Kristus opstod af de dødeShare|

Når man sidder i kirken påskemorgen og synger Herren af søvne opvågned, opsprang, bæres man direkte ind i påskens drama og triumf

De fleste har det nok sådan, at der er bestemte salmer, som man nødig vil undvære i forbindelse med højtiderne. Folk klager, hvis præsten springer Glade jul, dejlige jul. Når det gælder påsken, er der jo en perlerække af valgmuligheder i Den Danske Salmebog, men jeg vil fremhæve Grundtvigs Herren af søvne opvågned, opsprang (DDS 223) – den vil jeg nødig undvære, når påsken skal fejres. Salmen er en af de mange gendigtninger, Grundtvig lavede og udgav i sit Sangværk til den danske kirke fra 1837. Salmen er gendigtet på et græsk-byzantisk forlæg, der igen bygger på Sl 68 fra Det Gamle Testamente. Grundtvigs storstilede projekt i sangværket var at genrejse den danske salmesang – og sætte den i sammenhæng med de salmesangtraditioner, der findes i andre dele af kristenheden. Derfor står hans egne nydigtninger side om side med gendigtninger af gammeltestamentlige salmer og græske, latinske, tyske, engelske salmer som et samlet udtryk for den kristne menigheds sang til alle tider.

Det er påske
Når man sidder i kirken påskemorgen og synger Herren af søvne opvågned, opsprang, bæres man direkte ind i påskens drama og triumf. Thomas Laubs fremragende melodi understreger tekstens kamp- og triumfmotiv. Det mærkes ud i hver eneste stavelse og node, at det er påske, og at påskens sejr er vundet gennem blod, sved og tårer.

Herren af søvne opvågned, opsprang,
hører du, Helved, vor morgensang:
Kristus opstod fra de døde!
Op stod nu Gud, og hans fjender adspredtes,
brat de som voks over gløderne bredtes:
Kristus opstod fra de døde!

Kristus har sejret efter kamp. Der er en uro i triumfen, der viser tilbage til den kamp, der er gået forud. Det er ikke idyl, men forløsning:

Det var for engle et lysteligt syn,
Helvede sprængtes af Himlens lyn,
Kristus opstod fra de døde!
Da i hans spor de så dødningehære,
alle de råbte: Velkommen med ære,
livgiver god, fra de døde!

Gudsfrygt og fryd
Forløsningen har en dybdedimension, der har at gøre med, at vi i opstandelsen står over for Guds ufattelige og magtfulde handling. Gudsfrygt er jo ikke moderne, men salmerne og evangelierne har den med. Som når Kingo digter om Gabriel, der bringer bud til Maria om, at hun skal føde himlens kongesøn (DDS 71-9) og skildrer det som en hilsen, ’som skrækker, skønt den fryder’. At være med i Guds historie er ikke for søndagsskolebørn! Det lægger Markus heller ikke skjul på, når han skildrer opstandelsens omvæltende og rystende karakter:
Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange (Mark 16, 8). Den slutning var som bekendt for stærk kost for en senere tid, og derfor blev der bundet en ekstra sløjfe på Markusevangeliet – ’den uægte Markusafslutning’ (Mark 16, 9-20).

Men frygten, forstået som ærefrygt, hører med. Fordi opstandelsen bringer os ud til en afgrund – til et dyb, hvor vi står ansigt til ansigt med Guds storhed, magt. Den skal man være ude af sig selv for at kunne se.


Peter Birch er sognepræst i Vor Frelsers Kirke

Opdateret  20-07-2010