Per Madsens GangShare|
Smuds, skidt og snavs hører til virkelighedens verden
For ti år siden tilbragte jeg en lille uges tid i et hus uden varme og el. Den store storm havde hærget og lagt alle elledninger ned. Nu var de gamle flygtet fra vejen og tilbage var kun mig og et par andre, der holdt stand for at sikre vejen mod de bander, der hærgede de mange tomme huse i dagene derefter. Det var naturligvis koldt, men et par pejse, nogle tæpper, et trankia-sæt med sprittabletter og en stabel stearinlys fik det hele til at hænge fint sammen, indtil det fik en ende. Egentlig var det bare lidt sjov.
Én ting lagde jeg imidlertid mærke til. Der blev noget så umanerligt beskidt. Når man ikke har andet end kost og koldt vand, hjælper sæbe ikke meget. Det fik mig til at grave i mine gemmer for at finde sæbens kulturhistorie frem. Og lad det nu være sagt med det samme. Den blev faktisk opfundet sent. Plinius omtaler ganske vist sæbe som en germansk opfindelse. Men i romertiden blev den først og fremmest brugt som pomade. Først et godt stykke oppe i højmiddelalderen hører vi om sæbe som andet og mere end luksusartikler, der gøres til genstand for eksport/import.
Forklarelsens farve er skærende hvid
Det har da også været ganske vist. Palæstina omkring år nul har været et sort, sodet og støvet hul fyldt med pjaltede og møgbeskidte unger. Når der derfor hos Markus i hans udgave af søndagens tekst fortælles, at Jesus’ ” klæder blev skinnende hvide, meget hvidere end nogen på jorden kan blege dem” fortæller det andet og mere, end at Jesus stod frem for dem i forklarelsens lys. Det fortæller, at her stod en kongelig skikkelse frem, som havde råd til at lade tjenende ånder vende og dreje de udbredte tekstiler på blegepladsen. Her var ikke en Johannes Døber klædt i kameluld og med uklippet rastafarihår, men en renvasket, velplejet og skinnende kongesøn. ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag, lød det efter sigende fra himlen.
Igen denne søndag snydes vi imidlertid i mangt og meget for fortællingens clou. En meget vigtig pointe med hele historien er jo nemlig, at virkelighedens verden ikke er hvid og glinsende, at Peter aldrig fik bygget sine hytter på bjerget og at Jesus og disciplene ikke blev der oppe, men netop gik nedenfor bjerget, ned i sumpen igen, dér hvor Jesus helbredte den månesyge dreng. Turen gik simpelthen tilbage til virkeligheden; til snavset, støvet og skidtet, mens Jesus talte til disciplene om Johannes Døber.
Snart er vi i Peder Madsens Gang, snart i Himlen…
Kierkegaard mente endda, at det alt andet lige måtte tjene os bedst helt at blive dernede. Om det skrev han: ”Man står som på Forklarelsens Bjerg og skal af sted - men så får endelighedens små fordringer og klatgælden til urtekræmmeren, skomager og skrædder fat på en, og summarum: man bliver ved jorden og forvandlingen foregår ikke med én, men med Forklarelsens Bjerg, der bliver til en mødding. Det er som når en mand fra Per Madsens Gang skal til hoffet, men møder så mange endelighedens sammenstød, inden han slipper ud af denne gade, at han ikke mere kan vise sig ved hove og må blive hjemme. Tilværelsen er bestandigt en begyndende tragedie der bliver til en vaudeville”.
Karen Schousboe
(Fra Søren Kierkegaard: Dagbøger i udvalg 1834 -1846. Udgivet af Jørgen Dehs, under medvirken af Niels Jørgen Cappelørn. Borgen 1992).