Denne er dagenShare|
Trinitatistiden er - trods sin mangel på fester - fuld af brydning og betydning. Hver søndag er en festdag. Det skriver Grundtvig om i ugens salme ’Denne er dagen, som Herren har gjort’ (DDS 403)
De store kirkefester er overstået, og vi står nu ved indgangen til den lange periode, der strækker sig frem til advent, trinitatis-tiden. Trinitatis-tiden er grøn – både liturgisk og ude i naturen. Det er spiringens, vækstens, blomstringens og høstens tid. Det kan godt være, at trinitatis-tiden er blevet kaldt den festløse del af kirkeåret – hvad den jo er – men det er en periode, der er fuld af brydning og betydning. Og hver søndag er en festdag, der udfolder betydningen af den frelseshistoriske tour de force, som jul, påske og pinse er.
Denne er dagen, som Herren har gjort,
den skal hans tjenere fryde.
Op han i dag lukked Himmerigs port,
så skal hver søndag det lyde;
thi i dens hellige timer
herlig af graven opstod Guds Ord,
nådig fra Himlen Guds Ånd nedfór.
Ved I nu, hvorfor det kimer? (403,1)
Hver eneste søndag er en genkaldelse af Jesus’ opstandelsesdag og en ihukommelse af dens betydning. Sådan som søndagen gennem hele Guds historie med mennesker har været prisme for lyset, sådan er hver eneste søndag den dag, hvor lyset fortættes, forkyndes og formidles i gudstjenestens gudsnærvær:
Tungerne binde dig krans over krans,
alt som vort hjerte opglødes!
Højtiden vokse med dagen!
Påske og pinse udsprang af jul,
så lad og glæden af tro i skjul
spørge forgæves om magen! (403,3)
Gudstjenestens grundtone skal derfor være glæde og hver enkelt skal forstå sig som tiltalt, tilgivet og tilskyndet til at leve sit liv i lyset fra den opstandne.
Frels da nu, Herre, giv lykke og held!
Værket i dag er dit eget.
Lad millioner dig takke i kvæld,
for du dem har vederkvæget!
Ja, lad dem prise med glæde
Ånden, som taler og trøster frit,
folket velsigner i navnet dit,
viser, din fred er til stede! (403,2)
Søndagen blev meget tidligt de kristnes gudstjeneste-dag. Plinius den Yngre, der var romersk guvernør i Lilleasien, skriver allerede i en indberetning i 112 til kejser Trajan, at ’de kristne kommer sammen før daggry på en bestemt dag for at synge lovsange til Kristus som til en gud’. Plinius’ indberetning, der er den tidligst kendte, ikke-kristne reference til de kristnes gudstjeneste, viser os to ting: At gudstjenesten tidligt er kommet til at ligge på en bestemt dag – søndag – og at lovsang har været det bærende element i gudstjenesten.
Gudstjenesten er et møde mellem Gud og mennesker. Ikke umiddelbart og direkte, men formidlet gennem de ord og handlinger, som udgør gudstjenesten. Jørgen Demant formulerer det i sin bog om gudstjenesten (Søndag morgen) på den måde, at ”gudstjenesten er indøvelse i et kristent livssyn. Lovsangen opøver mig i taknemmelighedens nådegave. I bønnen skærpes min sans for på den ene side tilværelsens grænser, på den anden side Guds muligheder for nye horisonter. I velsignelsen indgydes jeg tro og myndighed til at leve. Kort sagt: Troen lærer én at leve på en bestemt måde” (side 15).
Lad os det føle og smage:
Ånden er bedre end kød og blod,
Herren er liflig og ejegod,
kristne har kronede dage! (403,4).
Peter Birch er sognepræst i Vor Frelsers Kirke