Kirken er et fyrtårnShare|
Når nytårsrøgen har lagt sig, hører vi fortællingen om Jesus, der vidner om lyset. Og efter klimakonference og julefest er der i den grad behov for, at nogen fortæller om håbets kilde
Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« Johannesevangeliet 8, 12.
Efter den skuffende FN-konference i Bella Centret er det svært at se, hvordan jordens opvarmning kan holdes på et niveau, der beskytter fødekæderne, artsrigdommen og menneskers levevilkår. I en situation, hvor håbløsheden breder sig, har forkyndelsen en særlig opgave
Det hjemløse håb
Året 2009 vil vi huske for private glæder og sorger, men på det seneste også for den fælles store skuffelse, at COP15-konferencen ikke førte til noget nævneværdigt resultat. Bag københavnernes overbærenhed med trafikpropper og kommunale udgifter, den gæstfri modtagelse af NGO’er og alle de klimarelaterede arrangementer i kirker, biblioteker og uddannelsesinstitutioner lå håbet om et ambitiøst resultat i Bellacentret. Det blev desværre kun til en aftale, der med Margrethe Vestagers ord ”kan stå på flappen af en Gajolæske.” Det hjalp end ikke, at Obama kom. Nu er gaderne tomme for events og aktivister, og håbet er blevet hjemløst.
Håbets kilder
Vi må ønske for de politiske og folkelige bevægelser, at de kan reorganisere sig efter COP15-fiaskoen, samle forhåbningerne og bære dem videre til næste waypoint, som vel bliver Bonn-mødet til juli. I så afgørende sager som spørgsmålet om jordens klima er det ingen mulighed at slække på håbet. Håbløshed betyder passivitet, og passivitet betyder katastrofe. Derfor har vi mere end nogen sinde brug for at finde håb dér, hvor håbets kilder er i behold.
Et fyrtårn med klokker
Jeg vidste godt i forvejen, hvor ringe indflydelse jeg har som individ. Klimamødet afslørede, at selv ministre og præsidenter ikke har stort mere at sige, og hvor ubetydeligt selv et samlet EU er, når det gælder om at påvirke verdens gang. Kirken er i den sammenhæng en aldeles ubetydelig aktør. Men hver gang der forkyndes fra en prædikestol, øses der af kilder til håb, som har overlevet gennem tusinder af år. De kilder tørrede ikke ud under eksilet i Babylon og heller ikke under senere overlagte forsøg på folkemord mod Israel. De overlevede, at messianske forventninger til tømrersønnen fra Nazareth endte med, at han blev korsfæstet. De tørrede ikke ud, hverken da kristendommen blev forfulgt eller senere indoptaget i skiftende statsideologier. Der har aldrig været en situation, hvor håbet gik i opfyldelse. Kun dette fyrtårn i sognet, som regelmæssigt, det vil sige ugentligt, blinker sit budskab: ”Ingen skal utrøstet græde. Det nærer vort håb og nærer vor glæde” (DDS 89). Et fyrtårn med klokker i lampers sted.
Øs af håbets kilder
De, der forkynder håbet, får en umiddelbar respons på dets virkning. Menigheden går tydeligvis forløst og håbefuld ud af kirken, når gudstjenesten er slut. Derimod er det ikke op til dem, der forkynder håbet, at evaluere, om håbet i tilstrækkelig grad fører til handling. Vi håber på store folkelige opinioner, på politiske skridt, der hviler på tillid til andre og ikke på national egoisme og mistænksomhed. Vi håber på virkelig opbremsning af den globale opvarmning og retfærdige aftaler. Men håbets kilder kan og skal vi øse af uden at bekymre os om disse virkninger og uden at vakle, selvom afgrunden ligger så nær. ”Nu kom han, patriarkers håb”, blev der sunget forleden i landets kirker og hjemme omkring juletræet. Man kan blive helt stum ved tanken om, hvor lang vej der er, før vore fremtidshåb er opfyldt. Den stumhed må vi ikke lade os gribe af. Vi skal bringe glædesbud og ikke lade os skræmme af, at de steder, hvor budskabet skal afleveres, virker håbløse og trøstesløse. Øs af håbets kilder! Det er forkyndelsens opgave, også i 2010.
Jan Asmussen er sognepræst i Farum