Ødselhedens Gud kommer håb og længsel i mødeShare|
Lad hende bare, for hendes ødselhed er intet imod den ødselhed og generøsitet, I møder om en uge ved min grav
Lad hende være [...] De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid. Johannes 12, 7-8
Lad os til at begynde med følges helt konkret med Johannes. Vi befinder os i Betania og er på vej til Jerusalem for at fejre påske og mindes jødernes tilbagevenden fra eksilet i Egypten. Romerne har besat det meste af det, man dengang kendte som verden, og det jødiske folk har i mange år længtes efter frihed og selvstændighed. Påskefesten i Jerusalem bliver derfor også til en markering af håbet og ønsket om endnu en befrielse.
Håb der kommer og går
Vores håb, drømme og længsler er oftest øjebliksbestemte. Kristendommens budskab derimod indeholder både tidens og indholdets kontinuitet. Vores håb kommer og går, vi er udspændt mellem godt og ondt, mellem lykke og ulykke. Vi véd det, men vi har svært ved at acceptere, at tilværelsen svinger imellem godt og ondt. Vi mærker modpolerne og lever under dem, men vi bliver ulykkelige og modløse, når det er den negative, der dominerer. Vi kan ikke andet. Vi er blot mennesker – sammensatte mennesker, som har svært ved at leve med det øjebliksbestemte, med flygtigheden og forandringerne.
Kærligheden flyder
Det véd Jesus, han er selv menneske. Men han er mere end det. Han er også Gud, den generøse og ødsle kærlighedsgud, som skaber liv af døde og giver håb, hvor intet er. Hans kærlighedstale til Maria og til disciplene om at lade hende være, talen der fortæller os, at kærlighedens gerninger flyder på trods af smålig logik og livets begrænsninger, denne taler viser os, at der er noget, der sætter sig igennem midt i tilværelsens udveksling af håb og håbløshed.
Gud kommer vores længsel i møde
Billedet af den sagtmodige Jesus, der rider ind i Jerusalem, viser os Guds imødekommelse af en længsel og et håb, der aldrig dør, nemlig håbet om liv og salighed og længslen efter fred og hvile. Indtoget i Jerusalem minder os derfor også om, at Gud rent faktisk imødekommer menneskets urlængsel efter kærlighed og grundhåbet om, at døden ikke er livets endegyldige vilkår.
En konge og et offer
Johannes lader Marias salvelse af Jesus’ fødder repræsentere denne kærlighed og tro, der går fra Gud til os – til dig og mig. Ifølge traditionen skal en ny konge salves, og ifølge skik og brug skal også de døde salves. Der er al mulig grund til at mene, at Johannes spiller på begge betydninger. Jesus er den nye konge, der skal hyldes med indtoget i Jerusalem, og samtidig er salvingen også en foregribelse af hans død: De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid. Kære venner. Lad være med at brokke jer over ødselheden, slap af, det er ikke pengene, livet drejer sig om. Maria gør udelukkende det gode! Og det gode er, at salvingen peger ud over døden og hen på opstandelsen.
Billeder af opstandelsens håb
Men hvad betyder opstandelsen? Det er der vel ingen levende, der sådan helt præcist kan svare på. Men mon ikke, at Johannes med fortællingen om Maria forsøger at give os nogle billeder af opstandelsens håb? Maria troede og handlede ud over det, hun forstod. På trods af sin viden om ødselheden mærker hun Guds storhed og tilgivelse.
Nødvendigt frådseri
Og da er vi fremme ved pointen: Jesus, der fremhæver og nærmest roser Maria for hendes frådseri og ødselhed. På trods af sin død fastholder han på den måde nødvendigheden af den: Lad hende være – det gode ved min død er nemlig, at den ikke er det sidste, som kærligheden har at sige om denne alvorlige sag. Lad hende bare, for hendes ødselhed er intet imod den ødselhed og generøsitet, I møder om en uge ved min grav!
Guds uforbeholdne kærlighed
Hjertets egen form for logik fortæller os om ødselhedens kærlighedskilde: Jesus, der ikke regnede det for et rov at være lige med Gud, men gav afkald derpå og tog en tjeners skikkelse på sig og blev mennesker lig. Uforbeholdent kom han Maria i møde, da hun ødslede med dødens og afmagtens gave: Den dyrebare kærlighedsolie, der strømmer til overflod og fortæller os alle, at Gud ganske uforbeholdent kommer ethvert menneske i møde på trods af din og min smålighed.
Birgitte Kvist Poulsen er studenterpræst på KUA og sognepræst i Hans Tausens Kirke