Brød og teaterShare|
Hvis vi glemmer betydningen af det daglige brød, glemmer vi, hvad vores liv og vores udleverethed til hinanden betyder
"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden"
Det er ikke så mærkeligt, at man i traditionen har ladet midfaste handle om mad-mirakler, for her efter tre ugers faste tid skriger maven på sit kød. Nu er der ikke mange i København, der holder faste. Men spørgsmålet om afholdenhed, overflod og hvad, der er tilværelsens substans – Livets brød er ikke gået af mode.
Sult efter show og brød
I det gamle Rom var der et mundheld der hed ”panem et circenses” – "brød og teater", som betegnede den måde, staten pacificerede sine borgere. Hvis blot mennesker får mad i maven og underholdning i hovedet, så går de ikke på barrikaderne for deres frihed. Mundhældet er både en kritik af magthaveres manipulation og menneskemængdens trang til magelighed, frem for ret og sandhed.
Det er også sult efter show og brød, der leder menneskemængden i Johannesevangeliet her ved midfaste. Men de får noget helt andet, de bliver præsenteret for ”Livets brød”.
Husk det daglige brød
Livets brød er noget andet end det daglige brød, som vi ber om i fadervor. Det daglige brød er livets fornødenheder. Brød, men også smør på brødet, tag over hovedet, sikkerhed i tilværelsen. I 90'ernes og 00'ernes økonomiske optur blev det daglige brød efterhånden for mange som manna, der faldt fra himlen. Alting fik merværdi mellem hænderne på os, og alt kunne der tjenes på. Man kunne komme til at helt at glemme det daglige brød under alt det, vi kunne putte på brødet, og det føltes næsten mærkeligt at be om det daglige brød, når man har friværdi nok til fois grais. Men det at glemme det daglige brød er at glemme, hvad liv er – vores grundlag, vores udleverethed til hinanden og det, at vi er så prisgivet livet, som vi er.
Taknemligheden
Problemet med den overflod mange mennesker lever i, er at ordene overflod og overflødig ligger så tæt op ad hinanden. Og når man lever i overflod kan man let føle sig overflødig i sit eget liv.
Det er noget letkøbt at sige, at det sande liv leves på kanten, og det er tilmed forkert. Enhver, der har sultet, været meget syg eller på anden måde befundet sig der, hvor der skulle kæmpes hårdt for livet, ved, at der intet glamourøst er i at leve der. Nej, vi skal være taknemmelige for alt det gode, vi har, og passe på, at vi ikke fortaber os i en evig sult efter noget, der kan give mere mening i overfloden.
Livets brød gives ubetinget
Livets brød er ikke en ny overflod, et nyt opsving, manna fra himlen eller noget andet. Det daglige brød mætter vores daglige sult, livets brød mætter vores evige sult. Vi kan ikke selv mætte vores behov for anerkendelse, at være elskede, og få mening. Jo mere vi skal kæmpe for det, des mindre mætter det, og des mere vil vi have – Nej det sande livets brød bliver rakt os for intet.
Livets brød påminder os
Jesus siger: ”Jeg er livets brød”. Nadverens ”Dette er mit legeme”. Livets brød er modsætningen til ”panem et circenses”, I teateret glemmer vi hvor og (med) hvem, vi er, og brødet mætter en individuel sult. Livets brød er, som når vi sidder omkring nadverbordet, en påmindelse om hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvem vi er her med.
Lars Obel