Vi forsøger altid er holde lidt personlighed tilbage, som vi reserverer til os selv. Men Jesus hævder, at hvis et menneske vil være sig selv, må det fortabe sig i en anden
”Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: ”En engel talte til ham.” Johannes 12, 23-33
Sidste søndag i genskæret fra Betlehems tid. Nu ebber julen ud, og vi går mod fasten, foråret og påskens fortælling.
Om at elske og at miste
Der er noget helt enestående over Johannes’ fortællinger. Det er, som om hver eneste sætning efterlader en trang til fordybelse. Det hele er så meningsfyldt. Det er nu også alt sammen så forbundet med spørgsmål og mysterium. Her tales om kornet, som skal falde i jorden og blive til mange korn; om den der elsker sit liv, og som skal miste det; om verdensdommen og denne verdens fyrste, som skal jages ud.
Når jeg tog det vers ud, som står ovenfor, så skyldes det nok, at jeg aldrig har set det før; men i år synes jeg, at det forbinder alting i Johannes’ evangelium. Ved dette vers synes jeg, der gives en særlig adgang til en vigtig erkendelse.
At fortabe sig i en anden
Mon ikke de fleste af os føler os som en del af folkeskaren – altså både den ene og den anden del?
Somme tider synes vi, det lyder som torden. Vi skal høre det som torden, for der bliver gjort op med vores vaner, synspunkter, indsigter – der bliver gjort op med vores moral og medfølgende hykleri. Det bliver sat i centrum, at når man tør glemme sig selv, tabe sig selv, fornægte sig selv, så ser man den anden. Den anden er ofte den, der er forbundet med Kristus-oplevelsen. Vi forsøger altid er holde lidt personlighed tilbage, som vi reserverer til os selv. Men Jesus hævder hele tiden, at hvis et menneske vil være sig selv, må det fortabe sig i en anden. Idet det sker, så sker det mærkelige, at man bliver sig selv!
Reddet fra selvbedraget
Helt ærligt – de fleste af os har da prøvet det. Når vi så på barnet, iagttog den elskede, blev grebet af en tanke, så nogle farver, så et landskab – pludselig mærkede vi, at det totale fravær af mig selv og alle mine gerninger og alt mit væsen førte til indblik og dyb fornemmelse af kærlighed og sandhed på én og samme tid. Netop det er herliggørelsen af Jesus’ navn. Det er det navn, som er så dybt forbundet med den anden, fordybelsen i medmennesket, opgivelsen af sig selv – og når den herliggørelse finder sted, så mærker mennesker sandheden, retfærdigheden, medmenneskeligheden, og vi ved noget om sandheden. Alle vore mærkelige succeskriterier, vores angst for hinanden, vores forbehold over for de andre – det hele bliver jaget ud, og vi bliver draget mod denne Jesus-begivenhed, og i iagttagelsen bliver vi reddet fra selvbedraget og selvophøjelsen.
Vi går mod fasten og påsken, og vi ved, at fortællingerne kommer til at kræve hele vort nærvær; og vi kan lige så godt være ærlige og leve os helt ind i det og vedgå, at der er tider, hvor det lyder som torden, og der er tider, hvor vi synes, at englene taler.
Peter Skov-Jakobsen