image

Nyt konfirmandcenter i folkekirken Share|

Folkekirken sætter fornyet fokus på konfirmanderne, så undervisningen bringes ind i det 21. århundrede
 

Konfirmationen er helt afgørende for, at danskerne fastholder deres forhold til folkekirken i voksenalderen. Det viser erfaringerne fra det tidligere DDR og England, hvor konfirmationen af forskellige årsager kom under pres. Og hvor traditionstabet af samme årsag er blevet næsten helt uovervindeligt.

En nyskabelse på konfirmandområdet er derfor på vej indenfor folkekirken. Det nye initiativ får navnet Folkekirkens Konfirmandcenter, og det bliver et tilbud til præster om videndeling og oplevelsespædagogik som hjælp til konfirmandundervisningen. Kort sagt skal det være slut med den dræbende katederundervisning i skolelignende lokaler, hvor uroen højst søges dæmpet ved at præsten viser en film. Tiden er inde til alt andet lige fra konfirmandweekender, over rollespil til søndagsgudstjenester, hvor de unge står for det hele lige fra indgangsbøn over prædiken til nadverfejring.

Bag det nye center står Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster, de to frivillige børne- og ungdomsorganisationer FDF og KFUM og KFUK samt Y’s Men Region Danmark, der har ydet den første afgørende bevilling til etableringen. Alle folkekirkens biskopper bakker op om initiativet, og biskop Elisabeth Dons Christensen, Ribe stift, bliver formand for konfirmandcentrets bestyrelse.

Centret får i første omgang ca. halvandet årsværk til rådighed, og stillingen som centerleder bliver slået op (i denne uge). Opgaven bliver dels at dele viden og formidle kontakter mellem de mange nye idéer, der allerede afprøves på konfirmandfeltet i folkekirken; dels at tilbyde oplevelsesorienterede pædagogiske events til konfirmanderne, og endelig at tilbyde yderligere kurser og uddannelse for præster på området .

”Det er vigtigt, at folkekirken også går nye veje i konfirmandundervisningen, og der er brug for det bredest mulige samarbejde om det,” siger Elisabeth Dons Christensen, der i øvrigt er formand for et udvalg under Kirkeministeriet, der arbejder med forslag til en ny anordning om minikonfirmandundervisning og konfirmandforberedelse.

De frivillige organisationer ser også behovet og vil gerne bidrage med deres erfaringer med teenagere, siger generalsekretær Ulrich Piltoft fra FDF: ”Vi får allerede besøg af flere præster med konfirmandhold, som efterspørger oplevelser, der involverer krop og pædagogiske aktiviteter. Vi har erfaring med at lave konfirmandlejre og –weekender og bruge nye materialer. Vi arrangerer festivals og events, og det vil vi gerne invitere alle landets konfirmander med til, så de får en oplevelse af, at der er mange andre unge i folkekirken og de frivillige organisationer.”

- Børn og unge skal erfare kirken og de skal have en god oplevelse mens det sker, fortæller Jacob Zakarias Larsen, der er forbundssekretær og præst i FDF. Han fortsætter: - Vi ved at kun 25 % forstår ord. Resten skal lære gennemkroppen og det er det, som vi har rigitg mange erfaringer med i netop ungdomsarbejdet. Vi har eksempelvis haft glæde af at udvikle GPS-skattejagter, hvor børnene og de unge skal finde kristne symboler, som de skal fotografere på deres mobiler og som de afslutningsvis får forklaret af deres præster. Eller det kan være nvendelsen af de jeopardy-spil, vi har udviklet osv. Der er virkelig mange muligheder for at få kroppen i spil, hvis man er kreativ. De erfaringer vil vi gerne give videre, fortæller han begejstret.

Centret stiftes formelt på et møde i juni måned, og de første tilbud til landets præster og menighedsråd kommer i eftersommeren 2010. I opstartsfasen vil centret være afhængigt af eksterne tilskud, men tanken er, at det skal bygge på brugerbetaling for den service, det yder.

Karen Schousboe
Opdateret  20-07-2010