1. søndag efter trinitatisShare|
Stemningen denne søndag er præget af alvor og dybde, hvilket har sat sit præg på ugens bud på salmer og musik til søndagen
Teksterne til denne søndag handler om noget, som Det Nye Testamente overalt advarer imod, nemlig kærlighed til penge, og dette alvorlige emne kan om noget minde os om, at vi er syndere, der har brug for Guds nåde.
Her passer Hans Christensen Sthens salmetekst: ”Gud efter dig jeg længes” glimrende ind, og den kan uden videre overskrives til Heinrich Isacs underskønne korsats fra slutningen af 1400-tallet: ”Insbruck, ich muss dich lassen”. (Findes i mange samlinger, bl.a. ”Chorus 1” fra Egtved). Disse to parter, altså salmeteksten af Sthen og korsatsen af Isac, passer til hinanden som hånd i handske, og Heinrich Isaacs verdslige korsats bliver derved ”kristeligt forvendt”. Som introitus på denne søndag vil den anslå en stemning af – foruden betagende skønhed – alvor og dybde, der helt falder i tråd med dagens evangelium og dagens læsninger.
Salmer 1. del
Vi begynder med en festlig morgensalme, som passer til dagens tema: DDS 743 ”Nu rinder solen op af østerlide”. Kingos tillid til og tro på Gud er klippefast: ”Du bedst min tarv og trang, o Herre, kender, tilmed er lykkens gang i dine hænder…”.
Efter læsningen af teksten fra Prædikerens bog og 1. Timotheus brev passer DDS 692 ”Du skal i denne verden ej dig af dit guld hovmode” Salmen er skrevet over teksten om den utro godsforvalter, men kunne ligeså nemt være skrevet over lignelsen om den rige bonde. Det er en søndag, hvor egoismen får sig et hovedstød. Vi får virkelig læst og påskrevet, hvor ødelæggende for andre og måske mest for os selv, egoismen er.
I gudstjenestens 3. salme bliver vi mindet om, hvor enkelt og fattigt Jesus boede og levede. Vi synger nemlig DDS 163 ”Fuglen har rede, og ræven har grav”.
Motet
Når introitus er alvorlig og indadvendt, vil det være helt naturligt, at motetten er udadvendt og løser op. Lad os blive ved den herlige gamle musik og opføre ”Cantate Domino semper” af Michael Prætorius (Egtved, 17 A 9).
Salmer 2. del
Efter prædikenen synger vi DDS 311 ”O Helligånd, du skat så skøn”. I hver gudstjeneste bør der så vidt muligt være en Helligåndssalme ikke mindst her i Trinitatis-tiden. Søndagens alvorsord bliver tunge at bære, hvis vi ikke bliver mindet om, at det er Gud Helligånd, som skal bevirke i vort hjerte, at vi handler i kærlighed imod vores næste. Vi må altså denne søndag undvære en salme, der lægger sig op ad nadveren.
Efter nadveren synger vi DDS 474 ”Jesus Krist, du gav mig livet”. Nu har vi været ved Herrens bord, og fyldt af taknemlighed og glæde over Guds nåde og barmhjertighed kan vi bede ”Gør, at jeg din ære fremmer, over dig mig selv forglemmer!”
Den sidste salme er DDS 41 ”Lille Guds barn, hvad skader dig”. Selvom man sjældent skal slutte en gudstjeneste med så mange vers, så er denne salme skøn at slutte med på en dag, hvor der har været tale om vore daglige fornødenheder og vores behov for at dele med næsten. Gud vil sørge for os, og når vi overvældes af bekymringer om vort liv og vore daglige fornødenheder, så er det trygt at lægge sig i Guds hånd.
Postludium
Med to gamle musikstykker som henholdsvis introitus og motet, vil det være på sin plads at spille noget nyere som postludium. Her kan man lade sig inspirere af årstiden og spille en af de lyse, lette og ”fynsk klingende” satser fra Carl Nielsens 29 små præludier, f. eks. nr. 23 i Es-dur. For nemt og for kort at spille for en professionel organist? Eller også er det en stedsegrøn udfordring for enhver organist at gøre rede for Carl Nielsens tanker i netop disse små kirkemusikstykker, som han skrev mod slutningen af sit liv, og som måske (der siges udtrykkeligt måske, for man kan jo ikke vide det) indikerer, at Carl Nielsen som ateist på sine ældre dage vendte sig imod den kristne tro.
God 1. søndag efter Trinitatis ønsker Ole Reuss Schmidt og Agnethe Zimino