Jesus er netop ankommet til Jerusalem, og han taler nu til sine disciple og til skaren, der er forsamlet. Han begynder sin belæring:: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres.” (Johannes 12, 23) Måske ser de bange ud, ængstelige over det der skal komme. Han giver dem et billede, der skal hjælpe dem til at forstå, hvad der er ved at ske. Med hvedekornet som billede bruger han naturen som symbol på et guddommeligt mysterium. Det forstår de. For når et frø lægges i jorden, spirer og gror det, og det giver næring og liv til mennesker. Sådan vil det også gå med ham. Menneskesønnens herliggørelse vil være som hvedekornets. Først må han dø og begraves i jorden, men guddommelige kræfter vil forvandle ham og hans død til spirende nyt liv for mange. Når det er mørkt, når det ser mørkt ud, er det vigtigt ikke at flygte, for mørket er en del af forvandlingen. Mon de forstår de ord, han siger? Det som Paulus senere kalder et kors for tanken: At Guds magt og styrke er i fornedrelsen, i skrøbeligheden.
Uendeligt meget liv
Måske tager Jesus en dyb indånding og siger videre: ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” (Johannes 12, 25) Nogle disciple hører Jesus sige: hjælp mig til at give slip, for jeg hader ikke mit liv, men jeg giver alligevel frivilligt slip på det, for at uendeligt meget liv kan komme ud af min død. Andre hører noget andet.En tale lige ind i deres egen situation. Den, der elsker sit liv i denne verden, har svært ved at give slip på det kendte og trygge. De har ikke tillid til, at Gud lader noget nyt spire frem. Der er altid ængstelsen. Men de vil komme til at miste deres liv. Den fysiske død er jo uomgængelig. For at vinde det evige liv, som slår igennem allerede nu, og samtidig række ind i evigheden, må de sætte Ånden fri. De skal være parate til at gøre det samme, som Jesus inden længe vil gøre, gå ind i det dybeste mørke, uden ængstelse, men i tillid til at lyset venter. Selvfølgelig gør denne tanke dem bange. De er mennesker.
Tjenere
Disciplene ranker ryggen, da Jesus for første gang i deres tid sammen kalder dem for tjenere. De er ikke mere hans disciple. Nu er de blevet hans tjenere. De er så tæt forbundet med Jesus, at hvor han er, skal de være. Og Faderen vil ære dem. Deres relation til Gud er også blevet anderledes. Tidligere rakte de sig mod Gud, nu rækker Gud selv ud mod dem. Alt dette hører de, og de tænker. Jesus siger videre: ”Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time.” (Johannes 12, 27) De hører hans kamp, og er der noget, de forstår, så er det hans indre oprør. Jesus er et menneske, og hans følelser er et menneskes. Men han lader sig ikke friste til at bede om at slippe for sin opgave. Han overvinder sig selv, også selvom han ved, at herliggørelsen skal ske igennem hans lidelse og død. Det får ham til at siger: ”Fader, herliggør dit navn!” (Johannes 12, 28a)
Svar fra himlen
Øjeblikkeligt svarer Gud fra himlen. Han taler disciplene. De har i den grad brug for hjælp til at forstå. Folkeskaren, der langt fra er nået til indsigt i det, der skal komme, tror, det er torden eller en engels stemme, de hører. De har endnu ikke sanser til at forstå. Men disciplene hører. De hører Gud sige, at han står bag alt, der sker, og alt, der vil ske.
Dommen over denne verden
Nu fældes der dom over denne verden, for Jesus’ død bliver det endelige opgør med ”denne verdens fyrste”. ”Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” (Johannes 12, 32) Sådan siger han til dem. Jesus har tidligere fortalt dem: ” Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.” (Johannes 3, 19). Men som de står der, er de allerede på den anden side af dommen. Jesus har ført dem derhen. De elsker ikke mere mørket frem for lyset. Det, der skulle være mørkets sejr, hans død, bliver i stedet mørkets totale nederlag. Det siger han selv, for han beskriver sin egen død på korset som at blive ophøjet fra jorden. En sejr, der een gang for alle sætter grænser for mørkets magt.
Ulla Toft, sognepræst i Vetterslev og Høm
Søndagens tekst kan læses i Johannesevangeliet 12, 23-33. Der er også salmer der belyser teksten fra forskellige vinkler:
161 Med strålekrans om tinde
289 Nu bede vi den Helligånd
Gå i dybden
Sigfred Pedersen, Den nytestamentlige lignelsesforskning i DKNT, Skriftsyn og metode. S. 308-345. Aarhus Universitets Forlag 2002
Mogens Müller, Om udtrykket ”Menneskesønnen” i evangelierne. DDT 40 (1977) s. 1-17