Store Magleby skaber kunsthistorie
Kunstneren Kluge skal male et nyt alterbillede til St. Magleby. Det er hans første altertavle, og den forventes derfor at skabe kunsthistorie
- I 2011 skal vi fejre kirkens 400-års jubilæum. Til den tid regner vi med at kunne holde både festgudstjeneste og fernisering på vores nye altertavle, som hensigten er, at Thomas Kluge skal male, oplyser menighedsrådets formand, Per Axel Hansen.
Han fortæller, at menighedsrådet længe har ønsket at skifte det gamle skilderi ud, der lige nu sidder i den tre-fløjede altertavle, med et mere nutidigt udtryk. Selve altertavlens nygotiske indramning er nu brun og med guldstaffering. Men det er meningen, at indramningen skal males sort, og at guldstafferingen bliver fornyet. Selve billedet er malet i ca. 1860 i forbindelse med en ombygning af kirken. Derimod er kunstnerens navn ikke umiddelbart kendt.
Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke
Thomas Kluges oplæg til det nye alterbillede henter sin inspiration fra Joh 1, 5 og er en nadverfremstilling, der skal gå igennem alle tre fløje. Selve motivet er et stilleben, nærmere betegnet et bord, hvis bordplade bliver nærmest usynlig. På bordet vil svæve en række af kirkens kernesymboler: et hjemmebagt brød, to blanke sølvfisk, en frugtkurv med æbler, vinblade, vindruer, tre vinglas hvoraf et er væltet, en dug, der som Veronikas svededug suger vinen op, et æg og en stabel euro'er. Desuden tretten røde roser i vand, symboliserende Jesus med de tolv disciple og tornekronen. Endelig vil der være et slagtet lam.
Menigheden involveres
- For os er det meget vigtigt, at menigheden involveres i projektet og er med til at betale det gennem en løbende indsamling. Derfor udsender vi også om kort tid en særlig brochure, hvor vi fortæller om projektet, oplyser menighedsrådsformanden, ligesom det er hensigten at invitere til et sognemøde, hvor Thomas Kluge vil komme og fortælle om sine visioner.
Fordi projektet også indebærer en istandsættelse af altertavlens ramme, bliver det dog et dyrt projekt. Menighedsrådet har derfor sparet sammen og er desuden i færd med at søge fondsmidler.
- På grund af finanskrisen er det ikke helt så nemt, som vi troede. Men på den ene eller den anden måde skal det nok lykkes for os at finde pengene. Det skal vi, udtaler en spændt menighedsrådsformand, der længe har været begejstret for Kluges kunst.
Karen Schousboe
Projektet er godkendt af Københavns Stift og anbefalet af Akademirådets udvalg for Kirkekunst.