Altid i bevægelseShare|
Fremskridt er intet andet end altid at begynde
En gang imellem er det fristende at forestille sig et ”nul-vækst-samfund”. Et samfund i ro og stilstand; et samfund fra før verden gik af lave; en tid, hvor børn ikke var uopdragne, før frådseriet greb om sig, før TVG-toge, skiferier og X-factor. Kort sagt: en tid i stilstand. Man plejer at sige, at den slags drømme opstår, når verden er i krise. Det er imidlertid en grundlæggende fejl. Den slags drømme opstår, når verden er i bævrende tilstand af uforudsigelighed. Når alting crasher i en megaeksplosion af uforudsigelighed, begynder vi lynhurtigt at drømme om ”mormor-mad” og stilstand. Det lille ’s’ gør her forskellen - fra tilstand til stilstand.
Vi skal i gang nu
Men det er bare en drøm. Det ved vi heldigvis godt. De fleste af os forstår instinktivt, at det ikke er den grundstemning, vi skal efterspørge. Om ikke andet ved vi det nu, mens billederne fra Haiti flimrer foran øjnene foran os. Skulle vi sige til de stakkels mennesker dér, at de bare skal geare ned og vente med at grave hinanden ud og ned igen i overmorgen, når det hele er faldet lidt mere til ro? Nej vel? Absurditeten springer os i øjnene. Tværtimod skal vi i gang nu – igen, igen! Med at rydde op, indsamle, pakke containere, flyve nødhjælp – og ikke mindst give, give, give. Sætte i omveksling. Kort sagt: Hver især sætte vores talenter i spil for at give bare vores lille bidrag til, at dagligdagen igen kan få sin begyndelse dernede på den anden side af jordkloden.
En ny chance
Det er så banalt, at det næsten gør ondt. Men ikke desto mindre skal det siges netop denne søndag, hvor vi skal konfronteres med den jammer, der bliver den talentløse tjeners lod her i livet. Ham, der graver talenterne ned i jorden, fordi han var bange og, fornemmer man også, lidt doven. Sagen er jo, at han virkelig har fortjent den helvedes pine som hans ”sit-down-strejke” ender med at resultere i. Om hans dovenskab så også i den sidste ende resulterer i, at han får sanket gloende kul på sit hoved i tusindårsrigets himmelske helvede skal være usagt. Måske får også han en ny chance, en ny begyndelse i tiden, der skal komme.
Indtil da er ét i hvert fald sikkert. Den, der tror, at haitianerne og alle de andre selv kan grave sig ud, tager grueligt fejl. Det gælder for øvrigt også de hjemløse, de fattige, de udstødte og de lidt dumme. Der er altid arbejde til os, der vil have det – lønnet eller frivilligt er en anden sag.
Karen Schousboe
Læs søndagens tekst her