Syndens litaniShare|

I domkirken er der tradition for at indlede gudstjenester i fastetiden med litaniet. Og lade fakultetets lærere stå for gudstjenesterne. Vi har talt med professor Kirsten Busch Nielsen

- Det er virkelig meget fortjenstfuldt, at domkirken har denne skik, fortæller professor, dr.theol
Kirsten Busch Nielsen, der prædiker på søndag kl. 17 i Vor Frue. I disse fasteuger indledes søndagsgudstjenesterne ikke som almindeligt med præludium, indgangsbøn og lovsang, men derimod med det oldgamle litani (DDS 432), der fremføres som en vekselsang. Heri findes elementerne påkaldelse, bøn om forbarmelse og syndsbekendelse. Som derefter ikke følges op af Gloria (lovsang), men derimod syndsforladelse, der meddeles menigheden af præsten ”for Vorherre Jesu Kristi skyld”. Først herefter synger menigheden første salme.

Begynder med en uro
- Det er en ”stejl” åbning af en gudstjeneste, siger Kirsten Busch Nielsen, der er i færd med at forberede sig til søndagens gudstjeneste. 
- Det skyldes ikke, at der teologisk betragtet er noget forkert ved litaniet. Selvfølgelig ikke. Men den stærke betoning af syndsbekendelsen, der lyder i dette råb fra dybet, kan – når det befinder sig så eksplicit i gudstjenestens optakt - gøre det svært at finde rytmen i gudstjenesterne. Fra alter og prædikestol såvel som fra kirkebænk, siger hun og fortsætter: - Med litaniet som optakt til gudstjenesten begynder den i utakt. Der er en uro, en fremmedhed, at overvinde. Hvilket også skyldes, at vi er uvante med den måde at indlede gudstjenesten på.

Mellem synd og tro
- Det, vi erindres så udtrykkeligt om, er, at vi som mennesker er spændt ud mellem synd og tro. Det indebærer, at vi skal nå frem til en anerkendelse af, at vi er forpligtede på ikke at tørre ansvaret af på andre, men derimod vedkende os, hvem vi er. Først i denne erkendelse bliver det nemlig muligt for os at tro på, at synden er brudt, at vi er tilgivet. Derefter kan vi træde i karakter som frie og ansvarlige. I almindelige gudstjenester ligger dette som et grundtema, og det bliver sagt så tydeligt som i litaniet, hvor bevægelsen mellem synd og tro tager sin begyndelse. Hvor brydes synden? Hvordan kommer dette brud i stand?  Kommer erkendelsen, fordi vi ”afsløres” som syndere af loven, som traditionen siger, eller fordi evangeliet overbeviser os herom? I den almindelige gudstjeneste er det ikke ganske klart, hvad der er begyndelse og slutresultat i den dialektiske proces, hvormed erkendelsen bringes til veje. Men når vi indleder gudstjenesten med det oldgamle litani, siges det tydeligt, at det begynder med en slags demonstration af synden, udtaler Kirsten Busch Nielsen.

Fin tradition med udfordringer
- Jeg er ikke i tvivl. Synden er et besværligt, men helt nødvendigt begreb i kristendommens anskuelse af mennesket. Fastetidens tekster slår det fast igen og igen og minder derved om, at kristendommen her siger noget, der adskiller sig fra andre forståelser af mennesket. Opgaven er så at give dette et gudstjenstligt udtryk, der lader gudstjenesten hænge sammen: fortvivlelse og fortrøstning, synd og nåde - henover litaniets stejlhed. Men fint er der, at denne tradition fastholdes, slutter Kirsten Busch Nielsen af med at sige.

Karen Schousboe

Prædikanter i år har indtil nu været Bent Flemming Nielsen og Svend Bjerg. På søndag prædiker Kirsten Busch Nielsen og endelig Niels Jørgen Cappelørn. Kirsten Busch Nielsen kan høres ved gudstjenesten søndag den 7. marts kl. 17.00 i Københavns Domkirke på Vor Frue Plads.

Læs mere i temaet om synd >>>

Opdateret  07-01-2011