Senmoderne syndShare|

Ordet synd siger måske ikke folk så meget; men fænomenet kender folk godt. Vi har talt med sognepræst Mikkel Wold, der underviser i sjælesorg i Løgumkloster

Til daglig er Mikkel Wold sognepræst i Marmorkirken. Men herudover er han fast knyttet til Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster med den opgave at stå for undervisningen af landets præster i sjælesorg. En af pointerne i denne undervisning er, at man som præst selvfølgelig skal kunne beherske et vist mål af terapeutiske teknikker. Men i sidste ende er det dog vigtigst at have blik for, at en sjælesørgerisk samtale skal sætte et vist mål af dogmatik i spil. Og nogle gange kan begrebet synd også indgå. Sjældent direkte, men som en klangbund for samtalen. På dette punkt mødes præsten imidlertid af en særlig udfordring, nemlig sprogtabet.

Ordet synd er blevet dødt
- Der er sket et ord-tab, ja, et sprogtab, siger Mikkel Wold og fortsætter:
- Folk ved ganske vist godt, hvad fænomenet synd er, men vi har forsømt at tale om det, skønt ordet synd jo er et af de kristne kernebegreber. I mange år har vi imidlertid danset ballet rundt om det af angst for at virke fordømmende. Og så er begrebet og ordet blevet ”dødt” mellem hænderne på os. På samme måde forholder det sig med begrebet ”dom”. Vi ved udmærket godt, hvad det betyder; men vi har så at sige udgrænset det af kirkens sprog. Det er ikke alene et sprogtab, men også et svigt, såvel i gudstjenesten som i sjælesørgeriske sammenhænge. Fænomenet skal nemlig medtænkes, ellers bliver  folk overladt til sig selv med deres egne forestillinger, og vores gudsbillede bliver blot et blegt genskin af os selv, mener sognepræsten.

Hvilke synder? 
- Hvilke synder folk begår i vores tid, spørger du? På en måde er det meget, meget mangfoldigt. På den anden side synes jeg imidlertid, at det kan beskrives ganske præcist, hvis vi betragter det mere overordnet, siger han.
- Vi prøver i vores tid at være vores egen lykkes smed, og vi kæmper derfor for at være i kontrol hele tiden. Men det forpester vores kultur. Det er en kollektiv vrangforestilling, at vi kan have fuldt kontrol over det, der angår os. Det gennemsyrer hele samfundet, vi har fået kontrolsyge. Men vi knækker uværgeligt halsen, når vi prøver på at få magt over det hele. Og det medfører som regel en brutalisering af samfundet, fordi tålmodigheden med dem, der ikke kan være perfekte, bliver mindre og mindre. Se bare på, hvordan medierne driver klapjagt på enhver, der laver en fejl.

Vi er kontrolryttere
I vor tid ender det så ofte med, at vi finder områder, som vi dyrker helt hysterisk for at få kontrol over dem – eksempelvis spisning og kropsdyrkelse. Det ser vi eksempelvis, når nogen overtræder budene om, hvad vi må spise. Så ender det ofte med, at omverdenen tillægger os en dyb skyldsbevidsthed, som vi så tager på os. I stedet skal vi lære os selv og hinanden at give slip og få en bedre virkelighedserkendelse. Der er ting, vi ikke kan styre, men vi kan indtage en holdning. Jeg er ikke herre over, hvad der møder mig, men jeg er til en vis grad herre over, hvordan jeg forholder mig til det, slutter Mikkel Wold af med at sige.

Karen Schousboe

Læs mere i temaet om synd >>>

Opdateret  07-01-2011