image

Religionskritik er afgørendeShare|

Mere end 50 kristne og muslimske ledere i Danmark mødes i København i weekenden den 29.-30. okt. under overskriften ”Selvkritik hos kristne og muslimer – og forholdet til ekstern kritik”

Fra sidste års konference på VartovSiden 2006 har Kristent Muslimsk Samtaleforum hvert år afholdt en konference for kristne og muslimske ledere i Danmark. Omkring 50 biskopper, imamer, præster og andre ledere fra kristne og muslimske miljøer i Danmark deltager. I år vil mødet, der finder sted i København, kredse om det aktuelle emne ”Selvkritik hos kristne og muslimer – og forholdet til ekstern kritik."

Kritik giver anledning til selvbesindelse
Om valget af årets tema skriver Folkekirke og Religionsmøde i sin pressemeddelelse: ”Med dette tema ønsker Kristent Muslimsk Samtaleforum at sætte fokus på, at religionskritik/traditionskritik har spillet en positiv og betydningsfuld rolle for både religion og samfund i en europæisk kultursammenhæng. Selvom religionskritikken oprindeligt tog afsæt i antagelsen af, at al religion er en illusion, har religionskritikken været afgørende for, at religion stadig kan betragtes som en livskraftig livstydning i nutidens samfund. F.eks. har kritik af religiøse traditioner og institutioner givet anledning til selvbesindelse og opgør med illegitim religiøs magtmisbrug. På den måde bliver seriøs religionskritik ikke en afvisning af religion, men tværtimod en måde at finde ind til en religions sande kerne, vitalitet og sammenhæng med det omgivne samfund på”, hedder det blandt andet i pressemeddelelsen fra Folkekirke og Religionsmøde.

En respektfuld ramme for samtale
Som formand for Danske Kirkers Råd er det tredje gang, at Anders Gadegaard deltager i samtalen med muslimske og andre kristne ledere i Danmark. Ifølge Gadegaard er årets emne udtryk for, at et af målene for de årligt tilbagevendende samtaler er begyndt at vise sig på selve mødernes indhold.
– Der er i løbet af de år, samtalerne har fundet sted, blevet etableret en ramme af respektfuldhed og tryghed, som gør det muligt at tale om så følsomme ting, som hvad vi hver især er i tvivl om og kritiske over for. For mig at se er det et godt udtryk for, at samtalerne nu har været i gang et stykke tid. Hvor dybt weekendens samtaler bevæger sig, bliver det derfor også spændende at se, udtaler Anders Gadegaard, der deltager i konferencen for 3. gang.


Kirsten Weiss Mose

Læs mere om mødet på Folkekirke og Religionsmødes hjemmeside

Læs mere om Kristent Muslimsk Samtaleforum 

Konferencen indledes med en åben studiedag fredag d. 29. okt. for alle interesserede om ”Religiøse bygninger i det offentlige rum – formål, funktion, kriterier og symbolsk betydning” i Trinitatis Kirkes Sognehus. Læs mere om samtaledagen
Opdateret  19-01-2011