Tale ved bispevielsen af Henning Toft Bro i Ålborg den 9.maj 2010 kl.14 Share|

”Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”

Henning!
Noget fuldstændig overraskende, aldeles utroligt, noget forbløffende er sket. Kristus er opstanden!
I himlen, på jorden, ja, selv under jorden bøjer knæene sig. Dette budskab drøner ind i en verden og bliver mødt med skepsis, med fornuft, med forbehold, med forvirring; med glæde!
Egentlig skulle vi være glade for den skepsis og for den snusfornuft. I løbet af 2000 år er vi blevet så vant til vores egne ord i kirken, at vi bare læser hen over dem og snakker i stedet for at tale!
”Opstandelse” siger vi, og man mærker sådan et nærmest almindeligt føn. Vi har snakket ordet fladt, og mennesker trækker sig ind i sig selv og tænker: Nu er det igen dét der ”lirum larum - katten gør æg”, som de skal sige i kirken.

Lad os prøve og se, om vi kan forbløffes!
Den franske teolog og naturvidenskabsmand Michel de Certeau giver i hvert fald anledning til forundring, når han skriver: ”Kristendommen blev grundlagt på et forsvundet lig”. Det udsagn skulle da nok kunne få os på fødderne! Nu er der drama i luften, konspirationsteorier og krimi.
Nogle troede, at det var havemanden, der havde flyttet det døde legeme. Andre mente, at disciplene havde bestukket nogen til at gemme liget, sådan at de kunne hævde noget utroligt.

Kun af én grund: Det utrolige kan da ikke ske!
Men vi kan ikke lade være med at tro dét, som Maria, Maria Magdalene, Peter, Andreas, Jakob og alle de andre troede. Vi mangler et lig, og nu leder vi efter et levende legeme; vi leder efter den opstandnes krop, Guds visdom på jorden, Guds hellighed på jorden, og vi hører ham tale, vi ser ham, vi fornemmer ham.

Vi bliver i kirken nødt til at indrømme, at det er sket nogle gange i løbet af vores historie, at mareridtet brød ud over mennesker i forbindelse med den kristne tro. Fanatisme er det frygtelige udtryk, som alvorlige mennesker somme tider griber til. Det sker, både når vi taler om religion, men sandelig også når vi taler om ideer og politik, at vi bliver grebet af vores egen idé på en måde, så der ikke er plads til modsigelse, endsige til morsomheder og drillerier.
Fanatikere kan kun se deres egen idé, høre deres egen fornuft, og de ser kun mennesker i forhold til ideerne eller i forhold til troen. Fanatisme gør os mennesker selvoptagne, selvretfærdige, gnavne og mopsede – og vi bliver selvsikre, gnarvorne og farlige!

Fanatikeren ser aldrig kun mennesket!
Opstandelsen, Kristi levende legeme, Guds visdom, er guddommelig humor. Pludselig ser vi ikke længere på hinanden med det her blik i øjet, hvor der står: ”Hvordan kan jeg få ret”, eller ”hvad kan jeg få ud af det”.
Opstandelsens humor er netop, at nu ser vi på mennesket med Kristi øjne, og det betyder, at vi ikke kan lade være med at elske og agte.
Troen på Jesus har altid betydet, at nu ligger kærlighedens rige ligefor. Selvoverdrivelsen kan overvindes ved medfølelsens og sandhedens magt. Den guddommelige lille bemærkning får os til at le, får os til at se lyset, får os til at turde tro. Selvbebrejdelser og jammerlighed får ikke næring.
Det særlige ved Jesus er netop, at det er, når han modsiger os, at han befrier os. Han gør os ikke ynkelige, småtskårne og nærtagende. Han åbner vort sind med humor, munterhed, hjertelighed, og vi længes efter det fuldkomne, det sande og det retfærdige.
Det helt utrolige ved fortællinger med opstandelseskarakter er, at det er livets fortællinger. Det er kærligheden, der sætter sig igennem som en mulighed i verden.
Når vi bekender, at Kristus er Herre, så er det frihedens og glædens bekendelse.
En stærk tillid til at ”det livsalige land” også er vores land, vores drøm, vores fremtid.
En stærk tillid til at skræk, død og fortvivlelse kan modsiges. Vi oplever opstanden mod død og fortvivlelse her i livet.

Én af de smukkeste beskrivelser har du selv leveret
I sad derhjemme. Fire drenge og din mor. I turde knap nok se på hinanden. I var tavse. Din mor smånynnede, og så kunne det vel ikke være helt galt. Men havet slog sammen om sig selv og bankede op mod stranden, og jeres far var på havet. Selvom I ikke var gamle, vidste I, at det ikke kun er det utrolige, der sker. Det frygtelige har også en plads! Jeres koncentration samledes om radioen. Pludselig skrattede den, og der lød en klar stemme. Jeres fars. Han lød ligeså ubesværet og glad som vanligt. ”Hallo, hallo, vi sender en hilsen hjem til jer derhjemme. Det er stormvejr. Vi har det godt og er på vej hjem!”
Så sang din mor. I genoptog skænderier og slåskampe. Livet fortsatte.

Mon ikke det var det, der skete, da Jesus efter opstandelsen sagde Maria Magdalenes navn; mon ikke det var det, der skete, da han spiste med dem på vej mod Emmaus, og de opdagede ham? Han befriede dem fra tristheden til liv, til munterhed.
Det sker hele tiden i vores liv, at han lader os opstå fra skræk, jammerlighed, løgn og død.

Nu skal du være biskop – du skal være præst på en anden måde, end du har været præst og provst indtil nu.
Det er en fantastisk tid, vi lever i! Tænk sig at få lov til at leve i dag, i verden, som den er, med genvordigheder og glæder. Tænk sig at leve sammen med myndige og oplyste mennesker – mennesker der spørger, længes og diskuterer!
Det er lidt som at være på havet at være biskop. Altså på gyngende grund! Grundlæggende uforligneligt smukt tager havet og horisonten sig ud! Det kan være smult vande. Brådsøer kommer der også, og dårligt vejr kan det også blive. Men som jeg plejede at sige i Søværnet, når de gjorde sig lystige over min tendens til søsyge: Man må give sit inderste for noget! Det får en ende, og det bliver bedre!
Også fremover skal du være med til modigt at pege på Jesus – ham der er Herre. Du skal fortælle om ham, der bryder ind i livet og giver kærligheden plads og giver medfølelsen plads. Det vil der altid være brug for. Nogen skal jo sige, at det ikke er egoismen, selvtilstrækkeligheden, hadet, eller købekraften, som har magten. Det er kærligheden, der skaber – den kærlighed, som Kristus hele tiden fortæller ind i os, dét er opstandelsen i liv og død! Utroligt og opsigtsvækkende med denne tro, som elsker verden!

Peter Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift

Læs om bispevielsen på www.folkekirken.dk
Se webtv fra bispevielsen på Nordjyske Medier
Se DRKirkens transmission af bispevielsen
Hent Folkekirkens Infomationstjeneste i Ålborg Stifts magasin 'Bispevielsen i Aalborg' som pdf