Formandens kommentarer til den aktuelle folkekirkelige situation Share|
Det sete afhænger som bekendt af øjnene, der ser.
Folkekirken ser også forskellig ud, alt efter hvilke øjne der ser på den, og hvilken synsvinkel der anlægges.
Menighedsrådene ser normalt på folkekirken med venlige øjne, men har ofte mest blik for de helt nære og praktiske ting, for de skal jo være i orden, og i det sidste års tid har de fyldt rigtig meget, fordi der har været så meget nyt vi skulle lære.
De ansatte ser den bl.a. som en arbejdsplads, og er derfor særligt opmærksomme på ledelsesforhold og arbejdsmiljø, herunder om nogle af de særbetingelser, der gør sig gældende for kirkeligt ansatte, er rimelige. Boligpligten og forhold vedr. tjenesteboligen er fx til diskussion blandt præster, herunder betimeligheden af at nyvurdere tjenesteboliger, selv om en mulig huslejestigning vil være ubetydelig. Det sidste er Landsforeningen enig i - det er jo menighedsrådets kasse, der skal betale vurderingen.
Provst og provstiudvalg hører også til de indforståede og venlige, omend det ofte er et usentimentalt blik de har på sagerne, for de har deres hyr med at få pengene til at slå til, samtidig med at der er nye opgaver, der trænger sig på, som måske bedst kan løses på provstiplan.
Kirkeministeriets bureaukratøjne ser selvfølgelig alle folkekirkens krummelurer, som kommer af, at den ikke er bygget i én omgang, men præget af ombygninger og tilbygninger af vekslende kvalitet. Og embedsværket ser gerne nogle af dem fjernet, så bygningen kan ligne de andre offentlige bygninger noget mere.
Politikerne ser også det hele lidt fra oven, men normalt uden den store interesse, hvis der blot er ro i lejren. Men så er der pludselig nogle af dem, der finder en kirkelig problemstilling, som de selv kan bruge til noget. Og så er der ingen grænse for deres iver for at høre kirkens, ja sågar ”hele kirkefolkets” stemme. Eller rettere for at komme til at tælle deres stemmer. Søren Krarup og Jesper Langballes forslag om en afstemning blandt menighedsrådsmedlemmer om vielse af homoseksuelle er det seneste eksempel. Det ville være rørende med denne pludselige interesse for kirkefolket, hvis hensigten ikke var så tydelig, som den var .
Det er altså lidt uklart, hvor vi har dem, når de sådan på skift holder afstand (ja er direkte berøringsangste over for både kirke og religion) og forsøger at omklamre folkekirken.
På sæt og vis er det enklere med medieoffentligheden. Den er på bestandig jagt efter de samme ting: tomme kirker, kontroversielle præster, forstokkede menighedsråd, personkonflikter og manglende overholdelse af gældende regler.
Og papiret er tålmodigt. Som når vi den 31/5 kunne læse i Kristeligt Dagblad at ”alene i 2009 førte en foruroligende række af kirkekonflikter til præstefyringer og sogneflugt.” Og der dernæst nævnes 3 (tre) sager, en præsteafskedigelse, et menighedsråd der er trådt tilbage, og en præst der har taget sin afsked, fordi hun følte sig presset af menighedsrådet. Jeg så gerne, at folkekirken havde været de sager foruden, men at kalde det en ”foruroligende række” er måske en anelse overdrevet.
Landsforeningen af Menighedsråds synsvinkel
Landsforeningen ser først og fremmest folkekirken under menighedsrådssynsvinklen. Menighedsrådene skal tage sig af sognets kirkelige og administrative anliggender. Det giver to synsvinkler:
* en praktisk administrativ
* en kirkelig
Men dertil kommer:
* en organisatorisk og strukturel synsvinkel, som er nødvendig, både når repræsentanter for
Landsforeningen deltager i udvalgsarbejde om alt fra krematoriedrift til indførelse af bloktilskud, og når Landsforeningen bistår sogne i den vanskelige proces, det kan være at samarbejde om de opgaver, der vanskeligt kan løses på sogneniveau, og som derfor kræver, at flere går sammen om løsningen.
Under alle de nævnte synsvinkler gælder det, at man kan få øje på modsatrettede tendenser i dagens folkekirke, og man kan vurdere disse tendenser forskelligt.
De følgende betragtninger rummer mine vurderinger, og selv om nogle af spørgsmålene har været drøftet i bestyrelsen, står betragtningerne for egen regning, og på nogle punkter rummer de flere spørgsmål end svar. For jeg vil gerne have jer til at tænke med.
Men inden vi kommer til mine kommentarer, vil jeg gerne rette opmærksomheden på spørgsmålet:
Overholder menighedsrådene gældende regler?
Det vil jeg, fordi det sidste år har budt på stor opmærksomhed netop på, om gældende regler overholdes. For menighedsrådenes vedkommende har det gået på:
Er APV i orden, og bliver der holdt medarbejderudviklingssamtaler?
Er der nu indhentet børneattester fra alle, der har med børn at gøre, ikke blot ansatte, men også frivillige?
Overholder menighedsrådene nu også alle arbejdsmiljøforskrifter?
Lever man op til de standarder, som bør karakterisere et moderne samfund, fx hvad angår tilgængelighed i alle folkekirkelige bygninger?
Landsforeningen er jo ikke nogen tilsynsmyndighed, og vi kan kun indskærpe menighedsrådene, at de er en offentlig forvaltningsmyndighed og som sådan selvfølgelig skal overholde gældende lov, inklusive diverse cirkulærer og bekendtgørelser for arbejdsmarkedet i almindelighed og folkekirken i særdeleshed. Det tror jeg også sker i langt de fleste tilfælde, men jeg vil alligevel opfordre til, at man kigger efter en ekstra gang. Der skulle nødig være noget at komme efter.
Der bør ikke kunne sås tvivl om, hverken at menighedsråd tager disse forhold meget alvorligt, eller at vi prompte anmelder lovbrud eller begrundet mistanke om lovbrud til den relevante myndighed. Det kan ikke siges stærkt nok. Vi skal ikke give os af med at vurdere, om loven er rimelig, eller om det er overflødigt at indhente fx en børneattest for en frivillig, der deltager i aktiviteter for børn. Og heller ikke om eller hvornår eller hvordan der skal gribes ind, hvis der er mistanke om ulovligheder af en eller anden art.
Man skal kunne stole på, at alt, hvad der foregår i folkekirkeligt regi, går ordentligt og lovligt til, og man må ikke tage nogen chancer.
Folkekirken set under en praktisk administrativ synsvinkel
Det forløbne år har sat noget nær rekord i nye ting, som menighedsrådene skulle forholde sig til. Til overflod er det temmelig nye menighedsråd, som har skullet sætte sig ind i disse ting.
En af de nye ting, som har været stærkt efterspurgt, ja ventet med længsel, var det nye IT-skrivebord. Men selv om det var noget, der var ønsket, så forløb overgangen ikke helt uden problemer. Det er et skoleeksempel på, at det er svært at gøre alle tilpas. Nogle synes, det stadig kan alt for lidt og brokker sig over manglende faciliteter. Andre har brokket sig lige så højlydt over, at de skulle lære sig nye procedurer for at bruge det nye skrivebord, og atter andre har klaget over, at de ikke kunne komme på. Det har åbenbart været for vanskeligt at få kommunikeret ud, at det er formanden, der skal give de øvrige medlemmer adgang. Jeg håber, at det problem nu er klarlagt og løst alle steder.
Næsten samtidig kom så de nye overenskomster med femdagesuge for alle kirkefunktionærer. Det har været en meget stor mundfuld for mange menighedsråd at få dem implementeret. Og mængden af forespørgsler var også ved at være en for stor mundfuld for Landsforeningens sekretariat. Personale- og juridisk afdeling på Landsforeningens kontor har i perioder været lagt ned på grund af de mange forespørgsler, der kom om overenskomster, og vi har haft stressrelaterede sygemeldinger på sekretariatet. Det var baggrunden for, at vi fandt det nødvendigt at begrænse telefontiden til bestemte dage. Det er vi fra både bestyrelsens og de ansattes side de første til at beklage. Men vi så ikke andre muligheder. Vi skal jo også overholde arbejdsmiljøloven.
Nu er det værste overstået, og telefonerne gløder ikke helt så meget, men der er ikke længe, til der skal genforhandles, og gentager miseren sig så?
Har menighedsrådene opgivet ævred, eller er tilsynsmyndighederne utilfredse med menighedsrådene som arbejdsgivere?
Vi har selv fra menighedsrådsside ønsket større fleksibilitet og større indflydelse på, hvordan stillingerne kunne skrues sammen. Nu har vi fået en større både opgavemæssig og geografisk fleksibilitet bygget ind i aftalerne. Er alt så godt, eller er det blevet for vanskeligt at varetage personaleadministrationen? Og hvorfor har Landsforeningen ikke sørget for, at det blev enklere?
Til det sidste er at sige, at godt nok har Landsforeningen haft en medarbejder med som bisidder ved forhandlingerne, dvs. vedkommende har kunnet kommentere forhandlingsoplæg og dermed også efter vores vurdering bidraget til at forbedre forhandlingsresultatet. Det ligger i sagens natur, at disse bidrag er skjult, men de er der.
Stifterne har med stor iver kastet sig over vejledning af menighedsrådene på personaleområdet som et nyt højt prioriteret arbejdsområde (i hvert fald for de fleste stifters vedkommende). Der er desuden ansat et tocifret antal personalekonsulenter af forskellig kaliber i provstier og provstisamarbejder. Deraf må man slutte, enten at menighedsrådene er parate til at kaste håndklædet i ringen og overlade personaleadministrationen til professionelle, eller at de overtales til det af de kirkelige myndigheder, som mener, der skal professionelle til.
Moderne personaleadministration er blevet en indviklet sag, og de nye overenskomster giver flere muligheder og derfor også flere beslutninger, der skal træffes lokalt, så mulighederne koster. Jeg har derfor forståelse for, at man vælger at købe sig til ekspertise på dette område. Jeg vil blot advare imod, at man skyder spurve med kanoner. Jeg har vanskeligt ved at se berettigelsen af at ansætte akademiske eksperter til personaleadministration. Det er stadig et område for en veluddannet HK’er med specialviden inden for dette felt. Jeg tvivler også på, at det er en god idé at ansætte en person, der både skal tage sig af personaleadministration og af personalekonflikter. Konfliktløsning klares ofte bedre ved en person, der kommer udefra, og som derfor ikke er fedtet ind i de lokale forhold, og selv om timelønnen ser høj ud, så er det billigere at købe en sådan ekspert de gange, der er brug for det end at have en (for) højt uddannet person gående, uden der måske bliver brug for netop denne ekspertise. Så mange konflikter er der heller ikke i folkekirken.
Personalerådgivning eller overenskomstforhandlinger?
Og hvad betyder denne udvikling med ansættelse af lokale personalekonsulenter for Landsforeningen? At vejlede, støtte og dygtiggøre de enkelte menighedsråd i deres arbejde, bl.a. via konsulentrådgivning, har altid været en meget væsentlig del af Landsforeningens arbejde. Skal foreningen belave sig på at sadle om og bruge færre resurser på praktisk vejledning af de enkelte menighedsråd og i stedet i højere grad varetage menighedsrådenes samlede interesser ved at arbejde for at få indflydelse på overenskomstforhandlingerne?
Med andre ord: Skal vi i højere grad være en arbejdsgiverorganisation, som sidder med ved bordet, som det før har været diskuteret (og som der også er forslag om på dette årsmøde).
Bestyrelsen har taget hul på diskussionen, men har endnu ikke noget klart og entydigt svar, og det har jeg heller ikke, men jeg synes det peger i den antydede retning.
Én ting står i hvert fald klart: Vi kan ikke i det lange løb som interesseorganisation stå os ved at servicere de lokalt ansatte personalekonsulenter ved uden betaling at rådgive og vejlede dem, så de kan give vejledningen videre til rådene i eget navn. Gør vi det, er følgen, at de enkelte menighedsråd må tro, at Landsforeningen og dens konsulenter er overflødige, for de lokalt ansatte konsulenter klarer det jo så glimrende. Og hvorfor skal man så være medlem af Landsforeningen?
Men det er sådan, det foregår i øjeblikket.
Folkekirken kirkelig set
Det er stadig nyt for mange menighedsrådsmedlemmer, at de skal styre de lokale kirkelige anliggender (sammen med præsten/præsterne). Der er også mange, der er meget usikre på, hvad det betyder.
I den situation er den sang, vi lige har sunget, god at spejle sig i som menighedsrådsmedlem. For den skildrer en folkekirkekristens liv:
Jævnt – for vi er ikke elitekristne med en særlig åndelig udrustning, men ganske almindelige mennesker.
Muntert – at vi langtfra er fejlfrie, bør ikke hindre munterheden, for vi har vores gang i kirken og hører der, at vi er accepterede trods alle fejl og mangler. Derfor er der ingen grund til triste miner. Tværtimod.
Virksomt – det er ikke et liv i lediggang, vi sendes ud til, når vi fra gudstjenesten går ud i den omgivende virkelighed, men netop et virksomt liv, for der er nok, der trænger til at blive gjort.
Virkelighed betyder jo (rent bogstaveligt) der, hvor der virkes, hvor der handles. Men hvor der handles, der spildes, og der er ting, der går galt. Det er blot en dårlig undskyldning, hvis man vil bruge det som argument for slet ikke at gøre noget.
Og vi kan hente hjælp og oplysning om menneskelivet fra dem, der var her før os. De kan opklare dvs. kaste lys over vores gang på jorden; et lys der afslører alle forsøg på at opdele mennesker efter rang og stand. Når det kommer til stykket er vi lige.
Vi er alle skabt med blik for det guddommelige, og det er det, der giver os blik for jordisk skønhed og storhed, men uden at fornægte det allerdybest menneskelige, en evighedslængsel, vi ikke selv kan stille ved fingernemme selvhjælpsprogrammer.
Den kan kun opfyldes udefra, af glans fra evigheden, siger Grundtvig, og bruger dermed et ord, der giver associationer til et bibelsk begreb, som i Ny Testamente skiftevis oversættes ved ære, glans, herlighed og forklarelse. Som alt sammen karakteriserer Gud, ikke mennesket. Derfor er det kun Jesus, der kan sige ”Det er fuldbragt” ved enden af sit liv, mens vi aldrig lever så længe, at vi ikke har noget ugjort. Jesus har dermed også gjort fyldest for os i evighedens perspektiv, og vi bliver befriet fra den opgave og kan hengive os til det mere jordnære at gøre fyldest i det daglige liv.
Og derfor er vores virkelighed fyldt med virkelyst og virketrang. Så det er kun med en troldsplint i øjet, at vi ser alle, der er virksomme som ofre for virksomhedstankegang, ja managementstænkning.
Jeg ved godt, man kan give et helt andet og langt mere mistrøstigt billede af dagligdagen i folkekirken end denne skildring af det jævne, muntre og virksomme liv. Nogle steder mangler der både liv og virkelyst, og det har måske manglet så længe, at man har glemt, at det burde være der og opfatter sognets situation som normal, selv om det set udefra virker livløst. Men vi kan også koncentrere os så meget om problemerne og vanskelighederne, at vi glemmer at glæde os over det, der lykkes. Og hver eneste uge er der et stort antal gudstjenester i folkekirken, der lykkes, dvs. hvor der bliver forkyndt så der lyttes, og hvor deltagerne synger og holder nadver sammen - eller de spiser spaghetti sammen bagefter. Og der er babyer med deres forældre, der synger og vugger børnene, og minikonfirmander og konfirmander, der hver på deres måde får begreb om kristendommen. Og minsandten om der ikke også er voksne, der sammen eftertænker det budskab, de har hørt, og relationen til deres eget liv, og unge par, som taler med præsten om deres håb og bekymring for dem selv og deres barn, sørgende der trøstes og ensomme eller gamle, som på en gang yder deres til og nyder godt af det eneste fællesskab, de måske har tilbage i det daglige liv, nemlig i den lokale menighed.
For mange af os, der har vores gang i den danske folkekirke, kan det være vanskeligt at genkende det trøstesløse billede, som medierne ynder at give af kirken, som dels mennesketom, dels som fuld af kiv og splid og magtkampe, og jeg synes, vi skal protestere noget mere mod det, når vi ikke synes, det ligner.
Og hvis den lokale virkelighed ligner mediebilledet, skulle vi måske gøre noget ved det. For strukturer og ydre forhold skaber ikke i sig selv liv i kirken, men at fastholde strukturen, når livet er væk, tjener ikke noget kirkeligt formål.
Og dermed er jeg fremme ved det som er hovedpunktet for mine formandskommentarer i år.
Folkekirken set under en organisatorisk og strukturel synsvinkel
Indledningsvis vil jeg gerne minde om, at i Landsforeningens kendetegnspapir skildres vores vision således: Landsforeningen ønsker at markere sig om det samlende midtpunkt for det folkelige engagement i den danske folkekirke med vægt på debat, rådgivning, og indflydelse. Og den sidste sætning om foreningens kerneopgaver lyder: "At påvirke kirkepolitikken med det formål at finde de bedste løsninger for folkekirken."
Det rejser nogle spørgsmål:
Kan vi være sikre på at man altid kan få øje på de bedste løsninger for folkekirken, når synsvinklen begrænses til det enkelte sogn? Tror vi selv på det?
Kan vi med troværdigheden i behold fastholde, at det kun er menighedsrådene, der kan tage initiativ til og beslutning om sognesammenlægning?
Hvis vi svarer ubetinget ja på de to spørgsmål, er vi med til at fastholde status quo for enhver pris. For hvem kan tro på, at nogen selv vil træffe en beslutning om, at deres sognekirke tages ud af almindelig sognekirkelig brug?
Det er sådanne dystre overvejelser, jeg er havnet i! Ikke fordi det ser sort ud for den danske folkekirke over en bank, eller alle kirker er mennesketomme søndag formiddag, men fordi der er en hel del steder, hvor det kniber med opslutningen om gudstjenesten, og hvor menighedsråd og personale, ikke mindst præsterne, slides op af den omstændighed. Selv om de gør det bedste for at skjule det, og måske bilder sig selv ind, at det er helt normalt at der oftest kun er 5 i kirke, selv om der er 5.-6.000 medlemmer i sognet. For kirken er jo fuld, når der er koncert.
Som det gerne skulle fremgå af dette eksempel, er det ikke et kommandoraid mod små landsogne, jeg er ude på. Det er ikke størrelsen, men den kirkelige bæredygtighed, jeg ser på, og baggrunden er i høj grad de hjemlige, dvs. københavnske forhold. Men de gælder ikke kun København.
I det københavnske område er der en hel del sogne med 3.000- 6.000 medlemmer, hvor menigheden på en almindelig søndag er mindre end antallet af ansatte, der medvirker ved gudstjenesten. Til gengæld er der fx på Frederiksberg kun 1/2 studenterpræst til 25.000 uddannelsessøgende og alt for få penge til at understøtte studenterpræstens arbejde.
Foruden præstelønnen koster det typisk 3-4 mio. kr. at drive en kirke (der er normalt ingen kirkegårde til kirkerne i København). Og vi fortsætter med år ud og år ind at drive disse kirker, selv om menigheden er så fåtallig, og der kun er 500 meter til den nærmeste kirke, hvor der også er gudstjeneste søndag formiddag med nogenlunde samme program. For menighedsrådene vil ikke være med til sognesammenlægninger, hverken provst, provstiudvalg, biskop eller stiftsråd har myndighed til at lægge sogne sammen, og skiftende kirkeministre har fastholdt, at sogne ikke bliver nedlagt eller sammenlagt, hvis de ikke selv ønsker det. Ønsket om forandring skal komme nedefra.
På denne baggrund vil jeg sætte to spørgsmål til debat – med en vis indbyrdes sammenhæng:
* Er det holdbart at regne med, at alle ændringer skal komme nedefra?
* Tjener vi liv og vækst i folkekirken bedst ved at kræve ”al magt til menighedsrådene"?
Er det holdbart at alle ændringer skal komme nedefra?
Ser vi historisk på spørgsmålet, er det ren revolutionsromantik at mene, at al forandring kommer nedefra, hvis vi dermed mener begynder nedefra. Det kræver overskud at se, at ting kan være anderledes.
Derfor begyndte hverken reformationen eller den demokratiske bevægelse i Danmark nedefra. Reformationen begyndte blandt borgerne i en række købstæder, og i 1849 var det heller ikke almuen, der rørte på sig, men de veluddannede borgere. Uden for disse sociale grupper holdt man primært fast i traditionen. Senere fik de nye tanker bedre fat i de brede lag, men den nationale jubel over treårskrigen 1848-50, lød fra de velbjergede borgere og akademikere i København, ikke fra landsoldaterne, som ud over overlevelsen mest tænkte på, hvordan de tilbageblevne klarede høsten derhjemme, når de nu var i krig. Det ved vi fra det store antal soldaterbreve, der er bevaret.
Heller ikke de teknologiske ændringer i landbruget i 1800-tallet som var en vigtig del af moderniseringen af det danske samfund, begyndte nedefra. De bønder, der begyndte at dyrke roer og fodre deres køer om vinteren, så de ikke kun lige akkurat blev holdt i live, var grundigt til grin, indtil de andre så, at det kunne betale sig. Så tog de det til sig.
Nej, forandringer begynder ikke fra neden, men "hvor initiativ fra oven mødes med handlekraft fra neden - der sker der noget" for nu at citere tidligere provst (og meget andet) Finn Riber-Jensen frit efter hukommelsen.
Tanken om menighedsråd kom heller ikke nedefra, men fra I.C. Christensen, der i 1903 som kirkeminister fik indført menighedsrådene i den kirkelige lovgivning, og som måske netop kunne se, at menighedsrådet kunne være det lokale sted, hvor initiativet fra oven kunne møde handlekraften nedefra.
Sådan fungerer menighedsråd også mange steder i dag. Det betyder, at nye ideer og initiativer ofte bliver virkeliggjort ved menighedsrådenes arbejde med at forme dem så de kan bruges lokalt. Undervejs bliver ideerne sigtet og tilpasset til den konkrete virkelighed, som de lokale kender bedst; men de kommer udefra.
Men hvad med de steder, hvor man ikke i sognet og menighedsrådet er optaget af at være mødested mellem det lokale og et initiativ fra nogen som helst andre end en selv? Hvor der ikke (længere) er nogen handlekraft til at møde initiativer med, kun evnen til at sige nej til ethvert forslag om forandring. Der sker der vel så heller ingen forandring? Jo, det gør der. Der sker en langsom og næsten umærkelig udsivning af mennesker og liv. Men de nødvendige strukturforandringer sker ikke, for ingen vil modsætte sig menighedsrådets fastholden ved det gamle.
Derfor må vi som Landsforening spørge os selv, og derfor spørger jeg nu jer:
Tjener vi liv og vækst i folkekirken ved at kræve al magt til menighedsrådene?
Jeg tror det ikke. Jeg tror, vi er nået et punkt, hvor vi må se kritisk på vores rolle både som menighedsråd og som Landsforening.
Hvis vi er havnet i en situation, hvor hele beslutningskompetencen vedrørende evt. strukturforandringer i praksis ligger i menighedsrådene, fordi ingen tør sige dem imod. Og hvis vi i Landsforeningen automatisk anlægger menighedsrådets synsvinkel på alle sager, også selv om vi kan se, at der ikke bliver foretaget nødvendige ændringer i tide, så er det manglende rettidig omhu, hvis ingen siger det højt.
Måske er det på tide, at vi erkender med en let omskrivning af den gamle LO-boss Thomas Nielsens ord, at menighedsrådene har sejret ad helvede til.
Som allerede sagt er det Landsforeningens vision at "markere sig om det samlende midtpunkt for det folkelige engagement i den danske folkekirke". Vi ser altså Landsforeningen som en interesseorganisation for både menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd og deres medlemmer.
Og dermed bliver synsvinklen i nogle tilfælde provstiets eller stiftets, ikke det enkelte menighedsråds.
Der lyder mange kritiske røster over for folkekirkens organisation i disse år. I Præsteforeningens Blad har man således for nylig kunnet læse en artikel af Else Marie Wiberg Pedersen, lektor i teologi ved Århus universitet, i serien Hvor er folkekirken på vej hen. Den skildrer en folkekirke, der er organiseret helt anderledes professionelt. Jeg citerer: "Man kan begynde fra oven ved at skabe flere og lige store stifter, hvor biskopperne - som det allerede diskuteres - åremålsansættes, og hvorfra al økonomi og administration styres. Her er nemlig både økonomer, jurister og bygningskyndige ansat. Til gengæld kunne man afskaffe provstierne og sognene og erstatte dem af præsteteams, hvor forskellige kompetencer samles, med såvel funktionspræster som præster med brede kompetencer. Dermed kan præsterne virkelig støtte hinanden [...] Centrum for arbejdet kunne være et kirkecenter, hvorfra der ikke er langt fra menighed til præst, og ikke langt fra præst til biskop. Ved at skære dyre, problemgenererende mellemlag væk, som dækker over et vist hierarki i folkekirken, kan man tilføre mere energi og økonomi til det egentlige, nemlig forkyndelsen af evangeliet i forsamlingen." (Præsteforeningens Blad 2010/21:465).
Det er ikke der, jeg vil hen, men sådan tænkes der altså også blandt teologer i Danmark.
Det er ikke en professionel embedsmandskirke, jeg sigter imod, hvad enten det så er en præste-, provste-, bispe- eller anden ekspertkirke, og heller ikke en ren statskirke, der er detailstyret af politikerne eller Kirkeministeriets embedsmænd, men en kirke præget af balance mellem demokratisk valgte organer og embedsmænd, mellem læg og lærd, både på sogne-, provsti- og stiftsplan.
Det, jeg lægger op til, er, at Landsforeningen af Menighedsråd derfor skal varetage de demokratisk valgtes interesser, ikke blot menighedsrådsmedlemmers, men også provstiudvalgsmedlemmers og stiftsrådsmedlemmers interesser.
Som menighedsrådsmedlemmer er vi optaget af sognets anliggender, men vi har ikke altid blik for den større sammenhæng.
Som provstiudvalgsmedlemmer udvides horisonten helt automatisk, idet vi får ansvar for visse opgaver i et større område. Og hvis man bliver stiftsrådsmedlem, udvides synsfeltet endnu mere.
Man har her i foråret kunnet læse overskrifter i avisen som ”Politikerne er bange for vælgerne, derfor træffer de ikke i tide de beslutninger, som er nødvendige.” Spørgsmålet er, om vi agerer på samme måde i folkekirken: Vi foretager ikke de nødvendige ændringer, mens vi endnu har en vis økonomisk handlefrihed. Hvis nedgangen i medlemsandel fortsætter, uden at det fører til strukturændringer, kan vi hurtigt komme i en situation, hvor der slet ikke bliver tale om at træffe beslutninger, fordi vi ingen handlefrihed har tilbage.
Jeg kan ikke med min selvrespekt i behold lade som ingenting, når jeg er vidne til, at vi år efter år bruger penge og resurser på at holde maskiner i tomgang, mens presserende opgaver ikke bliver udført af mangel på resurser. Det er baggrunden for de spørgsmål jeg stiller til jer, og som jeg vil bede jer tænke alvorligt over.
Inge Lise Pedersen