Glædelig påskeShare|
Opstandelse. Jeg vænner mig aldrig til det ord. Hver gang bliver jeg lige overrasket. Jo, jeg ved da godt, at når man går i kirke, så løber man ind i ordet hele tiden, og det siges med den største selvfølgelighed, som om det var noget, der skete hver dag
Det får mig nu kun til at holde fast i min overraskelse. Jesus’ opstandelse fra de døde får mig nu stadig til at tænke: Hva’ for noget?!
Han kom ikke med soldater. Han opførte sig ikke som en fyrste. Han tvang ingen. Han brugte ikke Guds magt imod dem. Han undveg ikke døden. Han gik ind i døden, hånen, spotten, løgnen, ulykken, udsigtsløsheden, mørket, hadet, gengældelsen, og masser af mennesker håbede på, at han ville tage til genmæle. Det havde han nu allerede gjort i et helt liv. Han havde hele tiden vendt deres øjne væk fra ligegyldigheden mod kærligheden, fra uretfærdigheden mod retfærdigheden, og lejlighedsvist havde de hørt det og troet det. Men nu ville de så alligevel lige se det hele en gang til! De ville se Gud demonstrere sin magt i ham, og så kunne han jo passende stige ned fra korset.
I stedet for byder han sine troende den truende stilhed mellem Langfredag og Påskemorgen. Kirkens ulvetime.
Jeg forstår godt, at de blev forskrækkede påskemorgen, og at de løb i alle retninger. Jeg forstår også, at de tænkte det nærliggende: Her er nogen, der hader ham så meget, at de har stjålet hans lig. De troende skal ingenting have at holde sig til! Ikke engang en grav. Rygtet om ham skal udslettes.
Opstandelse er for mig både den postulerende og triumferende glæde over, at noget helt uventet, noget utroligt skete. Opstandelse er trompetens glade lyd. Det er et kampråb for retfærdighed og sandhed. Opstandelse er også påskeliljens stædige, gyldne magt. Den insisterende glæde. Den stille tiltro. Den overbeviste tiltro.
Det er ikke til at tro på – og så alligevel. Det er slet ikke til at lade være, for det er, som om Jesus gik ind i mørkets magt, ind i kaos. Nu bliver destruktion og kaos opløst indefra, og verden får mening, for Kristus opstod fra de døde, og derfor er det sandheden, der trænger igennem; det er lyset, der flækker mørket; det er kærligheden, som overvinder ligegyldigheden. Han er alt livs udtryk – han er sandheden omsat i menneskeliv – han er kærligheden omsat i håb. Nu er det ikke mine domme og fordomme, de andre skal lide under. Nu er det ikke min hjerteløshed og vrede, de skal gå til under. Han åbner vore øjne for det evige, og vi tør tro trods naturkatastrofer, trods sygdommes hærgen, trods krig, trods al mulig fortræd. Den utrolige verden åbenbares og opstår i troen, håbet og kærligheden, og vi bliver mennesker, som er menneskelige.
Glædelig påske!
Peter Skov Jakobsen