Liv og dødShare|
Det er hverken sidste valg eller den overbeviste pacifisme, der skal afgøre, om de hjemvendte soldater skal hædres. Vores soldater er i krig og har gjort os ære i det fremmede. Så gå derfor på gaden på søndag og vis, at også stoltheden er på vores side, udtaler sognepræst Claus Oldenburg
På søndag går de hjemvendte soldaters parade gennem København, og det er flagdag for vores folk, der sætter liv og lemmer på spil i det fremmede. Alle med hjerte i behold bør slutte op om denne begivenhed – også kirkens folk. For vel kan man være uenig om meget, og blandt det aktive kirkefolk findes der af gode grunde mange pacifister. Men nu er det engang sådan, at landets politiske ledelse for år tilbage besluttede at sætte danske tropper ind i spillet om Afghanistan. Så det er egentlig ikke sidste valg, ugens meningsmåling om krigsdeltagelsen eller den overbeviste pacifisme, som afgør, hvor mange faldne og sårede vi har – eller om de hjemvendte skal hædres.
Vi har faldne, og flere fra Livgarden er begravet fra Garnisons Kirke, som i almindelighed er Hærens store kirke i København, og som i særdeleshed er Den Kongelige Livgardes kirke. De faldnes navne bliver mejslet i sten. Vi har de sårede, og mange af dem er invaliderede for resten af deres dage. Der bliver hjulpet. Vi har de hjemvendte, og selv om mange civile måske ikke kan lide ideen om, at Danmark er i krig, så skal de sårede og de hjemvendte have al den ære og al den hæder, de kan få. For de har sat liv og lemmer på spil, og bare den risiko skal de have æren for. Eller som en sergent sagde til mig inden sit bryllup, som var et ægte krigsbryllup: ”Vi véd, at fire til fem af os ikke kommer hjem!” Han kom selv hjem, men han mistede to kammerater.
Missionen på Balkan fik generel støtte blandt Hærens folk. Det gjorde missionen i Irak til gengæld ikke, for indsatsen blev opfattet som for politisk. Men udsendelsen til Afghanistan giver mening for de udsendte, for de kan simpelthen hjælpe en lokalbefolkning mod to fjender: Et religiøst-ideologisk hårdtslående Taleban og en korrupt overklasse af omkring 100 regerende familier. Om så krigen kan vindes fra NATO’s side er en anden sag, men vores udsendte sætter faktisk liv og lemmer på spil i håb om at kunne hjælpe deres medmennesker i jordhøjde og i deres afghanske sammenhæng. Det kan vores folk, og de gør det.
Når vi fra kirkens side skal være med dér – og det er vi faktisk også med en meget effektiv feltpræsteordning – så skyldes det præcis spillet mellem liv og død. For hvis der er nogle, der har brug for fagfolk i forhold til denne grænse, så er det de alvorligt syge på hospitalerne, det er langtidsfangerne i fængslerne, og det er soldater i krig. Vores soldater er i krig, og de har et internationalt godt ry for at være dygtige til både freden og krigen, og dette både-og tjener dem til ære. Ordet ’ære’ giver faktisk kun mening, hvis sagen er så alvorlig, at man sætter sit liv som indsats.
I kirken har vi hørt det før. Men gå nu på gaden efter kirketid på søndag og vis, at stoltheden også er på vores side – for de er vores egne, som de kommer marcherende dér i deres ørkenuniformer og har gjort os ære i det fremmede.
Claus Oldenburg, sognepræst i Garnisons Kirke