For Gud er alting muligtShare|
Med denne himmelske kærlighed i ryggen sendes de tilbage til livet, tilbage til verden og hverdagen, som de befales at være i, men på en ganske anden, ja, på en helt ny måde
Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. Lukasevangeliet 24, 51.
Og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Ja, lige indtil disciplene fik, hvad de var blevet lovet, heldigvis! Kraften fra det høje, Helligånden, kan nemlig hverken spærres inde eller lokaliseres på bestemte steder. Og det er i grunden, hvad Kristi Himmelfart viser os.
En dobbelt bevægelse
Det kristne vidnesbyrd udmærker sig ved at fastholde Guds bevægelse fra himlen til jorden, fra det hellige bjerg til menneskenes jordnære tilværelse. Troen på, at Gud forlod sin himmel og blev mennesker lig for derved at vise os en ny begyndelse, er altafgørende, men bevægelsen tilbage er mindst ligeså betydningsfuld. For var Gud i Kristus ikke steget til himmels, ville hans allestedsnærværelse være svær at tro på. Himlen over os, uendeligheden, sikrer, at vi – alle som én – på tværs af racer, kontinenter, epoker, ja tid i det hele taget, kan tilbede Gud i ånd og sandhed.
Men når nu Gud foretager en dobbeltbevægelse, fra himlen til jorden og tilbage igen, så må vi også formode, at vi ikke udelukkende eksisterer i én dimension, men udfolder os i kraft af forskellige retninger og bevægelser, fx når vi tilbeder i ånd og sandhed. Derfor er det vigtigt at være nogenlunde klar over, hvad dette ”i ånd og sandhed” betyder. Der er nemlig ikke tale om, at ånden er min personlige ånd, eller at sandheden hentes i mit indre. Kristi Himmelfart minder os tværtimod om, at den guddommelige sandhed ligger uden for os, hvorimod vi har del i Guds hellige ånd.
Velsignelsens kraft
Og Jesus tager da heller ikke sandheden med tilbage til himlen, for at den skal blive dér! Godt nok tager han afsked med disciplene, siger farvel til sit liv i denne verden, men afskeden er ikke definitiv. Der er ikke tale om et brud, der opretholdes, for de vandtætte skodder mellem himmel og jord er en gang for alle blevet gennembrudt af Guds væren i verden, men særligt af hans tilbagevenden i denne verden efter hans død og ikke mindst opstandelse. Nu farer han så til himmels, men han efterlader det vigtigste af sig selv: Hans velsignelse, der fastholder den tætte sammenhæng mellem himmel og jord.
Derfor fyldes disciplene af glæde og ikke med frygt, som vi så ofte ellers hører, for de fornemmer, hvad velsignelsen betyder. De har oplevet at være tæt på det, der helt og holdent er af Gud. De har befundet sig så nær som muligt på det, der udtrykker Guds væsen, for de har stået ansigt til ansigt med ham. De har levet i den levende og genopstandne Guds nærvær.
Kærlighedens fornyelse
Med denne himmelske kærlighed i ryggen sendes de tilbage til livet, tilbage til verden og hverdagen, som de befales at være i, men på en ganske anden, ja, på en helt ny måde. For når Jesus siger til disciplene, at de skal prædike omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag, så betyder det, at der skal prædikes et helt nyt gudsforhold. Når disciplene og vi prædiker omvendelse, gør vi det nemlig i kraft af, hvad Gud, faderen, har lovet os: Kraften fra det høje. Den ånd, der er af Gud, og som ikke kan holdes tilbage. Helligånden, som rammer enhver, der tror kærlighedens, nådens og tilgivelsens mulighed. Den mulighed, der er evigt levendegjort i Kristus, og derfor også er nærværende for os, der lever efter disciplene. Ja, måske er den lige præcis mest til stede, når vi ikke længere kan få øje på vejen frem!
Derfor kan vi ligesom disciplene lade os fylde med glæde over, at når vi ikke længere selv magter, så tager han over. Det er jo den erfaring, der udspiller sig Kristi Himmelfart. I præcis det øjeblik, disciplene velsignes, og Jesus bæres op til himlen, erfarer de, at alt er muligt for Gud. Det gør det omvendt muligt for os at åbne os for hans velsignelse, tilgivelse og nåde, og derigennem tage afsked med forestillingen om vore egne bedrifter og fortræffeligheder.
Birgitte Kvist Poulsen er sogne- og studenterpræst i Hans Tausens Kirke og på KUA
Læs tidligere fromme klummer her