Vielse af homoseksuelle undervejsShare|
Der var højt til loftet ved drøftelsen af spørgsmålet om vielse af homoseksuelle, men hvordan det konkret skal føres ud i livet, blafrer stadig i vinden efter mandagens møde på Vartov, hvor politikere, teologer, præster og andre interesserede diskuterede det dagsaktuelle emne
Velsignelsen i vielsen
Det centrale i vielsen er velsignelsen, hævdede dagens første taler, valgmenighedspræst og ph.d.-studerende Benedicte Hammer Præstholm. Bibelens forståelse af velsignelse kan ikke reduceres til et spørgsmål om frugtbarhed, og derfor kan bønnen om Guds velsignelse bedes for både heteroseksuelle og homoseksuelle.
- Guds velsignelse handler ikke bare om børnefødsler. Det er ikke reproduktionen, der er kriteriet for, om man kan modtage Guds velsignelse eller ej. I det tilfælde skulle vi jo heller ikke velsigne heteroseksuelle par, der ikke vil eller kan få børn. Guds velsignelse handler om, at Gud vil være til stede med sin nåde i to menneskers fælles liv.
Det betyder ifølge Benedicte Præstholm, at der er plads til en vielse af homoseksuelle i kirken.
- Det centrale er, at homoseksuelle kan velsignes. Der er ingen teologiske argumenter imod, at også den juridiske del af vielsen kan foretages i kirkens rum.
Ensretning til ære for krænkede følelser
Mødets kritiske oplæg stod sognepræst Claus Thomas Nielsen for. Ægteskabet er en normsættende institution, og de homoseksuelles ønske om en kirkelig vielse skal derfor ses som et ønske om at blive taget ind under normalitetens vinger.
– I Danmark hersker der heldigvis frihed til at leve, som man har lyst til, Og afvigelser fra det normale er ikke nogen skavank ved kulturen. Krisen opstår, når man ikke længere vil skelne mellem det normale og det afvigende, men i de borgerlige rettigheders navn vil gøre det unormale normalt, sagde Claus Thomas Nielsen. I stedet opfordrede han præster til at tilbyde særlige kirkelige markeringer, hvis et homoseksuelt par henvender sig, ligesom det i det hele taget bliver mere og mere udbredt at lave kirkelige markeringer ved særlige lejligheder uden for den officielle kirkekalender. Desuden rejser ønsket om at normalisere det unormale spørgsmålet om, hvor normaliseringen skal stoppe. Hvis der åbnes for vielser af homoeseksuelle, hvor går grænsen så for, hvem der har ret til en kirkelig vielse?, spurgte Claus Thomas Nielsen.
Krænket på kirkens vegne
George Hinge fra Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske var anderledes frygtløs over for talen om rettigheder.
– Selvfølgelig ønsker jeg som en del af en lobbyvirksomhed at gøre nogle ting lettere for vores medlemmer, men jeg føler mig egentlig ikke krænket, ikke på egne vegne i hvert fald. Først og fremmest ønsker jeg, at kirken af staten får mulighed for selv at bestemme, hvad den vil. Det er jo ikke sådan, at man nødvendigvis benytter sig af alle de rettigheder, man har. Jeg har fx ret til at blive medlem af Dansk Skak Union, men det betyder ikke, at jeg er det, polemiserede Hinge, mens salen klukkede.
Er der en biskop Øllgaard til stede?
Men hvordan kan en ændring af lovgivningen finde sted? Det gav Lisbet Christoffersen, der er adjungeret professor i Kirke- og Religionsret et svar på. Tydeligvis har politikerne besvær med at forstå, hvordan man griber sagen an. For hvordan er det i virkeligheden, at forretningsgangen for en sådan indførelse kan foregå i folkekirken? Lovgivningen på området er en ting, den står politikerne for, og hverken menighedsråd, biskopper eller andre fra folkekirken har indflydelse på den. Men hvis et af de fremsatte lovforslag bliver vedtaget, ligger bolden hos biskopperne, forklarede Lisbet Christoffersen. Det nuværende ritual på området er kun vejledende. Hvis det lovforslag, som i begyndelsen af februar i år blev fremsat af Det Radikale Venstre om fuld ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle par, bliver vedtaget, står landets biskopper altså med muligheden, men uden et autoriseret ritual, slog Christoffersen fast, mens hun forsøgte at fange de to tilstedeværende biskopper med et fast blik. At biskoppernes rolle i det hele taget er afgørende i sagen, lod Lisbet Christoffersen klart skinne igennem. Derfor sluttede hun også sit indlæg af med et vink til biskop Øllgaards betydning for indførelsen af kvindelige præster med ordene: Er der en biskop Øllgaard tilstede?
Efterfølgende diskussion med højt til loftet
– Langballe nævnte under diskussionen, at der var højt til loftet på Vartov, og det er jeg enig med ham i, fortæller Finn Vejlgaard, provst i Valby-Vanløse Provsti og medlem af Hyltebjerg menighedsråd, som i sidste uge sendte en anmodning til Kirkeministeren om at påbegynde arbejde med at ligestille ægteskab og registreret partnerskab.
– Det var et konstruktivt møde, ikke mindst fordi der var så mange synspunkter repræsenteret. Meningsudvekslingerne var i det hele taget fremmende for en fortsat drøftelse, og som fortaler for, at det registrerede partnerskab kan foregå i kirken, er jeg godt tilfreds med det.
Mindre afgørende hvad man kalder det
Ifølge Finn Vejlgaard er det ikke afgørende for forståelsen af ægteskabet, at der er tale om et forhold mellem en mand og en kvinde.
– Men selvfølgelig, hvis man ser historisk på det, så er et ægteskab et forhold mellem mand og kvinde og et registreret partnerskab et forhold mellem to af samme køn. Hvis man derimod ser på ægteskabet som sådan, som et fænomen, så er det afgørende for mig at se følgeskabet,
det at man indgår i et forpligtende forhold med alt, hvad det indebærer. Men på mødet blev det tydeligt, at der på det punkt er mange modhager. Derfor kan man for mig at se godt skelne mellem ægteskabet mellem mand og kvinde og det registrerede parforhold for to af samme køn. Det afgørende er, at indgåelse af registreret partnerskab kan finde sted i kirken. Tiden må så vise, om den sproglige forskel forsvinder, så vi efterhånden bare taler om et ægteskab, uanset om det er to af samme eller forskelligt køn. Personligt tror jeg, det vil ske, slutter Finn Vejlgaard.
Mødet på Vartov er kommet i stand, efter at Grundtvigs Forum i gennem længere tid har drøftet muligheden af indførelse af kirkelige vielser af homoseksuelle.
Læs næstformand i Grunstvigsk Forum
Helge Baden Nielsens artikel ’Tid til samtale om kirkelig vielse af homoseksuelle >>>Læs også referatet af mødet på
www.folkekirken.dkLæs mere om homoseksualitet i folkekirken >>>