 Pygmalion-effektenShare|
Har du prøvet at spørge nogen: ”Er du sur?” Så plejer folk gerne at blive det
Jesus sagde: ”Det er med Himmerige som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. (Matth. 25, 14-16).
I 1968 offentliggjorde Robert Rosenthal et social-psyokologisk forskningsprojekt, der undersøgte sammenhængen mellem lærerens forventninger til sine elever og elevernes faktiske præstation. Under forsøgene, der dannede baggrund for resultaterne, instruerede Rosenthal en lærergruppe i en ny klasse i hvem, der henholdsvis var dygtige og ikke-dygtige elever. I virkeligheden var eleverne tilfældigt inddelt i de to grupper, uafhængigt af om de faktisk var dygtige eller mindre dygtige bogligt og uden hensyn til, hvordan deres resultater tidligere havde været. Efter en tid sammenlignede han de kategoriserede ”kloge” og ”dumme” elevers præstationer. Resultaterne var overbevisende: Man fandt en stor overensstemmelse mellem elevernes resultater på karakterskalaen og deres kategorisering som henholdsvis gode og dårlige elever. Rosenthal kaldte sit forsøg Pygmalion-effekten.
Etik for burhøns
Hans forskning viser os, at hvis vi møder vores medmennesker med en grundlæggende tro på, at det, de siger, er klogt og relevant, vil de i højere grad være i stand til at sige kloge, relevante ting, og at det samme gælder den anden vej. Mødes mennesker med mistro, begynder de også at tvivle på deres egne evner, holder sig tilbage og klarer sig dårligere. Man afbrød forsøget med Pygmalion-effekten af etiske årsager, af hensyn til forsøgs-eleverne. Det er svært ikke at trække på smilebåndet: Forsøgsdyr skal af en eller anden grund altid behandles bedre end andre dyr. Sådan altså også når forsøgene bliver lavet på mennesker. Etikken er højere end i ”det virkelige liv”. Hvorfor? Hvorfor sætter vi ikke den samme høje etiske standard i alle livets andre forhold? Derop, hvor vi ville sætte dem, hvis vores liv var forsøg.
”Er du sur?”
Dagens evangelium er måske også et bud på Pygmalion-effekten. Tjeneren mener at kende sin herre som en vred og straffende herre. Derfor vover han intet, bruger ikke sin talent til noget, graver den bare ned til ingen nytte. Og hans herre; bliver han mon også fanget i en slags Pygmalion-effektens spind? Har du prøvet at spørge nogen: ”Er du sur?” Så plejer folk gerne at blive det. Jesus siger, at hans lignelse skal sige noget om Himmeriget. At Gud bliver vred på dem, der tror, han er vred? At Gud smider dem ud i mørket, der ikke vover at bruge deres talenter i livets forsøg?
Livets laboratorium
Det er godt, at vi har dåb og nadver til at fortælle os en anden historie om vores liv både her og hisset – vores forsøg på at manøvrere gennem livet med de talenter, vi har til rådighed. Det er historien om syndernes forladelse. Kunne pointen være, at når jeg graver mig ned og ikke kan se andet end en vred og straffende Gud, så kan jeg jo ikke høre evangeliet om tilgivelsens uendelige favntag? Alle mine forsøg i livets laboratorium, alle mine talenter, hvad nytter de, hvis jeg ikke kan bede om hans forladelse, når hverdagens petriskål smutter mellem mine fingre og ryger på gulvet? Hvad nytter det, hvis jeg ikke kan tro på, at der bagved mørke og tænders gnidsel er nye forsøg og muligheder, som han bereder for mig: Fordi jeg har lov at kende ham som en nådig og kærlig Herre?
Pernille Østrem er sognepræst i Stefanskirken.
Opdateret
20-07-2010
|
 |
|