Vor Herre, til dig må jeg ty!Share|
Indimellem kan det opleves, som om Gud er steget til himmels og har lukket døren efter sig. Det er afsættet for Grundtvigs salme, Vor Herre, til dig må jeg ty!
For mange giver de fleste dage sig selv. Vi skal skynde os for at nå det hele. Men så pludseligt, uden varsel, melder spørgsmålene sig om meningen med tilværelsen, de daglige rutiner. Betydningen og poesien er forduftet og umiddelbarheden pist væk. Tilbage er de kolde facts, og det er ikke meget, hverken at leve eller dø på. Men meningen er ikke langt væk. En teolog har engang sagt, at det at tro netop er at gå til kristendommen for at lede efter svaret på meningen med det hele. Den tanke dukker op igen ved læsningen af Grundtvigs salme Vor Herre! Til dig må jeg ty, som sandsynligvis skrev i begyndelsen af 1840.
Andet end en god historie?
”Vor Herre, til dig må jeg ty! / For stærke er fjenderne mine,/ de tænke, at højt over sky, / du ænser ej tjenerne dine; / du ej os forstår, / ej heller formår / at løse af angest og pine.”
Teatermanden, filosoffen og forfatteren Gotthold Ephraim Lessing rejste i 1700-tallets Tyskland spørgsmålet om, hvordan en så gammel historie som den om Jesus fra Nazareth, kan have betydning i nutiden ud over, hvad enhver anden gribende fortælling om historiske personligheder kan have. Hvordan kommer vi over den uoverstigelige kløft mellem Jesus’ tid og vores?, spurgte Lessing og satte på den måde ord på det måske væsentligste spørgsmål til teologien i moderne tid. I forsøget på at svare på Lessings spørgsmål betoner Grundtvig Ordets nærvær i dag, og Vor Herre til dig må jeg ty!, kan læses som et - meget komprimeret - udtryk for dette svar.
Ord i munden
”Det er mig dog vist over alt / langt borte kan du ikke være; / for altid, af hjertet påkaldt, / du trøster så ømt dine kære,/ ja, i dig, vor drot, / det føle vi godt, / vi leve og røres og ere! // Du er i det hellige ord, / du gav os i hjerte og munde,/ du blandt vore lovsange bor, / som røsten blandt fugle i lunde, / så lidt som dit ord,/ så lidt kan dit kor, /dit syngende folk, gå til grunde.”
Grundtvigs løsning kan forekomme besynderlig for en moderne tankegang. Men hans svar rummer måske alligevel mening, hvis man ikke - i rædsel – er flygtet allerede. Selvom vi kan have svært ved at mærke Guds nærvær, så er han tilstede, hver gang vi henvender os til ham. Hver gang der fejres gudstjeneste, og hver gang vi synger med på salmerne, har vi en særlig mulighed for at mærke hans nærvær, hævder Grundtvig. Kristus, Ordet, flytter så at sige ind i mennesker, når vi hører Guds Ord og når vi selv tager det i munden, enten i form af bøn eller sang.
Med Jesus i spejlet
”Er spæd du kun hos os endnu, / som håbet, der fattes end vinger, / Guds søn er dog sandelig du, / og himmelens hær dig omringer, / at løse vort bånd / så godt som Guds hånd /formår den almægtiges finger. // Er spæd du, vor Herre så from, / dit Fadervor kan du dog stamme / og alt, hvad du beder ham om / han lover og gør med det samme; / da læges vort savn, / dit hellige navn/ ej længer på jord er til skamme. // Dit navn skal dog vidt overgå / hvert navn, der fra læberne lyde, / lad røbe da bølgerne blå, / hvad Jesu navn har at betyde! / Lad store og små, / al verden forstå: / Guds engle i navnet adlyde!”
Tankegangen kan forekomme mærkværdigt, sekterisk, at vi med vold og magt skal synge med på salmerne og gå i kirke for at mørke Guds nærvær. Nogle mennesker bliver jo netop fortvivlede over gudstjenesten, fordi de ikke kan mærke noget som helst i den. Men i den sammenhæng kommer spædbarnet Jesus til at spille en afgørende rolle i salmen. For med det barn kan vi måske identificere os og vores tro, uanset hvor spæd den er. Her er Gud helt nede på jorden. I øjenhøjde så at sige. Og hvis vi går ind i den fortælling, kan vi vokse sammen med Jesus, så vores savn efter Gud efterhånden forsvinder, fordi vi kan mærke, at han er der.
Altid åbne døre
”Vor Herre! Ja, nu er du nær, / det kan vi af trøsten fornemme, / og med dig er Himmelens hær, / for os alle englene stemme / i Himmelens råd / til glæde for gråd; / mit hjerte, hvi vil du dig græmme!”
Billedet er til både at grine og græde over. At når vi ikke selv oplever, at vi kan komme i kontakt med Vor Herre, så kan det være en trøst at tænke på, at englene i Himmelens råd vil tale vores sag. Men det er jo netop et billede. Og at meningen og de nye begyndelser har det med at komme, det er heldigvis en erfaring, som de fleste gør sig, uanset hvor sort det til tider kan se ud. At der altid er muligheder, selvom døren til himmelen kan forekomme lukket. For Gud har åbnet døren og er gået ned fra sin himmel. Han er her hos os her og nu, og det betyder, at der altid er muligheder. Altid åbne døre. Og formår vi ikke selv at tro det, så er der én til stede hos os, der tror det for os.
Kirsten Weiss Mose
Salmen blev første gang trykt i Dansk Kirketidende i 1869 underoverskriften ’Herren Huus’, men efter al sandsynlighed blev den til omkring årsskiftet 1839/40. Salmens oprindelige 12 strofer er i salmebogen fra 2003 reduceret til 7.
Læs salmen og hør melodien på dendanskesalmebogonline.dk her
Christian Thodberg: Grundtvig, Prædikener i Vartov, Bind 4, Kommentarbind, s. 89-106. Forlaget Vartov, 2003.
G.E. Lessing: Über den Beweis des Geistes und der Kraft (1777).