt fastholdes og styrkes, ligesom det landskabelige anlæg omkring bygningerne også tænkes med. Projektet skal demonstrere, hvordan man med udgangspunkt i stedets landskabelige og bygningskulturelle kvaliteter kan skabe en ny anvendelse, som henvender sig til både erhvervsliv og enkeltpersoner.
Initiativgruppe
Bag ideen står en initiativgruppe med en bred sammensætning. Formand er biskop Steen Skovsgaard, men herudover består gruppen af biskop Steen Skovsgaard (formand), godsejer Jon Krabbe (næstformand), professor Hanne Leth Andersen, CBS, formand for Folketingets kirkeudvalg Britta Schall Holberg, sognepræst Mette Trankjær, tidligere rektor Finn Junge-Jensen, CBS og provst Jens Dag Lose.
Folkekirkelig tradition skal supplere HR
Etablering af Vennerslund Refugium i Lolland-Falsters Stift vil med udgangspunkt i et kristent livssyn og på folkekirkeligt grundlag forsøge at imødekomme dette behov. Refugiet skal gennem retræter, kursusvirksomhed, refleksion, foredrag og støtte være et tilbud til erhvervslivet, kirkelige og offentlige organisationer og institutioner samt individuelle personer. Refugiets mission vil være at udvikle og gennemføre kursus- og retræteophold i ønsket om at give mennesker mulighed for at styrkes og udvikles åndeligt. Desuden er det hensigten, at refugiet skal være en aktiv og nytænkende medspiller i debatten om åndelige værdier.
Tradition og teknikker
I initiativgruppen er man i fuld gang med at gøre de mange ideer mere konkrete.
– Det er min fornemmelse, at et retrætested for både kirkefolk og erhvervslivet har fremtiden for sig, siger biskop Steen Skovsgaard, der er formand for initiativgruppen og den erhvervsdrivende fond ”Vennerslund Refugium”.
– Undertiden virker det, som om man i virksomheders medarbejderpleje går over åen efter vand. De HR-chefer, som vi har drøftet det her med, har været endda meget positive og har givet udtryk for, at de mangler noget, der ikke er psykologi, og som ikke kun handler om produktion og produktivitet; en åndelig dimension, hvor de har svært ved selv at byde ind. I folkekirken har vi både en tradition og såmænd også teknikker, som er noget andet end det, der i dag tilbydes i HR-regi. Med hjælp fra erfarne retræteledere vil vi derfor her i efteråret arbejde med at gøre vores ideer mere konkrete, siger biskop Steen Skovsgaard.
Karen Schousboe og Kirsten Weiss Mose
Læs mere om initiativet på www.vennerslundrefugium.dk/