Den store Gud gør sig lilleShare|
Nu kom der bud fra englekor: Den mærkværdige historie om Gud der bliver menneske bliver mere konkret med englens besøg hos Maria. Det er ikke et hvilket som helst barn, men Guds søn, der skal sprælle i maven på hende
Gud bytter vilkår
At Guds søn bliver menneske, født af en kvinde, har betydning lige nu og her. For det er fortællingen om, at Gud bytter vilkår med mennesket og en gang for alle har taget den skrøbelighed på sig, som altid er nærværende, hvor der er mennesker.
”Nu kom der bud fra englekor, / at Gud herned vil stige; / hans Søn, som i det høje bor / og ejer ærens rige, / han sig vort kød vil tage på / og blandt os gå; / det nyt er uden lige.”
Gabriel besøger Maria
Med englens besøg hos den unge kvinde Maria tager Guds komme til verden sin begyndelse. Kingos salme fra 1689 er en genfortælling af dette besøg med afsluttende bøn om, at Guds ånd, ligesom den kom over Maria og gjorde hende gravid, må komme over det enkelte menneske og tage bolig der. Den nuværende udgave af salmen er resultatet af Grundtvigs bearbejdning.
”Til Nazaret det budskab går, / som Gud sin engel byder, / Maria dér en hilsen får, / vidunderlig den lyder; / som lyn indtræder Gabriel / med et hilsæl, / som skrækker, skønt det fryder.”
En konkret Gud
Gud bliver menneske. For at se det uladesiggørelige i den bevægelse er det nødvendigt at huske på, hvad betegnelsen Gud dækker over. Gud er den, der er der før os og efter os, den, der med sin kongestav kan nå fra det ene hav til det andet. Den, der har skabt verden og stadig skaber. Denne uendeligt store Gud er det, der i mennesket Jesus har gjort sig begribelig og konkret.
”Livsaligste blandt Evas køn! / Gud så til dig i nåde, / du føde skal Guds egen Søn, / som haver alt at råde, / som strækker ud sin kongestav / fra hav til hav, / til alle slægters både. // Guds kraft dig overskygge skal, / og Ånden fra det høje / med nåde uden mål og tal / sig over dig skal bøje; / og Jesus er hans søde navn, / som du i favn / skal se med moderøje!”
Glæden på forskud
Maria tog glæden på forskud. Hun brød ud i sang af bare taknemlighed, og den sang giver hun videre til os. Med ’Nu kom der bud fra englekor’ beder den syngende om, at den spontane fornemmelse for, at det ender godt, som Maria udtrykte, også må blive vores.
”O Herre Jesus, lad din Ånd / mig kraftig overskygge, / bered mit hjerte ved din hånd, / at du deri kan bygge, / at også jeg kan åndelig / undfange dig / og aldrig fra dig rykke!”
Ikke flere ofre
Vi kan med Maria i tanken bede om, at vi, som hun, kan mærke, at Gud har taget bolig hos os, og at det betyder, at vi er befriet fra alt det, som kan tynge os af selvbebrejdelser. At vi ikke behøver at bringe det ene offer efter det andet for at retfærdiggøre vores plads i verden, men at vi, uanset hvordan verden i øvrigt vender, altid må kunne mærke, at vi er gode nok, som vi er.
”Så skal din Himmel i mig her / ved Åndens kraft begynde, / mit hjerte, sjæl og al begær / sig op til Gud skal skynde, / indtil jeg bliver engle lig / i Himmerig / og aldrig mer skal synde!”
Kirsten Weiss Mose
Læs mere:
Erik Norman Svendsen: Syng for livet. Guide til salmebogen. Kristeligt Dagblads Forlag 2008.
I anden række. Prædikenvejledning til Anden tekstrække. Red. Ulla Morre Bidstrup, Leise Christensen, Jørgen Demant, Peter Nejsum. Aros Forlag 2009
Læs salmen og hør melodien på www.dendanskesalmebogonline.dk