Fællesskab og forskellighedShare|
Den, der tænker i modsætninger er bundet af modsætningerne. Men at Gud er én og samtidig tre betyder frihed. Frihed til at kunne se både forskellighed og samhørighed
De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Matt 28,16-20
Modsætningernes verden eller plads til nuancer
Så bliver der da disse tre: fader, søn og helligånd. Men størst af alt er helligånden. Vi kender treenigheden fra Paulus’ berømte kærlighedens højsang. Men ordet tre indgår som helligt tal mange andre steder i Biblen. Og i vores kultur. Den blandt pædagoger kendte tænker Niklas Luhmann diskuterer i en tekst fra 1987 spørgsmålet om tallet to og tallet tre. Han henviser her til kristendommens forståelse af tre-tallet, som væsentlig for friheden. Hvordan, tænker man, kan et tal have noget med frihed at gøre? Pointen fremgår i hans sammenligning mellem det at tænke dualt eller at tænke trinitært.
Logikkens bastion
Den, der tænker dualt, tænker i modsætninger og er bundet af modsætninger. Den duale tænker er altid ude i et enten-eller: Enten mørke eller lys. Enten mand eller kvinde. Enten barn eller voksen. For den binære logik, som også er Vestens, består verden af modsætninger. Og som det fremgår af verdenshistorien, er modsætninger ofte i kamp. De er i hvert fald altid klar til kamp, sådan som de står dér over for hinanden og er netop: i opposition. Dette ses i formallogikken, hvor tertium non datur: Der gives ikke noget tredje. Logik kan kun opretholdes, hvis alle nuancer skæres bort. Der forbliver blot et: enten det ene eller det andet.
Samhørighed mellem modsætninger
Luhmann siger, at kristendommens tre-tænkning her står som en konstant udfordring af den binære tænkning. Her ligner han den danske tænker Kierkegaard, som i den grad udfordrede vores forståelse af enten-eller, ikke mindst i hans værk af samme navn. Heller ikke i dette værk findes et enten-eller. Tværtimod, siger Luhmann, er der altid en samhørighed imellem det, der sættes som modsætning. Dvs. det, der sættes som modsætning, er sat ved det ord, som skaber. Modsætningerne sættes sammen, når de modsættes. Mørke bliver kun mørke gennem dets modsætning. Man skal derfor passe på med at opstille modsætninger, for derigennem kommer de netop til at høre sammen.
Det tredje punkt
Det, der er binært, er allerede bundet sammen i det tredje. Det tredje er selve enheden imellem de to. Fx ”mand og kvinde” er således i en trinitær tænkning slet ikke modsætninger, men samhørende i oppositionen. Oppositionen ophæver sig, og det, man er samlet om, bliver det, man skal fokusere på. Væk med alle modsætninger, som netop kan være befriende at komme af med i en tid, der er vild med at sige, at nu er alt forskelligt fra alt: Ikke mindst har mange travlt med at sige, at mænd og kvinder er så forskellige... Men vigtigere er det at tænke på det fælles, som samler os. Og det er menneskeligheden. Det er det tredje punkt, eller måske rettere det første, at vi ikke skal forblive i forskellen til det andet, men blive ved det, der samler os.
Friheden til at gå
Friheden består derfor i både at kunne se forskel og at kunne se samhørighed. Den frihed er i kristen forstand indstiftet af helligånden. En ved første øjekast mild hvid due, som kaster sit stille lys ud over os, men i anden omgang er den fred og den mildhed, som samler mennesker, i vores modsætninger. Helt uden tvang til frihed. Og endda uden tvang til forsoning. Hvor forskellene er for store, og uenigheden ikke kan mildnes, har vi friheden til at gå.
Større findes det ikke.
Camilla Sløk er lektor på Copenhagen Business School