Frederiksbergs kirker vånder sig Share|
Kirkerne på Frederiksberg står over for massive besparelser på en femtedel af budgetterne
Mens forårets slud og regn er faldet, har kirkerne på Frederiksberg ført lange og intense økonomiske forhandlinger. Baggrunden er, at kirkerne over de næste tre år skal finde samlede besparelser i størrelsesordenen 20 % set i forhold til budgetterne for 2010. Besparelserne er foranlediget af, at ændringer i Landskirkeskatten fremover betyder en merudgift for Frederiksberg på ca. 4,5 mio. kr.
Desuden er der oparbejdet et underskud på 6,5 mio. kr. til kommunen, fordi kommunen har været for optimistisk i sit skøn over skatteudskrivningsgrundlaget. Denne gæld skal forsøges betalt af i løbet af de næste to år. For at sikre enhver kirke et minimalt driftsbudget er de foreslåede nedskæringer fordelt således, at hver kirke er sikret et absolut minimum til driften. For Frederiksberg kirke indebærer det, at udkastet til budgettet for 2013 ligger på 70,4 % af budgettet for 2010.
- I praksis betyder det, at vi er tvunget til drastiske besparelser, udtaler formanden for Fredeiksberg Kirkes menighedsråd, Dorith H. Grinderslev. I gennem mange år har vi således haft stort held med et meget aktivt menighedsliv. Vi må se i øjnene, at dette arbejde er truet, hvis der ikke findes andre løsninger i provstiet. For at gøre opmærksom på den håbløse situation, vi befinder os i, har vi derfor sendt et brev til Folketingets Kirkeudvalg, til Biskoppen og til Kirkeministeren, samt til Kr. Dagblads debatredaktion, hvor vi gør rede for situationen. Udfordringen er nemlig, at den fornuftige løsning, som består i strukturændringer i provstiet – dvs. samarbejde på tværs om eksempelvis kirkekontorer og eventuelle sognesammenlægninger – ikke kan finde sted, med mindre de enkelte menighedsråd er villige hertil, udtaler hun.
Provstiets ansvar- Det er Provstiudvalget, der har det overordnede ansvar for provstiets økonomi, udtaler provst Peter Holm og fortsætter: Dvs. at provstiudvalget skal fastlægge det økonomiske niveau og fordele det beløb fra kirkeskatten, der er tilbage, når landskirkeskatten er betalt. Når man imidlertid stilles over for at skulle effektuere så store besparelser, som vi har været udsat for på grund af landskirkeskattens omlægning og den generelle demografiske udvikling på Frederiksberg, har Provstiudvalget ikke mulighed for at styre pengestrømmen så rationelt, som det gerne ville. Vi er forpligtet på at sikre hver eneste kirke basale driftsmidler, og enten skal kirkeskatten hæves, eller også skal der foretages strukturændring med henblik på at skabe at skabe større enheder, der er økonomisk bæredygtige. Men det er kun menighedsrådene, der har kompetencen til at etablere samarbejde på tværs af sognene og foretage eventuelle sammenlægninger, udtaler provst Peter Holm og fortsætter:
- Provstiudvalget skal organisere økonomien, men kan ikke ændre på den kirkelige struktur, og dette paradoks har udvalget netop skrevet til Kirkeministeren om.
Udfordringerne er blevet synlige I løbet af foråret har menighedsrådene på Frederiksberg drøftet disse spørgsmål. Den seneste måned har dog været særlig intens. Baggrunden er, at provstiet i midten af april meldte en fordelingsnøgle ud samt pålagde de enkelte menighedsråd at finde de nødvendige besparelser. Det har betydet, at menighedsrådene har været tvunget til at sidde og udmønte besparelserne konkret. Herved har det vist sig, at opgaven er næsten umulig. Forleden mødtes formandskredsen på Frederiksberg da også og vedtog i fællesskab, at foreslå Provstiudvalget at arbejde med idéer til strukturændringer.
- I vores lokalområde arbejdes der således konstruktivt med eventuelle sammenlægninger og om, hvordan og hvorledes vi i fællesskab kommer videre, slutter Dorith H. Grinderslev.
Konkret indebærer det, at menighedsrådet den 27. maj har sat drøftelsen af et eventuelt samarbejde mellem Frederiksberg Kirke, Frederiksberg Slotskirke og Solbjerg Kirke på dagsordenen. Punktet drøftes dog for lukkede døre, da der indgår personaleforhold i drøftelserne.
Karen Schousboe
Læs
debatindlæg om situationen i Frederiksberg Kirke, der er fremsendt til Kirkeudvalget, Kirkeministeren samt Kristeligt Dagblad.