image

Flagdag og mindedag højtideligholdes i landets kirkerShare|

Den nationale flagdag for Danmarks udsendte er indstiftet for at give det officielle Danmark mulighed for at hædre de personer, der har været udsendt fra Danmark. I København indledes dagen med en gudstjeneste i Holmens Kirke

Dagen igennem er der gudstjenester, æresvagter og parader samt kransenedlægning over hele landet, når kirken og forsvaret går sammen om at mindes de døde og ære de levende soldater, der har været og er udsendt af det officielle Danmark til de globale brændpunkter.

København
I København indledes dagen med en gudstjeneste i Holmens Kirke kl. 12.00, hvor repræsentanter for kongehuset, regeringen, Folketinget og forsvarets ledelse deltager. Desuden er pårørende til årets danske dræbte soldater inviterede. Selve gudstjenesten er kun for inviterede gæster. Efter gudstjenesten er der derimod offentlig parade på Christiansborg Slotsplads samt en honnørkommando, der bl.a. består af inviteret personel, der er eller har været udsendt i det forløbne år. Efterfølgende er der reception for indbudte i Rigsdagsgården kl. 13.30-15.00 med Folketingets Præsidium som vært, mens der på slotspladsen er støttekoncert tilrettelagt af De Blå Baretter.
Samme morgen markerer Den Kongelige Livgarde ISAF Hold 9-soldaternes hjemkomst ved en parade og march gennem byen. Paraden forlader Livgardens Kaserne i Gothersgade kl. 10.00 og marcherer ad Købmagergade og Strøget til Rådhuspladsen, hvor den officielle hjemkomstparade afvikles med taler af bl.a. chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos. Herefter tilslutter man sig arrangementet på Christiansborg Slotsplads.

Landet over
Det officielle Danmark er desuden også med til at markere dagen over hele landet ved gudstjenester og parader, bl.a. i Allinge, Fredericia, Haderslev, Horsens, Holstebro, Jyllinge, Køge, Køng, Næstved, Skive, Viborg og Ålborg.
 
Karen Schousboe


Se mere om dagens program på Folk og Forsvar

Gudstjenesten fra Holmens Kirke sendes på DR1

I lyset af at gudstjenesten i Holmens Kirke af praktiske årsager er reserveret inviterede gæster, oplyser kirken, at der som sædvanlig almindelig gudstjeneste kl. 17:00
Opdateret  19-01-2011