Der er dem, der mener, at kristendom i grunden er virkelighedsflugt og søde drømme. Men kristendom er ikke en smuk drøm, tværtimod. At blive kristen er at vågne. At gå fra drøm til virkelighed.
Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine … jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig.
Johannesevangeliet 17,9-11
Jeg læser for tiden Tolkiens Hobitten sammen med ét af mine børn. Og vi har begge været fascinerede af en af bipersonerne, den tykke dværg Bombur.
Som Tolkienlæsere vil huske, handler bogen om et rejseselskab, der tager ud for at finde en skat. Bombur, som er en af dem, falder på et tidspunkt i en forhekset flod, som får ham til at falde i en dyb søvn. Hans venner må bære ham ad en sti i en mørk, fortryllet skov, hvor de mangler både mad og drikke, og hvor det altid er nat.
Til sidst vågner han. Og fortæller grædende, at han har haft en vidunderlig drøm om mad, fest og sang. I vågen tilstand har han ingen af delene, og han har kun lyst til at opgive sit mål om at finde skatten, lægge sig til at sove igen og nyde sin smukke drøm. Og på den måde flygte fra virkeligheden.
Kristendom er at vågne Der er dem, der mener, at kristendom – og i øvrigt al religion – i grunden er virkelighedsflugt og søde drømme.
Den kristne selv oplever det modsat: Kristendom er ikke en smuk drøm. Tværtimod: At blive kristen er at vågne fra sådan en drøm. At gå fra drøm til virkelighed. Og dværgen Bombur er et godt billede på, hvad det vil sige at være kristen i verden – han er vågnet, han ser trylleskoven, som den virkelig er. Han er fristet til at opgive sit mål om at finde skatten til fordel for de søde drømme, men ender alligevel med at fortsætte vandringen fremad.
For den kristne vil verden altid have noget fremmed over sig, fordi det dybeste i hans liv ikke er den verden, han lever i, men det Guds rige, som kommer. At indse dét, kan opleves som at vågne fra en drøm; det er en udtryksmåde, som er ganske hyppig i Bibelen.
Jesus beder
I teksten til på søndag beder Jesus for de kristne. Ikke for alle og enhver (som man måske kunne forvente), men særligt for de kristne, og særligt for deres situation i verden. For han ved, at det er en fristelse at slippe målet af syne og – billedlig talt – lægge sig til at sove igen. Sådan som det f.eks. sker, når man glemmer Gud og hans rige til fordel for alt det, der ellers fylder vores liv og dagligdag.
Det er jo ikke dårlige ting: Børn, arbejde, venner og interesser og hvad det er, vi er optagede af. Det er værdifulde ting, også i kristent perspektiv, for det er gaver, vi har fået betroet af Gud. Men den, som glemmer Gud for disse ting, er som en dværg, der lader sig lulle i søvn i en trylleskov.
Den gode nyhed på søndag er, at Jesus beder for os. At han ikke har glemt os, men kender vores situation som kristne i verden. Og at han sætter hele sin opmærksomhed, sin magt og sin omsorg ind i den bøn.