Dagbog fra CannesShare|
Cannes, fredag d. 21. maj
I dag var der en fortættet atmosfære, inden filmen Hors la loi af Bouchareb Rachid. Vi skulle igennem dobbelt security-check, og der var politi alle vegne. Festivalen viser flere politiske film, og her var man altså forberedt på lidt af hvert. Jeg har dog ikke observeret nogen form for uroligheder. Filmen handler om Algeriet og ønsket om uafhængighed efter krigen. Algeriet var splittet mellem en fraktion der samarbejdede med Frankrig MNA og en fraktion der fandt det nødvendigt med regulær modstand, en modstandsbevægelse, FNL. Filmen slutter med uafhængigheden i 1963, men først efter en længere periode med voldsomme sammenstød mellem FNL og det franske politi. Jeg har ikke pressematerialet hos mig, ellers ville jeg gerne have set på baggrunden for at lave filmen.
I går så vi blandt andet Route Irish af Ken Welch, som kom med lige på falderebet. Igen en politisk film om de professionelle soldater i Irak. Man følger en tidligere soldat, der er tilbage i England og som vil opklare sin vens død i Bagdad. En film, der på en gang er fuld af hæsligheder og dokumentarisme.
Vi har lige været til frokost hele presseholdet, altså ca. 400 personer, inviteret af Cannes borgmester Bernard Brochand. Kvinder klædt i folklore -dragter med blomsterkranse ved indgangen til Tour du Suquet ventede os, og vi blev bænket ved lange borde. Der blev serveret provencalske retter med vin til og desserter. Der er en imponerende udsigt deroppe fra ud over havnen med Palais de Festival og hele kyststrækningen. Havet er fyldt af lystbåde og solen skinnede fra en blå himlen.
Lidt om baggrunden for den økumeniske jury Tilbage i tredverne opfordrede pave Pie XL til, at filmen havde et ansvar for sin påvirkning på publikum. Filmen havde stor fremgang på det tidspunkt, og den katolske kirke forudså, at det var her, at man kunne nå folk. Paven XL mente, at filmen ville få stor indflydelse på folk. Man begyndte derfor rundt omkring i de katolske menigheder at vise film og debattere dem. Protestanterne kom først rigtigt med noget senere. Først i 50érne inviterede de til debat omkring filmprojektioner i menighedssalene og tog muligheden alvorligt at få folk i tale på denne baggrund med mulighed for at diskutere kristne værdier. På denne baggrund begyndte de kristne kirke at understøtte hinanden og to forskellige organismer blev skabt: OCIC, Organisation Catholique Internationale du Cinema, skabt 1928 (Den blev til SIGNIS i 2001 og INTERFILM) og Organisation Internationale Protestante du Cinema i 1955.
Disse to organisationer udfører et stort arbejde med henblik på information og undervisningen indenfor film. Paa baggrund af deres løbende debatter har det formået af få flere festivalers opmærksomhed som har inviteret dem til at konstituere økumeniske juryer. Kriterierne for de to organismer for juryer er meget ens. I Cannes besluttede man sig for i 1974 at lave en fælles jury
Kriterierne er:
- Høj æstetisk kvalitet
- Filmene bor vise menneskelige eller spirituelle værdier som vi genfinder i evangelierne
- Film der tager vores ansvar op som kristne og som fastholder os på menneskerettighederne og menneskets værdighed
- Film der udviser solidaritet med minoriteter, undertrykte og udstødte
- Film der har sit fokus på forsoning og fred
- Film der viser respekt for naturen og vores planet
- Film med en universel tilgang
I dag er der ikke nogle andre festivaler,hvor Signis og Interfilm optræder parallelt. De indgår altid i et økumenisk samarbejde med støtte fra lokale kirkelige kræfter. Her I Cannes deltager de forskellige præster til diverse receptioner og deres lokaler stilles til rådighed, og vi har afholdt fælles gudstjeneste i den anglikanske kirke.
Cannes, tirsdag d. 18. maj
Endelig har jeg fået netværksforbindelse her på hotellet. Så er det meget enklere at sende lidt nyt hjem.
I søndags havde vi montee des marches, og det var Bertrand Taverniers film, ”La princesse de Montpensier”, vi skulle se – i øvrigt sammen med flere af skuespillerne. Jeg så også Mads Mikkelsen på den røde løber den aften. På vej op ad trappen står der fotografer på begge sider og filmer løs. Vi havde en særlig aftale med tv-stationen FR3, der følger os hernede.
Samme formiddag havde vi først gudstjeneste både i den reformerte og i den katolske kirke med efterfølgende møde i gaden og derefter pressekonference, hvor FR3 også fulgte os og interviewede os. Jeg har hilst på den reformerte præst i Antibes og har hilst på flere af de katolsk gejstlige fra Cannes. Jeg følte mig meget hjemme hernede, og prædiken om Jesus' himmelfart handlede om, hvordan vi ikke skal se på himlen, men være til stede her hos hinanden og tjene hinanden, og hvordan himmelfarten også gør det muligt, at Jesus er til stede iblandt os, altså nærværende. Vi afsluttede med nadveren.
Vi har også været til reception hos Cannes borgmester Monsieur Bernard Brochand, igen med fotografering. Han holdt en spændende tale om Cannes festivalens historie. Den blev til lige inden 2. verdenskrig og fortsatte igen efter freden. Dens formål er først og fremmest at hylde pressefriheden. Dette er meget aktuelt på denne festival, da der er mange politiske film, der berører konfliktstof. Det gælder også den officielle udvælgelse af film, f.eks. ”Biutiful” af Inarritu, der blandt andet viser, hvorledes kinesere og andre immigrantarbejdere bliver udnyttet og lever under de værste forhold i Barcelona.
Barcelona er i øvrigt rammen for en film om Uxbal, der lever i slum i et kriminelt miljø, men som forsøger at hjælpe, hvor han kan. Filmen handler også om døden, og hvordan vi lever med den. En meget smuk film. Vi har også set filmen ”Carancho” af Paplo Trapero, der foregår i Buenos Aires og omhandler forsikringssvindel i forbindelse med færdselsulykker, som de har uhyggeligt mange af, og som der tilmed bliver spekuleret i.
I morgen bliver der afholdt en økumenisk gudstjeneste i den anglikanske kirke, og så forsætter det med film og vores arbejdsmøder. Med hensyn til de film vi har set, er vi meget enige om deres værdi, og vi har lagt flere film til side fra den officielle selektion, som vi så endelig på lørdag skal tage stilling til. Vi har set Beauvois Xaviers film ”Des hommes et des dieux” i dag”. En fantastisk historisk film som portrætterer en gruppe cistercienser munke, der holdt til i et lille kloster ved foden af Atlas, og som i 1996 blev henrettet af islamisk fundamentalister. Filmen er en stor, humanistisk film om en gruppe munke, der levede i fred med deres islamiske naboer, som de hjalp og støttede i det daglige – blandt andet med lægehjælp. De var også fortrolige med koranen og havde stor respekt for den islamiske tro og kultur.
Det var, hvad jeg havde på hjerte herfra. Vejret er vidunderligt, og jeg vil snige mig til en gåtur langs havet.
Cannes, torsdag d. 14. maj
Jeg har aldrig set så megen fest i gaderne. I skrivende stund er der ”Montee des marches” med celebrities, og hele promenaden er fuld af mennesker, der kommer for at få et glimt. Vi har set en film af Christi Puiu, der varede 3 timer om en desperat person, der møjsommeligt planlægger mord på sin familie. Vi har haft møde om de film, vi har set indtil nu, og vi var meget enige.
Vinden blæser lidt køligt, og musikken spiller. Her er fest fra tidlig morgen til langt ud på natten.
Jeg har ikke så meget nyt, men jeg vender tilbage.
Cannes, onsdag d. 13. maj
Jeg er godt ankommet og kørte fra lufthavnen af en af de mange lokale, der arbejder for den økumeniske jury. Vi kørte direkte til hotellet, hvor vi afholdte det første planlægningsmøde. Vejret er som én af de bedste danske sommerdage, måske endda lidt lunere om morgenen. Vi er 6 personer i juryen, og vi fortalte hver kort om vores baggrund, og der blev taget en masse billeder.
Tirsdag begyndte dagen med den officielle åbningsfilm ’Robin Hood” af Ridley Scott, og det var imponerende at se så mange pressefolk gå op ad trappen til Salle Debussy. Eftermiddagen gik for mit eget vedkommende med at se, om jeg kan skaffe adgang til den røde løber for min søn Frederik, og det ved jeg nu, at jeg ikke kan. Det er jeg ked af, da han jo havde set frem til dén oplevelse. Jeg skal sammen med de andre i gruppen officielt gå op ad den røde løber søndag aften.
Der var et lille pressemøde i går ved den økumeniske stand med flere præster fra området, og det var fint at mærke interessen for vores arbejde. Vores kriterier for at udvælge film blev diskuteret: Nemlig kombinationen af æstetisk, høj kvalitet og menneskelige værdier, som er forenelige med evangeliet, værdier som næstekærlighed, tilgivelse og håb. Filmen må ligeledes gerne have en spirituel dybde eller et transcendentalt perspektiv.
I går sluttede vi af med filmen ”Tournee af Amalric”. I dag har vi allerede set to film, i morges en koreansk film af Wang Xiaoshuai med titlen Chongqing Blues og herefter filmen The Strange Case of Angelica af Manuel de Olivera - den sidste af filmene er med i en anden selektion, nemlig ”Un autre regard” (Fra en anden synsvikel). Men vi har besluttet at se alle film fra denne selektion. Det betyder, at vi skal se ca. 4 film hver dag. Et anstrengende program, når der også skal spises, tales med pressen og skrives pressemeddelelser. Derfor skriver jeg også nu i al hast -for der er film igen kl. 14.00.
Det var vist, hvad jeg kan nå nu. Jeg vender tilbage.
Sanne Grunnet