En vrimmel af gravide kvinderShare|

Det er Marias bebudelses dag. Om ni måneder, julenat, nedkommer Maria med Jesus. Hun bryder ud i lovsang. Hun lovsynger den Gud, der har skabt liv i hende

Da sagde Maria: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!” Luk 1, 46-47

Abraham og Sara
Beretningen om Guds besøg hos det barnløse par i Mamrelund er placeret som gammeltestamentlig læsning på Maria bebudelses dag. I Første Mosebog får Abraham løftet om at blive et stort folk. Men Abraham og Sara er stadig barnløse og nu højt oppe i årene. Udgangspunktet for Herrens besøg hos parret er derfor den udeblevne opfyldelse af Guds løfte til Abraham. Mens Gud indtil nu har henvendt sig til Abraham i ord eller i drømmesyn, møder Gud nu op sammen med to engle. Fortællingen giver en malende beskrivelse af den orientalske gæstfrihed. Men det er ikke det der er det udslagsgivende. Det er derimod de vedvarende løfter til Abraham.

Saras latter
Da Sara hører at den besøgende lover dem en søn inden for det næste år, må hun le. Løftet går på tværs af al menneskelig erfaring. Hun er ikke længere i den fødedygtige alder og kan heller ikke forestille sig, at hun med sin gamle krop skulle få lyst til sin mand. Sara ler ved bebudelsen. Da sønnen er født får han navnet Isak, der formentlig er en forkortelse af det hebraiske udtryk ”Gud ler”. Med Isaks fødsel har livet sejret, og Gud har vist at han er skaberen, for hvem intet er umuligt. Den udvalgte fødes ikke af menneskers vilje, men fordi Gud vil det.

For Gud er alt muligt
Fra det tidspunkt, hvor kirken fejrer Gabriels besøg hos Maria, til festen for Jesus fødsel går der således ni måneder. Dermed indikeres at bebudelse og undfangelse skal forstås som nært forbundne. I Lukasevangeliet er bebudelsen knyttet sammen med beretningen om den aldrende Elisabeths graviditet. Hun, der er for gammel til at føde, er alligevel blevet gravid. Og Maria der endnu ikke er gammel nok, bliver gravid ved Helligånden, ”thi intet er umuligt for Gud” (Lukasevangeliet 1, 37). På denne baggrund drager Maria på besøg hos Elisabeth, som mærker sit barn springe af glæde og derpå velsigner Maria.

Et net af tekster
Marias lovsang er svaret på Elisabeths velsignelse og er bygget over en gammeltestamentlig tekst. Da Samuels mor, Hanna, afleverer sin netop afvænnede søn i templet i Silo, beder hun en takkebøn. Hanna er endnu en af de barnløse kvinder i Det Gamle Testamente. Hun har bedt sig til sønnen, og Gud har bønhørt hende. Da hun giver Samuel tilbage til Gud, lovpriser hun Gud for hans store gerninger og for at have taget sig af de svage og betegner sig selv som ”din ringe tjenerinde”. Lovsangen slutter med Guds omsorg for Abraham og hans slægt til evig tid og knytter dermed tråden tilbage til løftet til Abraham om at blive et stort folk. Både Hannas lovsang og Abrahamtraditionerne bliver på denne måde indertekster til Marias lovsang.

En helhjertet lovsang
Maria synger af hjertens grund, ikke en halvkvædet vise, men en helhjertet lovsang til den Gud, der lader noget noget sådant ske og netop for hende. Hun jubler og synger, fordi hun har oplevet noget forunderligt og vidunderligt ske. Og sangen bærer det hun har oplevet, videre. Sara og Maria er skildret meget forskelligt. De er i hver sin ende af livet, da de bliver gravide, og deres reaktion på bebudelsen er tilsvarende forskellig. Den gamle livserfarne Sara møder nyheden med en tvivlende latter, der igennem fortællingernes forløb bliver til en glædens latter. Maria er ved kvindelivets begyndelse, hvor tanken om graviditet er naturlig nok, men næppe forbundet med Helligånden.

Frelseshistorien
Der er mange tekster og skikkelser der spiller sammen og ligger som et net under Marias lovsang. De to kvindeskikkelser, vi møder på Marias bebudelses dag fra Det Gamle Testamente og fra Det Nye Testamente, står i kontrast til hinanden. Saras vantro latter står i kontrast til Marias sang og enkle og fromme svar til englen. Hun siger: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” (Lukasevangeliet 1, 38). Hannas bøn gør det tydeligt, at den udvalgtes fødsel er for folkets skyld. Disse mødres historie bliver netop gennem Hannas bøn og Marias lovsang sat ind i folkets historie og Guds store gerninger til gavn for folket. Det afgørende er den rolle, Gud har udset disse nyfødte til at spille. Maria synger af sine lungers fulde kraft. Hun synger. ” Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!” (Lukasevangeliet 1, 46.47).

Ulla Toft, sognepræst i Vetterslev og Høm, Roskilde Stift

Læs mere
Søndagens tekst kan læses i Lukasevangeliet 1, 46-56.
Der er også salmer, der belyser teksten fra forskellige vinkler:
71: Nu kom der bud fra englekor
441: Alle mine kilder

Gå i dybden
Maria Louise Lefévre. Maria – Essays. Forlaget Multivers 2001.
Bente Lybecker. Maria og Helligånden. Studier i nyere romersk-katolsk mariologi. Forlaget Multivers 2003.